Champagneboblende teater om modne kvinder, der løfter hinanden

De tre veninder samles på et svensk wellness-center, inviteret af Susanne i anledning af hendes 60 års fødselsdag. Etablissementet benytter sig af ”høflig selvafrydning”, og ”personalet arbejder hjemmefra”. De finder sig dog hurtigt tilrette med meditation, hoppebolde og ikke mindst massage udført af svenske ungersvende. Oprindeligt har de tre kvinder fundet hinanden i et kor, hvad der forestillingen igennem giver anledning til opmuntrende sangnumre i forskellig stil.

Susanne er ”human ressource chef for miljømærkestyrelsen” og er på den måde socialt distanceret fra sine veninder, men bliver alligevel en drivende kraft i den hjertelige genforening, der finder sted i løbet af stykket. Ann Hjort spiller hende med en uhyre præcis fornemmelse for underspillet klassebevidsthed.

Veninden Vibeke, der måske var lidt af en underhund, afslører, at hun har haft en ”fling” med Susannes ægtefælle – ”efter I blev skilt” som hun understreger med en truntet tilforladelighed, der tog kegler på publikumsrækkerne i Pernille Schrøders uimodståelige fremtoning. Linda er den eneste uskilte blandt kvinderne og lever lykkeligt og bramfrit i sit livslange forhold til Kennet. Og dog? Sofie Stougaard spiller hende sprællevende fra start til slut.

I virkeligheden er det mest indtagende ved forestillingen nok det fnuglet velfungerende samspil mellem de tre skuespillere. Især i andenakten er det aldeles champagneboblende, og man mærker Pia Rosenbaums livsfortrolige lydhørhed i iscenesættelsens dans med replikkerne. Åh, det var teaterkunst!

Scenografien udnytter hotellobbyen med raffinement og åbner mulighed for projektioner fra computere og mobiler. Et virkemiddel, man har oplevet tidligere, men her med stor virkning, når Susanne afslører sin datingprofil. Mest poetisk dog i de erindrende mellemspil, hvor kvindernes baggrund illustreres. Hvad blev der af de italienske drømme? En frysepizza.

”Der er altid et eller andet galt med os kvinder!” Det kaldes i forestillingen ”impostersyndromet”: ”Jeg er ked’lig som en klejne efter jul”. De tre veninder hjælper hinanden igennem til en fornyet selvfølelse: ”Væk med det indre dementi”. Og det forbliver ikke et postulat i den sprudlende og vitale forestilling.

”Gamle sure mænd bliver vi aldrig!” Nå, javel. ”Har du nogensinde set en mand i teatret?” Den replik vakte jubel. Ikke mindst blandt de talrige mænd på tilskuerbænkene.

Ann Mariager: ”Modne damer i morgenkåbe”.

Instruktion: Pia Rosenbaum.

Landsteatret på gæstespil på Morsø Teater