Brasilianske Sandro flyttede til Aalborg som kunster: - Så var der bare ... ingenting

Europa var lig med spændende kunstnere og kulturmiljøer, troede performancekunstner Sandro Masai, da han flyttede til Aalborg i 2007. Sådan ser han byen i dag

- Danskerne har brug for stammeritualer, hvor de kan mærke hinanden. Og jeg tror, at det er særligt slemt i Skandinavien, hvor folk i høj grad holder afstand, også når der ikke er corona, siger Sandro Masai, der tager afsæt i ritualer i sine performances. Foto: Bente Poder

- Danskerne har brug for stammeritualer, hvor de kan mærke hinanden. Og jeg tror, at det er særligt slemt i Skandinavien, hvor folk i høj grad holder afstand, også når der ikke er corona, siger Sandro Masai, der tager afsæt i ritualer i sine performances. Foto: Bente Poder

- I Sydamerika tror alle, at det vrimler med fantastiske kunstnere og kunstmiljøer overalt i Europa. Og så kommer jeg til Aalborg, og så er der bare … ingenting.

Brasilianeren Sandro Masai griner højt når han mindes sit første møde med den kolde by i nord, som han havde så store forventninger til, da han flyttede fra São Paulo til Danmark i 2007.

Han fortæller fra en bænk i baggården bag den lejlighed i Øgadekvarteret, hvor han bor med sin mand. Vi slikker sol og drikker te, imens han tager mig med tilbage til sit første møde med Aalborg. Han og hans mand mødtes i Brasilien hos fælles venner i 2005. Halvandet år senere flyttede Sandro Masai med ham til Danmark.

- I starten troede jeg bare, at det var fordi, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle kigge hen. Så jeg gik i gang med at lede efter skuespillerne og danserne og kunstnerne, men der var bare ikke et miljø, byen var tom for kreativitet, fortæller han, og for mit indre øje får jeg et billede af en søgende mand, der vender hver en sten i Aalborg for at finde nogen at lege med.

I dag, 13 år senere, er byen er anden. Sandro Masai har været med at sætte præg på den, og jeg har haft ham i kikkerten i lang tid, før jeg kontakter ham - han er en, man løber ind i overalt til branchemøder om kultur, koncerter og kunstevents i Nordjylland.

I dag har vi hilst klodset med vores albuer - ”the corona way”. Lidt akavet, for Sandro Masai hilser normalt med kram.

- Det er svært for en brasilianer ikke at kunne kysse og kramme venner eller hilse ordentligt på folk, fortæller han, og jeg tænker, at det må være det mindst mærkelige, når man som brasiliansk performancekunstner flytter fra en varm megaby til et koldt miniputland.

Men den kulturelle kontrast har også sine fordele.

- Man får noget gratis her som kunstner ved at være anderledes. Jeg skulle have arbejdet langt hårdere i Brasilien for at vække de samme reaktioner og følelser i mine performances. I virkeligheden er reaktioner som ”What the fuck” rigtig gode at få fra folk, for så skaber du en åbning, siger han.

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

- Du skal ikke være afslappet under en performance

For mange er performancekunst givetvis en af de kunstarter, de har sværest ved at forholde sig til. Jeg har aldrig set så mange flakkende blikke, som når folk uforvarende kommer til at stå forrest i kredsen omkring performancekunstneren. Hvad er der med kunstformen, der får mange til at træde et skridt tilbage?

- Jeg tror, at det handler meget om, at det virker intimt, fordi kunsten er meget levende. Det er en person, der bevæger sig foran dig eller mod dig, det kan virke skræmmende. Og så bryder mange danskere sig ikke om, at fremmede kommer for tæt på, siger Sandro Masai, der blandt andet oplever reaktioner, når han danser den japanske dans butoh.

- Det er ikke heroisk dans, men en dans, der handler om at vise sårbarhed, smerte og ensomhed.

Og det kan virke stærkt, ikke mindst fordi man ved performances ofte er deltager og ikke kun tilskuer. Den afstand, vi plejer at have til værket, forsvinder simpelthen.

- Man skal ikke forsøge at forstå alt, man ser i en performance, men prøve at bygge videre på det, man ser, og skabe sin egen forståelse, siger Sandro Masai, der ikke tager afsæt i sig selv, men samfundsaktuelle emner i sine performances. Foto: Bente Poder

- Man skal ikke forsøge at forstå alt, man ser i en performance, men prøve at bygge videre på det, man ser, og skabe sin egen forståelse, siger Sandro Masai, der ikke tager afsæt i sig selv, men samfundsaktuelle emner i sine performances. Foto: Bente Poder

- I performance påvirker publikum og kunstneren hinanden begge veje. Kroppen foran dig kan skade dig, og den kan blive skadet af dig. Den taler med dig og sætter på den måde dig selv i fokus, og det gør mange ubekvemme, siger Sandro, der på ingen måde går efter, at performance skal være en behagelig oplevelse for hans publikum, tværtimod.

- Meningen er jo, at du skal føle noget, gerne noget du ikke plejer, og mærker jeg ubekvemhed hos dig, er det præcis dig, jeg fokuserer på undervejs. Det er ikke meningen, at du skal have det godt undervejs, men blive selvbevidst.

Se en af hans performances her:

Vi mangler stammeritualer, der kan samle os

Før Sandro Masai kom til Danmark, var det faktisk ikke performancekunst, der fyldte mest hos ham. Han kommer fra Bahia i den nordøstlige del af Brasilien.

- Vi har stærke afrikanske rødder der, og dans er en stor del af alles kultur. Du kan ikke kalde en forsamling af mennesker en fest, hvis de ikke danser, fortæller Sandro, der i São Paulo studerede skuespil.

Moderne dans var en del af undervisningen, og allerede her begyndte han at blande dans og skuespil i sine solo-forestillinger og at danse til digte og andre typer tekster.

- Men da jeg kom til Danmark, kunne jeg ikke kombinere dansen med tekster, sproget var simpelthen for svært for mig i starten. Derfor fokuserede jeg på kroppens bevægelse uden ord, fortæller han.

Kort efter, at han som nygift måtte konstatere, at han var kommet til en kulturel udørk i Aalborg, begyndte han at undervise i moderne dans. Holdet udviklede sig til en dansetrup, der vandt årets Transformatorpris i 2009. Platform4 var på det tidspunkt kommet til, og Sandro blev en del af det kreative miljø, der spirede frem derfra. Han har sideløbende med det taget en master på Designskolen Kolding, har undervist på universiteterne i Aalborg og Bergen og optrådt på en lang række festivaler, kunsthaller og museer, herunder ARoS og Kunsten.

Sandro Masai: - Andre kroppe har en direkte effekt på vores krop. Når vi ser en anden krop, forholder vi os til vores egen krop, ligesom et spejl, og det bruger jeg som kunstner til at fremkalde følelser ved at indkapsle tilstande. Foto: Bente Poder

Sandro Masai: - Andre kroppe har en direkte effekt på vores krop. Når vi ser en anden krop, forholder vi os til vores egen krop, ligesom et spejl, og det bruger jeg som kunstner til at fremkalde følelser ved at indkapsle tilstande. Foto: Bente Poder

Han arbejder i dag fortsat tværfagligt med performance, og han er kendetegnet ved at blande afro-, brasiliansk - og japansk kultur. Han blander fx brasiliansk candomblé med butoh – en japansk danseform, der udforsker de mørke sider af den menneskelige natur og danses som en protest imod både de vestlige og de japanske dansetraditioner, hvor dans er blevet et formaliseret kunstprodukt. Den er et forsøg på at trænge igennem civilisationens fernis og nå ind til de japanske rødder og til et dybere, universelt plan.

- Min butoh-mester siger, at jeg danser afro-butoh, fortæller Sandro Masai, der gennem årene tager mere og mere afsæt i det rituelle i sit arbejde, der ofte tager afsæt i samfundstemaer.

- Jeg er vokset op med masser af ritualer og myter, det er en stor del af min kultur - der er mange afrikanske guder, som folk stadig forholder sig til i Brasilien, fortæller Sandro Masai, der ikke selv er religiøs, men bruger det rituelle som ramme.

- Vi kender alle til den følelse, det skaber i kroppen at mødes omkring et ritual eller en ceremoni. Det er en følelse af at være en del af noget større, alle er nærværende og forholder sig til hinanden. Det er dén oplevelse, jeg sigter efter – at skabe noget samlende, hvor alle dine sanser arbejder sammen, fortæller Sandro Masai, der tager afsæt i afrobrasilianske ritualer, der er dem, han kender bedst, og som er bundet tæt op på musik med masser af trommer, sang og dans.

Mangler vi ritualet i vores verden i dag?

- Ja. Jeg tror, at folk mange steder i verden mangler steder, hvor de kan mærke hinanden. Hvor man mødes omkring det samme og skaber et rum omkring det. Og jeg tror, at det er særligt slemt i Skandinavien, hvor folk i høj grad holder afstand, også når der ikke er corona. Jeg så en satiretegning om corona en dag, hvor man så en dansker, der pustede lettet ud – han var ikke bange for at blive ramt af corona, for han rører alligevel aldrig ved nogen, griner kunstneren, der gerne vil udfordre netop den side af danskerne.

Hver fredag afholder han improvisationsdans i Nordkraft, hvor folk kan komme forbi og danse. Af og til bliver det tæt.

- Folk kindkysser, når vi mødes, det har de fra mig, men de tager ikke hilseformen videre til de andre grupper, de færdes i, selv om de siger, at de faktisk rigtig godt kan lide den. Det er super ærgerligt.

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

Stort potentiale i kulturlivet

Sandro ser ikke længere Aalborg som en kulturel udørk. Der er løbet meget vand gennem havnen siden 2007, og der er kommet et kunstnerisk miljø i byen. Men det har trange kår, mener han.

- Vi kæmper stadig for at skabe jobs og samarbejder, der kan give indtægter til dem, der ikke er fastansatte på et teater eller i symfoniorkestret. Du skal kæmpe hårdt heroppe for at tjene penge på din kunst. Pengene sidder ikke løst på folk, og opmærksomheden på- og indstillingen til kunst er anderledes her end fx i København, siger han.

Men holdningen er ved at ændre sig, der er flere tegn på, at folk er begyndt at indse, at der er potentiale i at have et kunstmiljø i byen, vurderer Sandro Masai, der blandt andet er med i Aalborg Artist Association (AAAA), en kunstnersammenslutning der arbejder på at skaffe bedre forhold for lokale kunstnere.

- Lige nu taler vi meget i miljøet om, hvordan vi kan få byens kulturinstitutioner og kommunen til at få øje på og bruge de kunstnere, der er i Aalborg, i stedet for hele tiden at hive folk til udefra. Aalborg kan kun blive en kulturby, hvis der også bliver skabt kunstnere her, siger han og nævner billige værksteder, jobs, samarbejder og udstillingsplatforme som noget, der kan hjælpe miljøet på vej.

Når han kigger sig rundt, ser han mange passionerede og dygtige folk.

- Men der er en nordjysk mangel på selvtillid. Det er som om, at folk skal flytte herfra for at blive blåstemplet, siger han.

Og det er problematisk, hvis man vil trække kulturinteresserede hertil.

- Jeg tror, at mange, der kommer hertil, er interesserede i lokale kunstnere, ikke i det, de kan se alle andre steder. De vil fornemme en lokal ånd og energi. Tænk hvis man kunne skabe et moderne Skagen, som det var engang!

Sandro Masai - Blå Bog

Danser, performer, skuespiller og underviser.

Har en master i kommunikationsdesign ved Designskolen Kolding og en BA i Art and Technology på AAU.

Underviser i ‘Artistic and Academic Methodologies’ på AAU og universitetet i Bergen.

Kurator og producer på projekt Vækstlag 9000 i samarbejde med Teater Nordkraft og UngAalborg med Alberte Husted Larsen og Nina Rose Markvardsen.

Co-kurator og co-producer i Art Room 1000fryd.

Medlem af AAAA (Aalborg Artist Association)

En del af musikduoen izemz -med Jens Bugay-Hougaard

Se eksempler på hans arbejde her

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.