Kultsportsvogn får lov at beholde sin V8-motor
Ford Mustang vrinsker igen med nyt design, digital instrumentering og nogle helt særlige features
Opdateret 07. oktober 2022 kl. 14:21
MUSKELBIL: Amerikanske muskelbiler er et kapitel for sig. Store biler med V8-motorer, der kan køre fra hvem som helst, så længe vejen går ligeud som hovedfærdselsåren i de små amerikanske byer. En af de mest kendte modeller er Ford Mustang, og den vil leve videre, indtil kunderne ikke længere vil have en - eller den er reguleret ude af eksistens.
Sådan siger oldebarnet af Henry Ford, William Clay Ford Junior, som afslørede syvende generation af Mustang muskelbil ved et offentligt udendørs arrangement i hjertet af Detroit.
- Folk har spurgt mig "jamen, er dette den sidste forbrændingsmotor i en Mustang", og svaret er, vi får se.
- Kunderne vil fortælle os, hvornår den dag kommer, siger han.
Selv om der har været spekuleret i hybridudgaver, er motorprogrammet fortsat klassisk. Den firecylindrede 2,3 liters motor har aldrig været særligt populær herhjemme, hvor interessen givetvis også fremadrettet vil samle sig om den kendte Coyote-V8, der forventes at kaste op mod 450 hk af sig, mens lillebror vil have omkring 350 af slagsen. Ford har dog ikke offentliggjort motorydelser endnu.
17. april 1964 blev Amerika sat på den anden ende af en ny bil. Allerede aftenen før havde Ford eksponeret 29 mio. hjem med reklamespots på de tre nationale tv-kanaler. Effektivt fulgt op af helsidesannoncer i 2.600 dagblade.
Man skulle være blind og døv for ikke at vide, at den nye Ford Mustang var kommet.
Resten er historie, der er gået snart 60 år efter den første Mustang og mere end 10 mio. biler er solgt, samtidig med, at det er en af meget få modeller, som har været i kontinuerlig produktion så længe.
Hvordan designer man en ny version af sådan en amerikansk klassiker?
Det er en bil, som mange har mange holdninger til, og en ny Mustang er ikke blevet præsenteret uden kritiske røster.
I dag foregår den slags primært på de sociale medier, og alene på Fords Facebook-side er der flere, som har vendt tommelfingeren nedad for den nye model. De mener, at fronten minder for meget om ærkekonkurrenten, Camaro, på den anden side er det nok bedre, end da de nuværende model fra 2015 blev lanceret: Dengang lyd de kritiske røster på, at fronten mindede for meget om Ford Fusion (den amerikanske Mondeo, red.)
Bilen er som forgængeren inspireret af de gyldne tressere, men med mere et kompakt udtryk og et endnu mere aggressivt look.
Fords rivaler har næsten opgivet sine modeller. Dodge stopper produktionen af den benzindrevne Challenger (og den firedørs Charger) næste år, og Chevrolet forventes at droppe den legendariske Camaro i 2024. Ford ser selvfølgelig en mulighed her.
Bilproducenten håber at holde mangeårige Mustang-entusiaster glade og samtidig udvide bilens appel til yngre, teknologi-fokuserede købere. Derfor er instrumenteringen den største nyhed i Mustang. Det er bygget op omkring en 12,4 tommer skærm foran føreren, der nærmest glider sammen med en større på 13,2 tommer i midten.
Grafikken til skærmene er lavet med særlig 3D-software "Unreal Engine" fra Epic Games, som normalt leverer grafik til computerspil. Dette bør appellere til især den yngre generation.
Kendt fra film
En lyseblå Mustangs medvirken i James Bond-filmen "Goldfinger" fra 1964 satte yderligere skub i salget, og det samme skete, da Steve McQueen udførte en skelsættende biljagt i en Mustang Fastback i farven Highland Green i 1968-filmen "Bullitt".
Kigger man rigtig godt efter, taber den forfulgte bil hele fem hjulkapsler under biljagten. Et lille charmerende filmteknisk kiks. Mustang blev endda omsat til musik af i sangen "Mustang Sally".
Selv herhjemme er Mustang en populær model, og der er indregistreret mere end 2.000 eksemplarer, der er en skønsom blanding af klassikere og ikke mindst de to seneste generationer.
Ligesom med dagens model kommer Mustang både som coupe og cabriolet.
Ford siger, at man har arbejdet med at gøre styringen mere præcis og i det hele taget forbedre køregenskaberne, og som noget nyt fås en avanceret magna-ride undervogn. En særlig avanceret støddæmperteknologi, der har stivere forfjedre og hurtig respons på ændrede vejforhold og underlag.
Interessant for puristerne er det givetvis, at den nye Mustang også vil være tilgængelig med en seks-trins manuel gearkasse. Ud over den manuelle gearkasse er der også en 10-trins automatgearkasse.
Danske priser på 2023 udgaven af Ford Mustang offentliggøres tættere på lancering i 2023. Herhjemme er der kun V8-udgaven, der bliver markedsført og her starter prisen i dag fra lige godt 800.000 kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.