København, Aarhus og Odense har det – nu vil Magnus sætte Aalborg på street-landkortet

En ildsjæl vil gøre faciliteterne bedre for streetbasketball i Aalborg - de første skridt blev taget for tre år siden

Magnus Kolind Mathiassen har selv spilelt basketball i flere år. Foto: Hedegaard Foto - Kristian Hedegaard

Magnus Kolind Mathiassen har selv spilelt basketball i flere år. Foto: Hedegaard Foto - Kristian Hedegaard

Hvorfor har Aalborg det ikke, når både København, Aarhus og Odense gør det så godt?

Sådan startede Magnus Kolind Mathiassens tanker for mere end tre år siden, da han kiggede på Aalborgs udendørs basketballfaciliteter. For efter at have set banerne og foreningerne i København, Aarhus og Odense mente han ikke, det kunne være rigtigt, at Aalborg ikke i en forening samlede dem, der mere var til asfalt som underlag frem for trægulv, når den orange bold skal igennem kurven i tre meters højde.

- I de seneste tre år har jeg forsøgt at få midler til at lave bedre faciliteter i byen. Det sidste år er jeg blevet inspireret af Street Under Buen i København, der fik en finaleplads til danskernes idrætspris og har fået en masse omtale. Hvis du spørger mig, er det Danmarks fedeste gadeidræts-facilitet. Så hvis man kunne lave noget lignende her i Aalborg, vil det være en kæmpe gevinst for byen, så dét vil jeg kæmpe en kamp for, siger Magnus Kolind Mathiassen.

Aalborg har i forvejen to basketballklubber og gadefaciliteter hos GAME Streetmekka Aalborg. Men Magnus vil lave noget, der er en mellemting mellem foreningen og det frie spil – og det skal ske i samarbejde med de andre parter.

- Mine styrker er, at jeg har en fod indenfor rigtig mange steder i DGI, GAME Streetmekka, hos Aalborg Kommune, jeg kender klubberne og kender også det selvorganiserede miljø rigtig godt. Jeg prøver at udnytte min faglighed indenfor basketball og mit store idrætsnetværk til at trække i nogle tråde, så vi kan skaffe nogle midler til bedre gadeidrætsrammer for borgerne i Aalborg og, fortæller han.

Brænder for ’ gaden’

At dyrke sport andre steder end i en sportshal eller på en fodboldbane er langt fra noget, som den 28-årige ildsjæl for nylig har kastet sig over.

Han spiller selv basketball i Aalborg Basketball klub og flere steder i byen, hvor det er asfalt, bolden rammer. Men det rammer ham slet ikke ind.

Han har taget en kandidatuddannelse i idræt med speciale i gadeidræt og idrætskultur, og så er han DGI streetbasket-instruktør, har tidligere arbejdet hos GAME Streetmekka Aalborg og været projektleder hos BørneBasketFonden Nordjylland.

Derfor vil han trække på alle sine kontakter, så projektet om en streetbasketballforening i Aalborg kan blive en realitet.

- Sammen står vi stærkere. Det har jeg sagt til klubberne. Hvis basketball skal gøres større i Aalborg, er vi nødt til at gøre det sammen. Så skal man ikke gå og tænke på, om man stjæler medlemmer fra hinanden. Jeg kan jo ikke garantere, at der ikke er nogen, der melder sig ud, men man kan jo sagtens være medlem begge steder. Det ser du jo også med Game, for der er mange, der er medlemmer af både det og en klub. Det er jo ikke et problem, men derimod sundt, at man kan spille på andre dage end lige der, hvor der er træning med ens klub.

Et community med plads til alle på banen

Flere steder i Aalborg er der mulighed for at spille basketball udendørs, men fælles for dem alle er, at ingen af dem lever op til spillernes forventninger, mener Magnus Kolind Mathiassen.

- Jeg har set et kæmpe behov, for faciliteterne i Aalborg er ikke gode nok. Der er ikke nogen baner i centrum, som lever op til de funktionelle forventninger, som mange spillere har. Så der er få, der bruger dem. Mange baner er i stykker, forkert optegnet eller kurvene har ikke den rigtige højde – eller lavet med stålkurve. Det er superærgerligt, så det er der, jeg prøver at gøre noget for, at vi får bedre rammer.

Og netop de bedre rammer skal være for alle. Ikke kun dem, der drømmer om at leve af at spille basketball.

- Vi er ikke en klub som de andre, men et community for alle, som ønsker bedre faciliteter og mere streetbasket i byen, for vi skal gerne appellere til alle dem, som ikke lige kan forene sig med foreningstanken. Det er et udendørs alternativ og mellemting mellem Streetmekka, gadeplan og foreningen, så det bliver et mangfoldigt og inkluderende fællesskab.

Samtidig skal kontingentet være på 100 kroner om året, som udelukkende går til at fremme street-miljøet, herunder afholdelse af turneringer og forbedringer af faciliteterne i byen.

Placeringen er afgørende

Mandag blev der afholdt infomøde i Streetball Aalborg, som foreningen skal hedde, og allerede i næste uge er det planen, at der skal afholdes stiftende generalforsamling.

Der er blot ét spørgsmål, som er uhyre vigtigt at få svar på, før boldene og spillerne kan blive sluppet løs: Hvor skal det hele foregå?

- Det er et svært spørgsmål. For mig ville det være havnefronten, men jeg ved også godt, at kommunen gerne vil bruge pladsen til meget andet. Første step er, at jeg skal mødes med Streetmekka i næste uge, for det er forhåbentlig der, vi kommer til at starte, siger han og fortsætter:

- Det er unikt at kunne spille sammen og få nye venskaber og fællesskaber i byen. Jeg ved, at bedre rammer for bevægelse og sociale fællesskaber i byens rum også stemmer overens med Aalborgs kulturelle agenda, så det håber jeg, at kommunen gerne vil støtte op omkring. Jeg har også nogle gode kontakter til graffiti- og streetart-miljøet, så kunstnere kan lave nogle fede baner.

Foruden inspirationen fra andre baner i landet kigger Magnus Kolind Mathiassen udenlands.

Her er det især nedenstående bane i Paris, som har fanget hans opmærksomhed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.