Kuglepens-røver fængslet
25-årig mand varetægtsfængslet i fire uger for to røverier torsdag aften
Opdateret 17. maj 2022 kl. 13:22
AALBORG: Den 25-årige mand, der er sigtet for natten til fredag at have begået to røverier i Aalborg, blev fredag middag varetægtsfængslet frem til 19. september.
To røverier på en time
Det første røveri skete kort før klokken 21, da en mand kom ind i Net-Kiosken på Kastetvej 55 i Aalborg, hvor han med en genstand, formentlig en kuglepen, truede ekspedienten.
Røveren forlangte at få udleveret pengekassen, men da det ikke kunne lade sig gøre, nøjedes han med at røve nogle cigaretter, fortæller vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.
Efter røveriet stak manden af på en scooter.
Kort efter, kl. 21:48, var den gal igen. Denne gang var det Q8 på Scheelsmindevej i Skalborg, der fik besøg af røveren.
- Med en genstand i lommen fik han den ansatte til at udlevere 1000 kroner fra kassen, før han stak af, siger vagtchefen.
Nægtede sig skyldig
Billeder fra et overvågningskamera var sammen med et signalement nok til, at betjente kl. 00:28 kunne anholde manden på hjørnet af Bispensgade og Jomfru Ane Gade.
Manden er kendt for lignende forhold, og nægtede ved grundlovsforhøret at afgive forklaring.
Han nægtede sig skyldig, men retten fandt begrundet mistanke og valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger, da man vurderede, at der var risiko for, at den 25-årige ville begå ny kriminalitet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.