Alt Det Vi Gør For Ikke At Dø

Signe Svendsen leverede sange til tiden og har aldrig været bedre.

Signe Svendsen - Musikkens Hus Foto: Esben Suurballe

Esben Suurballe Christensen

31. januar 2026 kl. 07:33

Det stod lysende klart for Signe Svendsen, har hun sagt, at da grundstenene til det nyudslupne album ”Alt Det Vi Gør For Ikke At Dø”, der udkom for 14 dage siden, skulle lægges, var tidsånden ikke helt længere udelukkende til tosomhedsproblematikker og de små modne køkkenvaskdramaer.

Tematikker, den 51-årige fynbo ellers gør sig aldeles glimrende i.

Verden er dog blevet mere urolig, og den hjemlige interpersonelle mistrivsel er blevet erstattet af trusler mod kongerigets sikkerhed og alt det, vi gør for ikke at dø. Og her tænkes udelukkende ikke på den semifinale i harepiksland, der samtidig blev spillet andetsteds.

Derfor blev titelnummeret udgangspunktet for de 10 sange, der endnu engang viser en vej frem og følger op på den mere end vellykkede ”Hvem Vil Ikke Elskes Igen” fra 2022. Hvor vi allerede i begyndelsen får en hamrende god udgave af ”Du Fik Hendes Øjne”, hvor guitarrundgangen i aften læner sig kurtiserende op ad Radioheads ”No Surprises”.

Men det er ”Alt Det Vi Gør For Ikke At Dø”, der både på album og fredag aften i Musikkens Hus, er et fabelagtigt centrum med sin overflod af melodisk skønhed og lette fremdrift, der er kontravægt til ordenes bekymrende øje på verdens volume. En kandidat til ikke kun sidste års bedste danske sang, men også i dette herrens år.

For første gang i seks år er Svendsen ikke kun flankeret af sin faste producer, kapelmester og signaturguitarist Lars Skjærbæk, men et helt band.

Det giver selvsagt mere tyngde, uden at intimiteten går tabt. Signe Svendsen kender efterhånden sit publikum og ved, hvornår hun skal dosere lidt mere kraft i de musikalske udsving, som på en fabelagtig udgave af ”Strejfer”, hvor bandoplevelsen virkelig kommer til sin ret, uden at miste sin forbundethed med den aldersmæssigt erfarne sal.

Åbningsnummeret på ADVGFIAD og denne fredag aften, ”Afsked”, er smuk som bare pokker, og den blåtonede melankoli siver ned ad væggene i Musikkens Hus allerede fra starten af, og ”Applaus”, også et højdepunkt her i aften som på album, bliver til slut leveret til perfektion.

Det hele har lige fået lidt flere farver at male med, fra harmonierne til de diskrete synthflader og ja, sågar lidt løssluppen bas på ”Slaa Haardt”.

Så når det hele flyder sammen derude, og alt står i brand og til skue, har vi heldigvis musikken — og heldigvis Signe Svendsen.

Hun har aldrig været bedre.