Unges svar på besparelser i Aalborg: - Drop motorvejsforbindelse og flere højhuse og sats på det unikke
Kulturen er ikke meget på dagsordenen forud for forhandlingerne om byens prioriteringer de næste år, men det er der al grund til, at den kommer, mener unge, der peger på en retning frem

12 unge fra Mutation Week - en aktuel festival for kunstnere på tværs af udtryk - vurderer i denne artikel kommunens indsats. Foto: Bente Poder
Kultur er ikke nævnt med et ord af Aalborgs nye borgmester i hans visioner for kommunen, og vanen tro fylder det nærmest intet i debatten op til budgetforhandlingerne.
Dét selvom kultur i over et årti af kommunen er blevet beskrevet som en motor for byudviklingen i forhold til både turisme og tiltrækning og fastholdelse af borgere.
Her er en status på Aalborg fra 12 unge kunstnere, musikere og studerende, der er en del af det miljø i byen, som politikerne gerne ser vokse.

Glen Montanaro Foto: Bente Poder
Glen Montanaro, 26 år, musiker
- Jeg sætter virkelig stor pris på det fællesskab, der er i Aalborg lige nu - specielt på musikscenen, der er under konstant udvikling og vokser i popularitet. Det giver værdi til hele byen og underbygger Aalborg som en kulturby på vej op.
En virkelig vigtig udvikling har været udviklingen af nye scener og venues, der jævnligt afholder koncerter og inviterer kunstnere fra hele verden til at bidrage til den lokale musikscene.
Efter min mening bør vi sætte endnu mere ind på at etablere en koncertkultur i byen, hvor folk i højere grad efterspørger høj kvalitet og bliver vænnet til at betale for det. Det vil være et skridt i den rigtige retning for at skabe en bæredygtig scene.

Nina Amina Rose. Foto: Bente Poder
Nina Amina Rose, 26 år, multikunstner
- Noget af det, jeg sætter mest pris på ved Aalborg, er dens størrelse. Det er fedt at være i en by med en rå kulturarv og nemt at komme rundt til alt. Om jeg vil det eller ej, så tror jeg at transportmulighederne med plusblus kan blive en gamechanger for mange.
Jeg ved ikke, hvad det næste skridt for byen bør være, men jeg ved, at jeg trænger til at kunne fordybe mig i min kunst fremfor konstant at forsøge at råbe politikerne op omkring, hvorfor kultur er så vigtigt.

Foto fra en tidligere udgave af Mutation Week i Aalborg. Du kan opleve årets udgave på onsdag kl. 16 til 19 på Huset i Hasserisgade. Foto: Mutation Week

Martin Lund Nielsen. Foto: Bente Poder
Martin Lund Nielsen, 20 år, rapper og producer
- Noget unikt ved Aalborg er, at byen er stor nok til at have mange nicher, men på samme tid lille nok til, at de fleste kender hinanden på kryds og tværs og arbejder sammen.
De seneste par år har jeg oplevet, at flere og flere unge udforsker kunst. Der bliver holdt en overraskende mængde arrangementer, og de fleste, jeg taler med, mener også, at der er kommet flere midler til, nok mest til musik.
Det vigtigste for Aalborg lige nu og fremadrettet er, at der fortsat bliver støttet op om kunsten politisk. At et sted som Det Hem'lige Teater kan miste en stor del af sin støtte er en falliterklæring.
Skal Aalborg fortsat være et arnested, er man nødt til at give penge til noget, hvor man måske ikke direkte kan se sorte tal på årsregnskabet. Vi er lige nu på vej til at blive en af de næstekulturhovedstæder i Danmark, og det kræver hårdt arbejde og politisk vilje.

Karoline Amaryllis Forshei Nielsen Foto: Bente Poder
Karoline Amaryllis Forshei Nielsen, musiker og sangskriver
- Noget af det vigtigste for mig her er den pulserende og konstant voksende mangfoldighed indenfor kunst og musik, hvor nye i branchen også får muligheden til at vise, hvad de laver. Der er stor vægt på, at nordjyske kunstnere og musikere skal have en plads, samt på at skabe kommunikation på tværs af kunstnere.
Derudover spiller KORMA en stor rolle i forhold til at skabe netværk blandt ambitiøse musikere. De tilbyder rigtig god sparring, som er med til at løfte niveauet.
Jeg håber, man sørger for, at alle de flotte og gode muligheder, der er blevet bygget op, bliver holdt i live.

Alberte Spork. Foto: Bente Poder
Alberte Spork, 24 år, multidisciplinær kunstner
Jeg sætter stor pris på, at der er et vækstlag, som man kan blive en del af, hvis man ønsker at skabe kunst/kultur i byen. Man kommer let i snak med folk, og der er masser af åbenhed og imødekommenhed.
Fokus de næste år bør ligge på at støtte og bevare de kulturinitiativer, som samler og udvikler lokale og unge aktører. Jeg tror, at det er vigtigt at skabe grobund for et lokalt miljø samt skabe endnu flere muligheder for samarbejder på tværs af nationale og internationale grænser.

Intentionen bag Mutation Week Festival har de seneste år været at skabe en platform, hvor vækstlagets kunstnere kan mødes og arbejde sammen på tværs og skabe nye udtryk i fællesskab. Festival er skabt af aktører på tværs i byen. Foto: Stunt Slave Media

Caroline Frandsen Foto: Bente Poder
Caroline Frandsen, 21 år, sangskriver og performer
- Jeg sætter stor pris på de platforme og aktører, der findes her, som fx Skråens Band Battle og Huset, hvor unge kunstnere har nemt ved at skabe kontakt.
Jeg vil gå så langt som at sige, at KORMA har skabt et samlet musikmiljø i Aalborg, og jeg håber, man skaber flere steder som dette, så får vi et virkeligt stærkt kunstnerisk miljø i Aalborg. Måske endda på et niveau, så man ikke behøver tage til København for at finde et fyldestgørende netværk.
Teater Nordkraft synes jeg også har skabt en vildt fed scene for nyt og kontemporært teater i byen.

Olivia Fenger Hove Foto: Bente Poder
Olivia Fenger Hove, 29 år, visuel multimediekunstner
- Det, jeg sætter mest pris på ved Aalborg som kulturby, er, at der er så mange forskellige kultursteder, som er adskilte, men som alligevel samarbejder. Der er noget for alle, og det er nemt for udeforstående at blive inkluderet i miljøet og føle sig hjemme.
Da jeg kom hertil for tre år siden, var jeg ret imponeret over, at det var noget, kommunen er så engageret i, og jeg har allerede mødt et væld af kunstnere og kunstinteresserede, som arbejder utrætteligt for udleve deres visioner for byen, herunder at oplevelser og ordentligt aflønnede jobs.
Jeg håber, man fra kommunal side fortsat investerer i dette, for det tager mange år at bygge et velfungerende kultur liv op i en by, hvis folk føler, at de spilder deres tid og ressourcer.

I år inviterer Mutation Week vækslaget til at skabe en visionsplan for Huset i Hasserisgade, som rummer kulturhus, udeområder og byggeplaner. Det kræver, at de unge forholder sig til både lokalplaner, politiske prioriteringer og social-, økonomisk- og klima- og miljømæssig bæredygtighed. Foto: Simon Bendix

Sirichok (Phet) Ruamwong Foto: Bente Poder
Sirichok Ruamwong, 26 år, multimediekunstner
- Jeg sætter pris på diversiteten i byen og åbenheden overfor forskellige kunstformer.
Inden for de seneste år har jeg oplevet Aalborg under corona. Det har været en stor hindring for udviklingen, men byen har været rigtig god til at starte op igen efter lockdown.
Det næste skridt for Aalborg bør være at blive ved at støtte vækstlaget. Der er en stor flok af meget aktive og passionerede unge, der virkelig vil byen, så der bør ikke skrues ned for støtte.

Cecilie Amstrup Jeppsen Foto: Bente Poder
Cecilie Amstrup Jeppsen, 23 år, arkitektur- og designstuderende
- Jeg værdsætter i høj grad Aalborgs fokus på fastholdelse af byens gamle værdier som industriby, mens byen er i udvikling på områder som uddannelse, events og grøn omstilling. Her er altid noget at tage sig til og opleve, og her værnes om vigtige områder i byplanlægningen.
Især synes jeg, at åbningen af Østerå og fokus på "det grønne bælte", der strækker sig fra Karolinelunden til Østerådalen, er nogle af de vigtigste skridt, der er taget i disse år. Grundet dette ses både en stor byudvikling samt forbedring af klima og miljø, som er særdeles vigtig disse dage.
Aalborg skal fortsat udvikle sig på de områder, den allerede er i fuld gang med - både de fantastiske uddannelsesmuligheder, æstetiske karaktertræk såsom byens mange vægmalerier samt grønne områder og livet mellem husene.
Dette er for mig vigtigere end motorvejsforbindelser og markante højhuse, der blot efterligner trends, der ses i andre større byer.

Mutation week Foto: Simon Bendix

Diana Monroy-Garcia Foto: Bente Poder
Diana Monroy-Garcia, kunstforsker
- I den tid, jeg har boet her, har jeg bidt mærke i et kulturliv, der virker tilgængeligt og varieret, men også meget sæsonbetonet.
Og så har jeg bemærket en stor adskillelse mellem (større) kulturinstitutioner og så de kunstneriske fællesskaber.
Det ville være både givende og gavnligt for byen og kunstnerne, hvis man kunne finde frem til et samlingspunkt eller en gruppe, hvor institutionerne kunne få nogle input til fællesskabets behov og interesser.

Elvira Heerulf Foto: Bente Poder
Elvira Heerulf, 22 år, multimediekunstner
- Noget af det, jeg sætter pris på ved Aalborg som kulturby, er helt klart det vækstlag og de muligheder, der er. Hvis bare du kender én, får du hurtigt kendskab til andre, du kan samarbejde med om projekter, og der er også masser af tråde ud til institutioner og folk i andre kommuner.
Det næste skridt bør klart være at støtte op om og værne om vækstlaget og de kulturtilbud, der allerede eksisterer.
Nogle af de vigtige initiativer er for mig Mutation Week, North Urban Art Studio, draghuset House of Secret og Buens Bogcafe.
Jeg kan ikke komme i tanker om nogen initiativer fra kommunens side.

Marie- Louise Marxen Foto: Bente Poder
Marie- Louise Marxen, 26 år, arkitektur- og designstuderende
- Jeg sætter stor pris på steder som Huset og Nordkraft, der tilbyder flere faciliteter under et tag. Skalaen af de fællesskaber og kulturinstitutioner, vi har, passer til byens identitet. Vi behøver ikke at være store og prangende for at tilbyde store og vidtrækkende kunst- og kulturaktiviteter.
Fremover er det vigtigt at give en stemme til de kunstnere og det vækstlag, som benytter sig af de her fællesskaber, her er. Mutation Week en for eksempel en fed mulighed.
Og så skal man blive ved med at udvikle kulturscenen, så det er attraktiv for kunstnere og musikere at blive i byen og bidrage til den.
Tag med til debat
- Mandag 28. august kl. 16.30 inviterer Huset i Hasserisgade og festivalen Mutation Week til kulturpolitisk debat i Husets sal.
- Temaerne er kunst og kultur som drivkraft i udviklingen af Aalborg og kommunens kulturpolitiske prioriteringer.
- Medvirkende er Lasse Frimand Jensen (A), Jes Lunde (R), Morten Thiessen (C), Per Clausen (Ø) og Daniel Borup (V).
- Debatten er gratis, men kræver tilmelding.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.