Sjostakovitj, Tjajkovskij, Musikkens Hus, torsdag aften

Godt 50 år adskiller Sjostakovitjs 1. violinkoncert fra Tjaikovskijs 6. symfoni. 

Sidstnævnte hører til blandt mesterværkerne i den russiske romantik med sine storladne melodier og patos i udtrykket, heraf symfoniens tilnavn, ”pathétique”. 

Med Sjostakovitjs koncert fra efterkrigstiden er det harmoniske sprog mere modernistisk i udtrykket, men koncerten rammer lige så dybt emotionelt og udtryksmæssigt som symfonien. 

Og begge værker bærer præg af deres ophavsmænds fornemme beherskelse af det kompositoriske håndværk: kontrapunkt, orkestrering, udvikling og form osv.

Sjostakovitj koncerten var lagt i hænderne på det kun 23-årige danske stortalent Michael Germer, som lige nu står i starten af sin løbebane. 

Hans sceneoptræden er tilbageholdt og beskeden, men musikalsk er han nået imponerende langt. 

Den lange koncert blev spillet uden noder og med stor sikkerhed. 

Germers melodiske formning var ekspressiv og spillet med en slank, varm tone, han var rytmisk sikker i den sprælske scherzo og den sprudlende og dansende sidste sats. 

Men vigtigst af alt, han var nærværende i sit spil, så man sad som næsten hypnotiseret i den store kadence i overgangen fra 3. til 4. sats. Han skal blive spændende at følge i årene fremover.

Indtrykket af Tjaikovskijs ”Pathétique” var anderledes blandet. 

Opførelsen rummede smukt formede afsnit med gode solister (fagottisten Luis Manuel Marques Teruel i den dystre indledning og Leah Aksnes’ solo med det smukke sidetema i 1. satsen.) I det skæve valsetema i 2. sats savnede jeg farver og dufte, og i det hele taget nåede symfoniens store, emotionelle drama aldrig ind under huden på mig, som om orkestret og den lettiske dirigent, Andris Poga, var tilfreds med at redegøre for musikken i stedet for gennemleve den.

Skal med Jan Myginds programnoter i bagagen tro på, at symfonien afspejler Tjaikovskijs sindstilstans og hans Weltschmerz de sidste år, så fik man her snarere indtrykket af, at han nok har kedet sig bravt hen imod slutningen af sit liv.
Den tror jeg ikke på.