Kulturmødet Mors

82-årig hos Ung Kult: Vi føler os stadig som unge

Nogle af debatterne hos Kulturmødets Ung Kult henvender sig i høj grad til ældre aldersgrupper

Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (th.) var en af deltagerne i Ung Kults debat om kulturliv, erhvervsliv og samarbejde. Malte Houe, ung iværksætter og medstifter Ung Kult, lytter på sammen med formanden for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen. 
Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (th.) var en af deltagerne i Ung Kults debat om kulturliv, erhvervsliv og samarbejde. Malte Houe, ung iværksætter og medstifter Ung Kult, lytter på sammen med formanden for DI Thy/Mors, Tage Odgaard Nielsen.  Foto: Bo Lehm

Der står Ung Kult med store bogstaver over indgangen. Men der er bestemt ingen aldersdiskrimination til de unges område på Kulturmødet Mors. Og en af dem, som torsdag eftermiddag fandt vej til Ung Kult, var 82-årige Else Heltborg.

- Vi føler os stadig som unge, erklærede hun, der sammen med to jævnaldrende venner  tog plads til en af debatterne i Teltscenen hos Ung Kult.

82-årige Else Heltborg og hendes ven Carl Johan Larsen var blandt tilhørerne til debatten i Ung Kult-teltet.   Foto: Bo Lehm

- Og vi interesserer os for de unge. Det er jo dem, der skal føre det hele videre, siger hun.

Men det også de lokale deltagere i debatten, der har lokket de tre morsingboer ind til Ung Kult. Morsøs borgmester, Hans Ejner Bertelsen, skulle diskutere med bl. a. den lokale formand for Dansk Industri, Tage Odgaard Nielsen, og det lokalt opstillede folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V) - samt Lise Thomsen, der er fagleder for DI Kreative Ehverv.

Plus Malte Houe, direktør i Houe Film, og for nogle år siden medstifter af Ung Kult. Han var det absolut mest ungdommelige indslag i debatten med overskriften "Kulturliv? Erhvervsliv? Samarbejde?".

- Vi er sammen om det, uanset alder. Det er vigtigt at have den ældre generation med, det er den bro vi skal bygge, sagde Malte Houe inden debatten.

De unge var at finde andre steder på Ung Kult-pladsen, da der torsdag eftermiddag blev diskuteret kulturliv, erhvervsliv og samarbejde på Teltscenen. Foto: Bo Lehm

Men det var andre steder på Ung Kult-pladsen, man på dette tidspunkt skulle finde de unge. For eksempel oppe foran teltet ved navn Netværket, hvor tre elever fra Højskolen Thy hang ud. For højskolen har valgt, at når der er Kulturmøde, så er højskolen henlagt hertil, fortæller en af de tre elever, Lukas Sjóstein.

Han synes, at han har fået meget ud af den første kulturmødedag:

- Jeg har taget meget ind af mange nye og befriende ting, som kan rykke samfundet, fortæller han.

Tre elever fra Højskolen Mors, som under Kulturmødet har henlagt undervisningen til - Kulturmødet. Fra venstre Ida Søndergaard, Theis Jensen og Lukas Sjóstein.  Foto: Bo Lehm

- Folk er åbne og vil gerne fortælle om det, de laver, supplerer højskolekammeraten Theis Jensen.

En tredje af eleverne fra Højskolen Mors, Ida Søndergaard, har brugt noget af den første kulturmødedag som frivillig til Børnenes Kulturmøde nede ved fjorden.

- Jeg har været vært og hjalp børnene med at finde frem til det, de gerne ville opleve. Det har været hyggeligt, og stille og roligt, fortæller hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden