Anine og Ordkraft: - Det er bedre end juleaften
Og så glæder hun sig til at møde Jesper Binzer - mest fordi hun altid har været fan af D.A.D
AALBORG: - Det er bedre end juleaften!
Anine Schønwandt Kaas nærmer sig et af årets helt store højdepunkter – Ord- og litteraturfestivalen Ordkraft, som om et par uger fylder Nordkraft i Aalborg med tusindvis af bogelskere.
Selv glæder hun sig i år særligt til at møde Jesper Binzer, der er aktuel med bogen Flot Kronhjort, der udkom sidste år.
- Når jeg især ser frem til mødet med ham skyldes det, at jeg siden min tidligste ungdom har været en kæmpefan af D.A.D., tilstår Anine Schønwandt Kaas, der som projektleder for Ordkraft ellers nødigt udtaler sig om sine litterære favoritter.
- Jeg synes, det ville være uretfærdigt overfor de øvrige forfattere, især de danske, siger hun. Og understreger, at hun har en meget bred og meget omfattende smag for litteratur.
Du fik en hård start som projektleder?
- Ja. Jeg startede i efteråret 2019, og mine første to år handlede jobbet om at aflyse festivaler i stedet for at skabe og afholde dem, sukker hun.
Det var selvfølgelig ikke nogen fest for den bogglade 50-årige nordjyde, der er fra Skagen og uddannet på Biblioteksskolen i Aalborg i 1999. Men derefter har der været fuld knald på idéudvikling og planlægning, frem til i år, hvor Ordkraft holdes for 14. gang.
- Vores festival er speciel i forhold til f.eks. Bogmessen i Bella Centret, fordi vi er en frivillig forening med en bestyrelse, der står bag. Vi samarbejder naturligvis med forlagene, men det er os, der bestemmer, hvem vi ønsker at præsentere. I år har vi særligt fokus på nordiske forfattere, siger Anine Schønwandt Kaas, der som den eneste har festivalen som fuldtidsarbejde.
Siden 2024 har Ordkraft haft et korps af frivillige tilknyttet. De hjælper til med den praktiske afvikling af festivalen.
- Det er en stor gevinst! De hjælper til med alt muligt.
Anine Schønwandt Kaas bor i Hobro og er helt med på lydbogs-bølgen.
Er du både lytter og læser?
- Jeg lytter rigtig meget til lydbøger i bilen på vej til og fra arbejde i Aalborg. Men jeg læser også fysiske bøger. Så det bliver til rigtig mange bøger.
- Jeg læser alle slags bøger. Krimier, spænding, drama, sci-fi, fantasy, biografier, romance, biografier, samtidsromaner - ja alle mulige genrer. Med det job, jeg har, er jeg nødt til at have en bred interesse for litteratur. Et sted hvor jeg selv er lidt svag som læser, er poesi og lyrik. Men så har jeg heldigvis kolleger, som jeg kan trække på, siger hun.
Som bibliotekar har hendes passion hele tiden været at skabe aktiviteter og arrangementer, hvor læserne kan møde litteraturen på mange forskellige måder og opleve litteraturen i fællesskab med andre.
- Det er en dejlig måde at formidle litteratur på. Og når det oven i købet kan kombineres med min interesse for logistik, kan man næsten ikke være mere heldig. Det er fantastisk at kunne arbejde på fuld tid med det, man brænder for.
Læser du nogensinde for sjov?
- Langt de fleste af de bøger, jeg læser i forbindelse med Ordkraft, ville jeg have læst alligevel. Men jeg læser også forfattere, man aldrig vil møde på Ordkraft – især, fordi det er udenlandske forfattere. Hvis jeg skal nævne et virkeligt stort navn, som det ville være fantastisk at have på programmet, kunne det være Stephen King. Men jeg har forstået, at han stort set aldrig forlader sit hjem i Maine, sukker Anine Schønwandt Kaas.
Vi begynder arbejdet på næste års festivalprogram allerede et par uger efter, at vi har afviklet dette års festival. Det er ofte med en liste på 300 navne, som så skal barberes ned til ca. 45. Vi har et godt mix af aktuelle bøger, bestsellers, lokale forfattere, debutanter og alt det midt i mellem.
Forfatterne kommer gerne igen?
- Heldigvis vil de danske forfattere rigtig gerne komme til Ordkraft. Vi hygger om dem, og de føler sig hjemme. Og det smitter nok lidt af i Norden, også igennem opbakning fra forlagene, mener Anine Schønwandt Kaas.
- Ordkraft blev holdt første gang i 2011 og er siden vokset til nu at kunne byde på ord- og litteraturoplevelser på ni scener. Sidste år var der 7.700 gæster.
- Økonomien hviler på billetindtægter, støtte fra Aalborg Kommune, samarbejdspartnere og fonde.
- Ordkraft er et ægte nordjysk og vidtforgrenet samarbejde med både private virksomheder og offentlige institutioner, bl.a. bibliotekerne. I år afvikles festivalen 3.- 5. april.
Når Ordkraft slutter lørdag aften 5. april puster alle involverede ud en uges tid.
- Men så går i i gang med at snakke om og planlægge næste års festival.
Og ingen tanker eller ideer er for skøre:
- Vi har f.eks. haft nøgenoplæsning i en sauna. I år har vi en seance, hvor forfatterne Jens Blendstrup og Peter Adolphsen gennem et medie vil prøve at få kontakt med ånder fra det hinsides.
Men ellers er der rig mulighed for at få sine yndlingsbøger signeret af forfatteren og møde et righoldigt udvalg af både kendte og mindre kendte danske og nordiske forfattere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.