Kronprinsen på firmarundtur i Aalborg
Kronprins Frederik og miljøministeren skal besøge flere Aalborg-virksomheder
Opdateret kl. 17:33
AALBORG: Kronprins Frederik og miljøminister Ida Auken (SF) tager på mandag på rundtur til flere virksomheder i Aalborg. Turen inkluderer besøg hos DESMI Ocean Guard, Siemens og Barsmark, Alfa Laval og Aalborg Portland.
Miljøministeren vil på turen åbne State of Green Water Tours, der er en ny skræddersyet besøgstjeneste, som skal trække internationale kommercielle og politiske beslutningstagere ud til danske vandteknologiske virksomheder.
Skræddersyet rute
State of Green Water Tours er en skræddersyet ”Marguerite-rute” for udenlandske kommercielle og politiske beslutningstagere til danske vand-virksomheder. Initiativet er et resultat af regeringens vækstplan for vand-, bio- og miljøløsninger.
- Danmark har gennem årtier været førende i udviklingen af vandteknologier. Efterspørgslen efter rent vand – fra hanen, i ledninger og i havet – er konstant stigende og rummer et stort eksportpotentiale for danske virksomheder. Derfor lancerer vi nu State of Green Water Tours, der skal gøre det lettere at trække udenlandske investorer og indkøbere ud på de danske virksomheder, siger miljøminister Ida Auken
Portland glæder sig
Det royale og politiske besøg sluttes af mandag eftermiddag på Aalborg Portland, hvor kronprinsen vil få en rundvisning.
- Vi ser meget frem til kronprinsens besøg hos os, og vi vil fortælle ham, hvordan vi på Aalborg Portland fremstiller et bæredygtigt produkt samtidigt med, at vi reducere virksomhedens energiforbrug, siger koncernøkonomi- og finansdirektør Henning Bæk fra Aalborg Portland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.