Det er til stadighed svært at forstå, at man m/k vil betale 400 kr. + alverdens gebyrer for at snakke sig igennem sin oplevelse. 

Det følger egentlig en meget forudsigelig skabelon; ivrig snak, indtil kunstneren går på og modtages af klapsalver, herefter behørig stilhed i cirka to minutter af første sang, hvorefter snakken genoptages, bare med højere volumen, for musikken skal jo overdøves. 

Når sangen er færdig, klappes og piftes der lidt kraftigere end majoriteten for at kompensere lidt for den dårlige samvittighed, hvorefter hele rutinen gentages igen og igen og igen.

Nu var det meget heldigt, at aftenens hovedperson (og det var for én gangs skyld ikke landets statsminister, der med sin mand var på besøg i sin fødeby og på Skråen) var lidt længere væk fra publikum end normalvis. 

Da Allan Olsen tidligere ikke har været bleg for at lade en ilter bemærkning falde, når summen af folks trivialiteter har truet med at overdøve musikken. Det havde dog været helt på sin plads.

For aftenens show, hvor Vendsyssels helt egen troubadour igen var blevet parret med Nordkraft Big Band oven på succesen ved Tall Ship Race, blev igen en vellykket undfangelse.

Det står ikke rigtigt skrevet i skriftrullerne, at Olsens sange, hvoraf mange er blevet til ved et alter af Bob Dylan, sådan for alvor vil tage sig rigtig godt ud, når der kommer et swingende big band på. Og selvom Olsen med årene har sig en stærk og fyldig vokal, vil han nok også selv vedkende sig, at han ikke er Frank Sinatra eller Dean Martin. Mindre kunne også gøre det.

Statsministeren kunne ikke undgå at bemærke - og ville have været stolt over - den arbejdsindsats, Olsen og Nordkraft Big Band havde lagt i øvelokalet. Indenrigsminister Kaare Dybvad Bek havde givetvis dedikeret et kapitel til den flid, der tydeligvis var blevet lagt i at få de to musikalske stilarter til at mødes - og sidde i skabet. 

For det var tight og sammenspillet ned til mindste detalje. Selvom Allan Olsen gjorde sit til at få lidt anarki ind i det stramme musikalske manuskript ved at klimpre lidt på guitaren de forkerte steder og pille lidt upassende ved klaveret. Helt i karakter.

Bedst var en mageløs version af ”Kommer Kongen Tilbage”, hvor den tungsindige fortælling om Olsens tilbagevenden til Frederikshavn fik tilført forskellige blåtonede elementer fra det virkelig kompetente Big Band. 

”Selskabsmadonna” kørte lige ud ad motorvejen, men var tilbøjelig til at dreje af ved en afkørsel, der lød lidt for meget af Andrew Strong. Og der skal man aldrig gå hen, Simba.

”Op Til Alaska” var præcis, som den er, en skidegod sang, hvor Big Bandet igen løftede sangen steder hen i afmålte og tilpassede doser, der ikke fik druknet melankolien i et swingerparty.

Vi fik også Olsen solo, ind i mellem Big Band flankeringen, og det er jo der, han føler sig mest hjemme, det var åbenlyst. For her fik vi, hvad man forventer af et Allan Olsen-show. Ikke noget uventet. Bare sikkerhed, gode (hjemstavns)fortællinger, og fingerspil på guitaren. Endda med Olsen i noget, der lignede godt humør.

Gik det så altid op i højere enheder? Nej, ”Besé Besæt Kassér” blev til et værre blues'et miskmask, der ikke lød som en djævleuddrivelse, men mere som Michael Bublé, der sang John Lee Hooker, og det er ikke en kombination, nogen nogensinde har ønsket sig.

Vi fik også et iltfattigt covernummer af Rolling Stones' ”Tumbling Dice”, der hverken rockede eller rullede, som det nu engang skal.

Men ”Vi Lå Jo I Herning” tog stikket hjem - i sådan en grad, at folk rejste sig fra sæderne og begyndte at spontandanse, og med gennemsnitsalderen blandt de tilstedeværende in mente, så var det en lige så stor sejr som kombinationen af Allan Olsen og Nordkraft Big Band.

Folk skal bare huske at holde deres kæft.

Hvis du er interesseret i at læse flere af vores nordjyske kulturnyheder, kan du gratis abonnere på Nordjyskes kulturnyhedsbrev, der kommer en gang om ugen. Du kan melde dig til på nordjyske.dk/nyhedsbreve.