Der er et liv efter Gulddreng - og det er morsomt

Det store Malte Ebert Show

ANMELDELSE: Er der mon et liv efter Gulddreng og de bemærkelsesværdigt mange musikalske fuldtræffere, som han nåede at rable af sig i løbet af forholdsvis kort tid, inden Malte Ebert - der hele tiden har været "indeni" figuren - valgte at lægge ham i graven?

Det er, hvad "Det store Malte Ebert Show" handler om - ud fra en fortløbende, skiftevis revy- og standup-lignende forestilling, der går ud fra, at Malte Ebert lige har givet sin absolut sidste koncert som Gulddreng i Royal Arena på Amager og nu skal til at finde ud, hvad han så skal tage sig til. Og hvilken retning hans musik (og karriere) skal tage.

Ind ad døren i den meget lille lejlighed vælter først den særdeles kommercielt tænkende manager Oskar, siden den yderst selvbevidste rockguitarist Rune og til sidst den bestemt ikke mindre selvbevidste klassiske musiker Valdemar.

Ved at tale - og ikke mindst spille - sammen prøver de at spore sig ind, hvad der mon fungerer bedst for Malte Ebert, og det bliver en til tider hylende morsom opvisning i alt det, han kan med sine fornemme sans for at skrue yderst iørespringende melodier og tekster sammen. Og hvad han kan med sin meget spændstige sangstemme.

Og dét er ikke så lidt. I hvert fald på dansk, hvor alle teksterne glimter og funkler og bobler af stort overskud og ikke mindst en overordentligt solid portion selvironi.

Hvor mange andre end Malte Ebert kan slippe af sted med en faktisk ret hjerteskærende sang om ugengældt kærlighed, hvor "for altid" med den største selvfølgelighed rimer på både "halskæde" og næsten også på "halvglad".

"Det Store Malte Ebert Show" med musikeren Malte Ebert (Gulddreng). Foto: Bente Poder

Musikalsk er der ikke én eneste af Malte Eberts sange, der uden videre flagrer forbi - de har alle sammen noget meget indtagende og fængende over sig, men sprogligt er der væsentligt mere spræl og bund i de pudsige, skæve, ironiske tekster på dansk end i de væsentligt mere regelrette på engelsk, hvor helheden pludselig bliver mere almindelig. Mere mainstream.

Side om side med kaskaderne af solide numre rummer "Det store Malte Ebert Show" mange fine, skarpe replikker. For eksempel midt i en snak om som musiker at satse på den helt rigtige målgruppe: - Andreas Odbjerg har husmødrene, Tobias Rahim har de unge piger, Christopher har børnene, og Mads Langer har de døve. Hvad bliver der så tilbage?

Man kan sige meget om Malte Evert, men indtil videre nærmest nægter han at gå den lige vej fra A til B. Han har absolut skulle gemme sig under super-egoet Gulddreng, og nu er det heller ikke nok at give en "almindelig" koncert, der i stedet er blevet en både sjov og spændende forestilling. Båret frem af et stort overskud (og meget bevidste inspirationskilder som - blandt meget andet - "The Julekalender" med De Nattergale, stand-up a la Anders Matthesens rastløse show "Anden paa coke" og Kim Larsen).

"Det Store Malte Ebert Show" med musikeren Malte Ebert (Gulddreng). Foto: Bente Poder

Skal der rettes op på noget, må det være tempoet i første halvdel, hvor handlingen i perioder har nogle lidt smådøsige perioder (som om de fire på scenen leder efter replikker), mens der er helt anderledes smæld over anden del. Og ikke kun fordi det hele munder ud i et heftigt medley af fodboldslagsange. Og heller ikke, fordi vi også kommer forbi en slagsang til byen. Når bynavnet nu rimer på "12 år", er det da helt oplagt at få hele salen til at skråle med på: - Vi har ikke vundet i 12 år, men vi vil alle sammen dø for Aalborg.

Som Malte Ebert sagde lige inden det allersidste farvel til publikum: - Aalborg, det har virkelig været en stor oplevelse for jer, har det ikke?

Jo da.