Kunsten, Museum of Moderne Art, Aalborg

Indtil 9. juni.

Som barn var jeg meget optaget af om alle så farven rød på helt samme måde, som jeg gjorde. Nogle kunne jo ikke lide farven, så måske så jeg noget andet end dem? Jeg fandt aldrig ud af det. Udover at det altid var godt at se efter, hvad de andre sagde, de så.

Og i denne udstilling er det Stine Goya (f. 1979), der er en dansk modedesigner og grundlæggeren af det tøjbrand, der bærer hendes navn. Det er ikke en kunsthistoriker, eller en litterat eller andet, der kigger for os, det er en designer, og det bærer udstillingen selvsagt meget præg af. Hvad ellers?

Og ideen, om at få andre til at se for os, er god.

Og det er meget smagfuld og en anelse kedeligt. 

”Adskillelse er for mig et grundvilkår i livet; og et gennemgående tema i mit liv. Både som mor, som datter og som hustru. Ubehaget ved adskillelse udgør et paradoks, idet det jo netop forudsætter en tilknytning og samhørighed; noget godt og rart. Men uanset bliver jeg altid emotionel, når noget godt slutter”, siger Goya i udstillingen.

Og det er spændende. Adskillelse er et hovedtema i den menneskelig eksistens, og et udfordrende sted at slå ned i kunstens verden. Og man går straks i gang med at se efter, hvor hun finder adskillelsens fryd og frygt. Hvor er samspillet og fortællingen om længsel, drømme og begær, som vores seer vil vise os?

Jeg har svært ved at finde lige netop det i denne meget sanselige opstilling, vi så får med os. 

En video fortæller om et traume, som designeren bærer på i sit liv, og den slags skal tages alvorligt, især når det, som man fornemmer her, ikke er forløst, men stadig så meget i spil, så det handler om stor kontrol. 

Den kontrol, bærer udstillingen præg af, mens de mange værker smyges ind i lækre farver og tableauer, hvor Goya bruger kunstværkerne, som var de farveklatter og penselstrøg til at vise, hvad hun ser. De fleste værker mister deres egen kontekst og den fortælling, de optræder i, uden der kommer en ny fortælling ind i de forskellige ”nye” billeder i de store lyse rum. 

I udstillingen er det nogle få af hendes eget tøjdesign, og der er det en helt andet liv og der er det lette, faktisk meget levende og forførende, men kunsten mister sin kraft og saft, selvom ærindet er både sprængfuldt og kraftfuld. 

Og måske er der større kontroltabsrisiko lige der i tøjet. Men udstillingen forbliver for langt det meste pænt. Og derfor ikke særlig engagerende.

Det handler om at se, og vi ser nok nogle af Kunstens knap 4000 værker på en ny måde, men spændende og udfordrende bliver det ikke for alvor. Det er svært at se på andres vegne, men det er altid godt at se efter, hvad andre ser.