Kufferten er en scooter
Nu kan du sætte dig på kufferten og drøne af sted
Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:36
KINA: Du står med kufferten i hånden og skal skynde dig ud til lufthavnen, men der er ikke skyggen af en taxi i nærheden. Hvad gør du så?
Sætter dig op på kufferten og drøner af sted.
Den kørende kuffert kan lyde som et skørt Georg Gearløs-påfund, men er virkelighed - i hvert fald i Kina.
En kinesisk landmand, He Liangcai, har nemlig opfundet den elektriske kuffertscooter.
Og han tror på, at opfindelsen kan blive et hit blandt pendlere i travle storbyer.
- Hvorfor? Fordi kuffertscooteren er let at bære, ikke koster meget, og fordi man undgår p-problemer, trafikstøj og forurening, siger He Liangcai, ifølge Sky News.
Den elektriske kuffertscooter vejer kun syv kg, og den kan også bruges som almindelig kuffert. Den får strøm fra et lithiumbatteri, der kan tages ud og genoplades.
Kuffertscooteren har en topfart på 20 km/t, og den skulle kunne tilbagelægge en strækning på op til 60 km, inden batteriet løber tørt.
He Liangcai har taget patent på sin rullende opfindelse.
Han forventer, at kuffertscooteren vil kunne sælges til priser fra ca. 3.500 kr. op til ca. 26.000 kr. alt efter model.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.