700 mænd blev gemt af vejen: Livø kommer til at gentage sig

Der findes et rosenrødt billede af det danske samfund, vi ikke må pille ved. Det skal hedde sig, at staten altid har taget sig af de svage, men det er jo ikke sådan, det var eller er, mener kunstner Jakob Jakobsen, der har skabt et alternativt mindesmærke om de over 700 anbragte på Livø

Hundredvis af normalt begavede mænd blev dømt til anbringelse på ubestemt tid med udviklingshæmmede på åndssvageanstalten på Livø - uden mulighed for at anke deres sag eller få den prøvet ved retten. Foto: Løgstør Lokalarkiv og Martin Damgaard

Hundredvis af normalt begavede mænd blev dømt til anbringelse på ubestemt tid med udviklingshæmmede på åndssvageanstalten på Livø - uden mulighed for at anke deres sag eller få den prøvet ved retten. Foto: Løgstør Lokalarkiv og Martin Damgaard

Det er i år 60 år siden, at Den Kellerske Anstalt på Livø lukkede ned, men trods årtierne forløber den mindehøjtidelighed, der denne aften finder sted, ikke uden konflikt.

Kunstneren Jakob Jakobsen, der sammen med kunstnersammenslutningen f.eks har taget initiativ til en mindehøjtidelighed og har samlet historikere, digtere, børn af tidligere plejere og almindelige nysgerrige, er blevet udelukket fra bygningerne, der udgjorde den tidligere anstalt fra 1911 til 1961. Årsagen er, at han kalder beboerne for fanger og indsatte. Det strider imod Den Kellerske Anstalts udlægning af fortiden – her hed de elever.

Blandt de anbragte på Livø var blandt andet tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf Nyrup Rasmussen. Han var der, fra han var 14 til 21 år, og blev sendt dertil af kredslægen og sin mor, der var alene med seks børn og anklagede ham for at stjæle 28 kroner fra søsterens bankbog, en af familiens sølvskeer og et fotografiapparat. Der blev ikke foretaget en intelligenstest, før lægen sendte ham afsted på åndssvageanstalt. Han fik ikke undervisning i de syv år, han var der. Foto: Løgstør Lokalarkiv

Blandt de anbragte på Livø var blandt andet tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf Nyrup Rasmussen. Han var der, fra han var 14 til 21 år, og blev sendt dertil af kredslægen og sin mor, der var alene med seks børn og anklagede ham for at stjæle 28 kroner fra søsterens bankbog, en af familiens sølvskeer og et fotografiapparat. Der blev ikke foretaget en intelligenstest, før lægen sendte ham afsted på åndssvageanstalt. Han fik ikke undervisning i de syv år, han var der. Foto: Løgstør Lokalarkiv

Så nu holder Jakob Jakobsen i stedet højtideligheden i en af laderne på Avlsgården, hvor inspektøren i sin tid boede, og hvor regnen står ned i stænger udenfor, imens 40 mennesker sender termokander rundt mellem stolene, der er sat op i en rundkreds, og en mikrofon går på omgang.

For Jakob Jakobsen at se er reaktionen på brugen af ordene fanger og indsatte er understregning af vigtigheden i arrangementet, konstaterer han

- Der findes et rosenrødt billede af det danske samfund, vi ikke må pille ved. Det skal hedde sig, at staten altid har taget sig af de svage med omsorg og humanisme, men det er jo ikke sådan, det var, fortæller kunstneren, der har brugt de seneste måneder på at grave sig ned i viden om anstalten.

- Beboerne på anstalten havde numre, de kunne ikke komme væk fra øen, de blev låst inde om natten og frataget deres tøj, og de kaldte sig selv for fanger. Nogle døde under flugtforsøg hen over isen om vinteren, andre var der i over 30 år, andre lod sig kastrere for at komme derfra. Når man trods det ikke vil kalde dem fanger, skyldes det en benægtelse af samfundets vold over for de fattige, homoseksuelle, epileptikere, småkriminelle og hvem, man ellers sendte derud. Alle mulige mennesker, der havde svært ved at passe ind. Der var også udviklingshæmmede, der trivedes godt der, men det korte af det lange er, at det i høj grad var en skraldespand for proletariatets børn. Fattigdom blev sygeliggjort, siger han.

Der var flere flugtforsøg fra øen, sådan så en hjemmebygget tømmerflåde ud.

Der var flere flugtforsøg fra øen, sådan så en hjemmebygget tømmerflåde ud.

Mindehøjtidelighed på Livø. Ved mikrofonen Jakob Jakobsen, i den grønne jakke historiker Birgit Kirkebæk. Foto: Rikke Ehlers

Mindehøjtidelighed på Livø. Ved mikrofonen Jakob Jakobsen, i den grønne jakke historiker Birgit Kirkebæk. Foto: Rikke Ehlers

Foto: Rikke Ehlers

Foto: Rikke Ehlers

De undværlige

De Kellerske Anstalter, der har været Nordeuropas største anstalt for ’åndssvage’ eller udviklingshæmmede og udover Livø har haft anstalter på Sprogø og i Brejning, var i høj grad en udløber af strømninger i tiden, da døvstumme- og åndssvagelæreren Johan Keller etablerede den første anstalt i 1867.

Diskussionerne i den første socialdemokratiske regering i begyndelsen af 1920erne handlede i høj grad om, hvordan man kunne skabe en mere fremskudt rolle for staten i forhold til at styre det sociale liv. Det er en efterkrigstidsreaktion på en oplevelse af degeneration og moralsk forfald. Man tror på muligheden for at planlægge sig til det perfekte samfund og på videnskab – på at man med ”social ingeniørkunst” kan planlægge sig uden om arbejdsløshed og hjemløshed og på omfordeling og en social kontrakt om, at man er sikret, hvis ulykken sker, hvis man betaler ind til den fælles kasse og holder sig arbejdsduelig, fortæller historikeren Cecilie Felicia Stokholm Banke.

Andre fremherskende idéer i tiden var den om racehygiejne. I socialdemokraten K.K. Steinskes bog ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen” fra 1920 er der et helt kapitel om ”raceforbedring”. Her argumenterer han for og imod ægteskabsforbud for visse befolkningsgrupper (indført i 1922) samt sterilisation af åndsvage (indført i 1929). Målet var at opnå en sundere, lykkeligere og mere ædel befolkning ved at hindre, at de ”åndelige og legemlige invalider og de syge og defekte fører deres defekt videre”, som han skriver. Et synspunkt der blev overtaget af Christian Keller, der overtog De Kellerske Anstalter fra sin far og delte synspunktet om at stoppe dårlige gener i samfundet.

Når de to grupper – de ”åndssvage” og så den store blanding af sædelighedsforbrydere, småkriminelle og helt almindelige unge, der skilte sig ud - endte sammen på anstalten på Livø, var det fordi, at man så afvigelser fra normalen som et symptom på, at de var moralsk åndssvage, moralsk uudviklede eller asociale – fx ved ikke at arbejde. Noget der var endnu værre end udviklingshandicap og noget, som samfundet skulle beskyttes fra. I behandlingsdommen, der ikke kunne ankes, lå altså et forebyggende element.

- Kuren hed arbejde, og når de blev vurderet klare til at forlade Livø, endte de i ”pleje” hos gårdejere, hvor de arbejdede gratis for kost og logi på ubestemt tid. Fungerede de ikke der, kom de tilbage til Livø, fortæller historiker Birgit Kirkebæk, der har udgivet bogen ”Defekt og deporteret” om ø-anstalten Livø.

Læs mere om anstalten på Livø her:

Aage Knud Lindemann Sørensen fotograferet på Livø. Efter overlægens mening ’led’ Aage Knud af homoseksualitet, og han blev betragtet som farlig. Ikke blot på grund af sin homoseksualitet, men fordi hans gener var degeneret, og han skulle forhindres i at reproducere sig. Han blev sendt tilbage til øen i flere omgange, sandsynligvis fordi hans seksualitet ikke passede til normerne de steder, hvor han blev sendt ud fra Livø. Næsten ingen spor efter ham stammer fra ham selv, og man kan spørge, hvad han var for et menneske. Han var uddannet bogbinder, og her står han i arbejdstøj og forklæde. Måske han har hjulpet til i et af Livø mange værksteder. Inden han blev sat fri som 40-årig i 1933, blev han kastreret. Fotografi fra Rigsarkivets samling . Hele hans journal kan findes på Rigsarkivet hjemmeside

Aage Knud Lindemann Sørensen fotograferet på Livø. Efter overlægens mening ’led’ Aage Knud af homoseksualitet, og han blev betragtet som farlig. Ikke blot på grund af sin homoseksualitet, men fordi hans gener var degeneret, og han skulle forhindres i at reproducere sig. Han blev sendt tilbage til øen i flere omgange, sandsynligvis fordi hans seksualitet ikke passede til normerne de steder, hvor han blev sendt ud fra Livø. Næsten ingen spor efter ham stammer fra ham selv, og man kan spørge, hvad han var for et menneske. Han var uddannet bogbinder, og her står han i arbejdstøj og forklæde. Måske han har hjulpet til i et af Livø mange værksteder. Inden han blev sat fri som 40-årig i 1933, blev han kastreret. Fotografi fra Rigsarkivets samling . Hele hans journal kan findes på Rigsarkivet hjemmeside

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

I bedste mening?

Det er 60 år siden, at anstalten lukkede, og man skulle synes, at vi har ændret menneskesyn siden da.

Flere af de tilstedeværende mener da også, at det er vigtigt at se nuanceret på de 50 år på øen.

- Jeg synes, at man børanerkende, at man traf de valg, man gjorde, ud fra den bedste mening. Kan vi virkelig bedømme fortiden med nutidens øjne, spørger Bente Qvist Kjærgaard, der jævnligt viser turister rundt på øen.

Også Ib Svenningsen, der er søn af to af anstaltens plejere og har haft sin barndom på øen, ønsker et mere nuanceret billede.

- Der var også humor og venskaber derovre, siger han.

Her et brev fra Valdemar, der appellerer til Kongen om at blive løsladt. Mange anbragte var sendt til Livø uden en retssag, men ville have foretrukket den, da nogle af de forteelser, de var anbragt som følge af, ville have kostet dem et par uger i fængsel. Scans fra stamps.dk

Her et brev fra Valdemar, der appellerer til Kongen om at blive løsladt. Mange anbragte var sendt til Livø uden en retssag, men ville have foretrukket den, da nogle af de forteelser, de var anbragt som følge af, ville have kostet dem et par uger i fængsel. Scans fra stamps.dk

Diagnosen ”Moralsk åndssvaghed” havde ifølge lægerne forskellige udtryksformer hos mænd og kvinder. Hvor mændene var tyvagtige, drikfældige, vagabonderende og eventuelt voldelige og seksuelt misbrugende, var kvinder med samme diagnose først og fremmest løsagtige. Her ses frække billeder fundet på Livø - bragt ind af anbragte. Et symptom på et degenereret sind eller et udfald af en naturlig seksuel drift? Foto: Jakob Jakobsen

Diagnosen ”Moralsk åndssvaghed” havde ifølge lægerne forskellige udtryksformer hos mænd og kvinder. Hvor mændene var tyvagtige, drikfældige, vagabonderende og eventuelt voldelige og seksuelt misbrugende, var kvinder med samme diagnose først og fremmest løsagtige. Her ses frække billeder fundet på Livø - bragt ind af anbragte. Et symptom på et degenereret sind eller et udfald af en naturlig seksuel drift? Foto: Jakob Jakobsen

Og arrangørerne bag den kommende udstilling ”Anbragt” om mændene fra Livø, Maria Clement Hagstrup, museumsinspektør ved Vesthimmerlands Museum, og historiker Poul Duedahl, påpeger, at øen og De Kellerske Anstalter var et stort fremskridt for gruppen af udviklingshæmmede – mange blev tidligere spærret inde i båse i stalde og i udhuse mv.

Men det ændrer ikke på det utilgivelige i, at helt almindelige unge og mænd spildte deres liv på øen, påpeger Jakob Jakobsen.

- Hvor der er dominans og almægtighed, er der også nogen, der er afmægtige. Man kalder tit forløb som dette et ”sort kapitel” i vores historie, som om det er afsluttet. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg ser jo, at den udskilning af ”ubrugelige” mennesker er noget, der fortsat knytter sig til velfærdssamfundet, bare over for andre mennesker og grupperinger, konstaterer han og henviser til brugen af ord som ”samfundets forsørgerbyrde” i dag og skiftende ministres snak om oprettelse af øer til kriminelle asylansøgere. Ifølge ham er det noget, der bekræfter en trang til at komme af med uønskede mennesker ved at isolere dem fra den øvrige befolkning.

- På anstalten på Livø var der racehygiejniske tanker. Man gjorde ikke som tyskerne, hvor man reelt udryddede folk, men man gjorde det ved at få folk steriliseret. Det gør man jo ikke i dag, men jeg ser stadig samfundet vende ryggen til dem, det anser som en byrde. Også i psykiatrien. Som jeg ser det, er de, der bliver indlagt, ofte nogle, samfundet smider væk. De bliver opfattet som ubrugelige. Og de bliver jo udstødt, selv om det bliver gjort med en masse omsorg, fortæller Jakob Jakobsen.

Han taler af personlig erfaring her – han har selv været indlagt på en åben psykiatrisk afdeling, fortæller han.

- Der er mange aspekter ved det at være indlagt, der stiller spørgsmålstegn ved måden, samfundet fungerer på – snarere end hvordan psykiatribrugere selv fungerer. Jeg oplevede, at mange af de mennesker, jeg var indlagt med, på mange måder har slået sig på samfundet. I dag får ingen samtaleterapi i psykiatrien – det handler ikke om at få folk på benene igen. Mine erfaringer er, at man næsten udelukkende tilbyder medicinsk behandling, og mange går yderligere ødelagte derfra. Der er ikke fokus på livskvalitet, man bliver udskrevet, når man er i stand til at tage bussen hjem, og derfor ender de fleste med at komme tilbage, siger han.

Der er nikken i lokalet og en ung kvinde fortæller, at hun sandsynligvis ville være en af dem, der ville være endt på en af De Kellerske Anstalter for kvinder på Livø eller Sprogø, hvis hun havde levet dengang. Hun er 33 år, har ingen videregående uddannelse, har aldrig haft et fast job, men til gengæld masser af sex-partnere.

En norsk kvinde fortæller om sine møder med psykiatrien som anorektiker.

- Der hed det, at tog jeg ikke min medicin, kom jeg ikke derfra.

En ung transkønnet kvinde fortæller om den mistænkeliggørelse, hun møder i systemet – forventningen om, at hun er psykisk syg, selv om transkønnethed blev fjernet fra listen over mentale lidelser i 2017.

- Det er hele tiden andre, der skal sige ja og nej på mine vegne om noget livsvigtigt, der er jo en umyndiggørelse.

Forfatteren Anna Rieder, der selv har været indlagt på psykiatrisk hospital og sidste år udgav den anmelderroste digtsamling ”Hindebæger”, læser et uddrag af digtet ”Drømmeslottet op” – skrevet til de anbragte på Livø, der arrangerede et oprør i 1952.

Bælte anvendt til selvmordsforsøg. Foto Jakob Jakobsen.

Bælte anvendt til selvmordsforsøg. Foto Jakob Jakobsen.

En undersøgelse i gang

Jakob Jakobsen og historikerne er ikke de eneste, der er interesserede i Livø. Socialministeriet har sat gang i en undersøgelse af forholdene for tidligere anbragte hos åndssvageforsorgen. Et arbejde der potentielt kan føre til en officiel undskyldning på linje med den, hun for nylig gav til Godhavn-drengene på vegne af hele Danmark for det svigt, de blev udsat for på børnehjemmet Godhavn i Tisvildeleje.

Jakob Jakobsen håber ikke, at det ender med en bronzestatue på Livø, og hans mindesmærke – en avis med vidnesbyrd om historien og de 743 mænd, der tilbragte en stor del af deres liv på Livø, er et alternativ til det traditionelle mindesmærke.

Så vidt vides, er der ingen nulevende tidligere anbragte fra Livø, og der er ikke indsamlet fortællinger fra dem gennem tiden. Her Villy Andersen, der var anbragt på Livø Han ønskede aldrig at tale om det. Her fotograferet i Aarhus af fotograf Pia Henni Möller-Light i 2017. Han gik bort i 2019, hans naboer i den almene boligforening var sammen med ham, da det skete.

Så vidt vides, er der ingen nulevende tidligere anbragte fra Livø, og der er ikke indsamlet fortællinger fra dem gennem tiden. Her Villy Andersen, der var anbragt på Livø Han ønskede aldrig at tale om det. Her fotograferet i Aarhus af fotograf Pia Henni Möller-Light i 2017. Han gik bort i 2019, hans naboer i den almene boligforening var sammen med ham, da det skete.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Foto: Rikke Ehlers

Foto: Rikke Ehlers

- Jeg synes, at det er interessant at se på, hvem det er, der fortæller historien efterfølgende. Og måske komme med en, der går op imod den officielle historieskrivning, som i det store og hele peger på, at Livø var et humanistisk projekt, for der var jo så smukt derovre, og det ville være sundt for de unge mennesker at få noget frisk luft, siger han og fortsætter.

- Det er interessant, hvordan man husker nationale traumer i et samfund. Det er noget, der er blevet diskuteret meget i Tyskland i forbindelse med Holocaust. Hvordan repræsenterer man et sådant sår? Jeg prøver at gøre det ved at gøre dem til mennesker igen.

Hvad er det, kunsten kan her?

- Det skaber billeder og lader os komme tættere på dem, det handler om - de var alle unge med drømme. Jeg tror ikke, at en bronzeskulptur vil skabe særligt mange samtaler, men jeg håber, at et mindesmærke som dette vil skabe diskussioner.

Om mindesmærket

Værket består af en avis med interviews med historikere, en billedkunstner, søn af tidligere plejere på Livø Ib Svenningesen, digte af Anna Rieder og Mikael Josephsen samt fotos af artefakter fra anstalten på Livø – fra breve til hjemmelavede våben.

Aviserne kan findes rundt på museer og biblioteker samt i bybilledet – den er ikke hæftet og siderne kan hænges op som plakater.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden