Aalborg-kunstner malede sit første maleri i november: Nu er der tre måneders ventetid på værkerne

Carsten Beck Nielsen fra Aalborg har på få måneder opnået en national og international interesse, som mange kunstnere end ikke tør drømme om. Hvordan følger man med sit eget liv, når man har sat et godstog i gang, der har fået eget liv?

Carsten Beck Nielsen har siden november solgt 31 værker til købere i blandt andet London, Hamborg, Shanghai og USA. Foto: Martin Damgård

Carsten Beck Nielsen har siden november solgt 31 værker til købere i blandt andet London, Hamborg, Shanghai og USA. Foto: Martin Damgård

Det ville være en underdrivelse at sige, at det er gået hurtigt for kunstner Carsten Beck Nielsen. Han malede sit første maleri i november - til sit eget hjem, og postede derefter et billede af det på Instagram, uvidende om, at det var første skridt til en ny karrierevej og et nyt liv.

Akryl og pastelfarve på lærred. De større og store værker koster henholdsvis 22.000 og 25.000 kr. På otte måneder har han hævet prisen på sine værker med omkring 5.000 kr. Foto: Martin Damgård

Akryl og pastelfarve på lærred. De større og store værker koster henholdsvis 22.000 og 25.000 kr. På otte måneder har han hævet prisen på sine værker med omkring 5.000 kr. Foto: Martin Damgård

Men billedet spredte sig, og blot et halvt år senere blev han inviteret til at udstille på det anerkendte galleri Christoffer Egelund i København, hvor han efterfølgende er blevet huskunstner og siden da har været med på endnu en udstilling.

Omkring samme tid blev han kontaktet af den kendte Londonbaserede indretningsarkitekt Kelly Hoppen, der vil have et værk af ham med i et kommende “hjemme hos” portræt af hende i engelske Vogue / Elle samt bruge hans værker i hendes indretning af luksusboliger i Asien.

Han er spændt på at se, hvad der sker, når magasinet rammer kioskerne rundt i verden til efteråret.

- Jeg tænker nogle gange på, at det er sindssygt, hvad der allerede er sket på meget kort tid, det kan være ret overvældende. Jeg havde troet, at det ville tage mange år at nå hertil, siger Carsten Beck Nielsen, der i disse dage har svært ved at følge med sit eget liv.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Siden november har han solgt 31 værker til folk i blandt andet London, Hamborg, Shanghai og USA. Der ligger bestillinger på 14 værker og en venteliste på tre måneder, og der tikker dagligt beskeder ind med forespørgsler. Han overvejer at ansætte en assistent, så han kan slippe taget i kontakt til kunder og opdatering af webside og sociale medier og fokusere på at male.

- Jeg kan godt have svært ved at overskue, hvor jeg skal starte, når jeg står op om morgenen, griner han.

- Men jeg har jo nogle ret skarpe deadlines, så det handler om at være i gang.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

Dyrkelse af 60’er æstetik

En stor del af Carsten Beck Nielsens kunder er arkitekter, og det er ikke svært at forstå, at han fanger deres øjne med sine referencer til geometrisk abstrakt kunst og skandinavisk modernisme med et strejf af Richard Mortensen.

- Jeg kan godt lide tanken om, at billederne kunne fungere i 1960’erne, jeg er vild med møbler, farveskalaen og æstetikken fra den tid, siger Carsten Beck Nielsen, der er uddannet webdesigner og sideløbende har fotograferet - ofte arkitektur. Han har også tidligere malet, men ikke noget, der har fanget et større publikum ind som i dette omfang.

Han bruger lang tid på skitserne. Først når han er helt sikker på linjerne i værket, går han i gang på lærred, som han har formalet hvide i den nuance, der står bedst imod fladernes sorte og den ofte hvide baggrundsvæg.

Carsten Beck Nielsen er oprindelig fra Arden, men har de seneste 15 år boet i Aalborg. Foto: Martin Damgaard

Carsten Beck Nielsen er oprindelig fra Arden, men har de seneste 15 år boet i Aalborg. Foto: Martin Damgaard

På bordene i lejligheden ligger bøger om Bauhaus og futurisme til inspiration, på en hylde står biografier om kunstnere og Steve Jobs, hovedstifteren af Apple.

Vi mødes i hans nye hjem i 3. sals lejlighed i midten af Aalborg, hvorfra han har udsigt til toppen af Nordkraft. Han lejede sig ind i februar - for penge tjent på salget af de første malerier, og i dag fungerer de 170 kvadratmeter som lige dele værksted, showroom og hjem for ham og hans kæreste.

Han valgte lejligheden på grund af stuklofterne og dens klassiske skandinaviske udtryk med fyldningsdøre og trægulve, der kan udgøre både referenceramme og en kontrast til billederne, når han fotograferer dem til Instagram. I billederne kan man ofte ane spidsen af en Mies van der Rohes Barcelona stol eller et teaktræs skrivebord i klassisk dansk design, og billederne er tagget med udtryk som #moderndesign, #midcenturyart og #danishmodern.

Et vigtigt redskab siden november har været sociale medier. Han post får ofte mellem 3.000 og 4.000 likes, det er af den vej, han er nået ud til kunstinteresserede i udlandet, og han bruger tid på at efterredigere billederne, så præsentationen af værkerne står skarpt.

- Perfektionismen er nok en erhvervsskade fra min tid som webdesigner, men mange af køberne bliver fanget ind på grund af miljøet og billedets samlede udtryk, siger Carsten Beck Nielsen, der ikke er overrasket over den store interesse i malerierne fra folk Asien, hvor dansk design er stort.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

- Jeg er nødt til at kunne rumme meget

Det kan være svært at adskille privat- og arbejdsliv i lejligheden, hvor han i disse dage tilbringer størstedelen af sin tid, men han forsøger af og til at lukke dørene til sit arbejdsrum af samt at strukturere dagen, og han står op kl. 7 hver morgen. De første timer står på mails og telefonmøder, derefter går han i gang med skitser eller malerier. Ofte arbejder han til ud på aftenen.

- Der er meget jeg skal nå, og jeg er bange for at misse den interesse, der er lige nu. Når man har startet noget, der fungerer, og som får eget liv, er det svært at sænke farten, siger den 34-årige aalborgenser, der på det seneste også er begyndt at forholde sig til, hvordan han skal takle det på sigt, hvis interessen fortsætter.

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

- Vil jeg dette fremover, så er nøglen at kunne rumme meget. Jeg er pt udfordret på, at dagen kun varer 24 timer, så jeg er nået frem til, at jeg holder længere som kunstner, hvis jeg også satser på samarbejder undervejs, hvor jeg udveksler idéer og inspiration og skaber noget sammen med andre, uden at jeg skal have ansvaret for hele processen alene, siger han.

Af samme grund har han indledt et samarbejde med den danske designer Louise Roe.

Lige nu venter en travl sommer. Fra lørdag d. 18. juli udstiller han på VÆG - Contemporary Art Gallery i Aalborg og derefter på Skagen Sommerudstilling med Galerie Wolfsen. Derudover er der de 14 forudbestilte værker.

- Det sværeste fremover bliver at forny mig selv. Der skal udvikling til, hvis det skal blive ved med at være sjovt. Og så skal jeg passe på ikke at brænde ud - jeg kan godt være bange for, om jeg kan holde kadencen på sigt. Jeg kan ikke sætte mig ned på kommando og lave fire skitser, men der skal meget arbejde og fokus til, hvis jeg skal nå i mål, fortæller han.

Af samme grund har han lige holdt fire dages pause. Det skulle til.

- Det føles forkert ikke at lave noget i fire dage, når jeg har så travlt, jeg har en idé om, at hvis jeg ikke arbejder hele tiden, så forsvinder det, men inspirationen forsvandt pludseligt. Nu er den tilbage.

Carsten Beck udstiller fra 18. juli til 22. august på VÆG - Contemporary Art Gallery sammen med Lis Andersen, Rasmus Eckhardt og Charlotte Nielsen. Fernisering lørdag 18. juli fra kl. 11 til 15.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.