#MeToo

Det begyndte med et rygte - nu har journalist skrevet bog om den største skandale i Sverige

Med Matilda Gustavssons artikler blev det allerpæneste Sverige, selve kulturlivets aristokrati, afsløret som hjemsted for de mest usle gerninger, herunder især evnen til at vende det blinde øje til

Med Matilda Gustavssons artikler blev det allerpæneste Sverige, selve kulturlivets aristokrati, afsløret som hjemsted for de mest usle gerninger, herunder især evnen til at vende det blinde øje til. Foto: Scanpix

Med Matilda Gustavssons artikler blev det allerpæneste Sverige, selve kulturlivets aristokrati, afsløret som hjemsted for de mest usle gerninger, herunder især evnen til at vende det blinde øje til. Foto: Scanpix

Matilda Gustavsson: ”Klubben”

Oversat af Merete Rostrup Fleischer

238 sider, 199,95 kr., Harper Collins

Findes der en kvinde eller mand, der ikke har oplevet, at en mand eller kvinde er gået for vidt? Findes der et barn, et menneske, der ikke har oplevet, at en anden er fysisk (eller psykisk) så meget stærkere, at man opgiver kampen, når det er sket?

Jeg tror det ikke.

Og derfor er det så svært at forstå, at nogle ikke kan mærke forskellen på at opføre sig ordentligt og nedgøre en anden, forgribe sig, overmande, voldtage …

Den unge, svenske journalist Matilda Gustavsson har netop udgivet en bog om arbejdet med sine artikler i Dagens Nyheter, som fik selveste Nobelprisen til at vakle.

Hun afslørede systematiske overgreb mod kvinder begået af en mand gift med et medlem af Det Svenske Akademi, der uddeler verdens mest prestigiøse litteraturpris foruden at sidde på det meste af magten over svensk kulturel anseelse og dermed salg.

Med Matilda Gustavssons artikler blev det allerpæneste Sverige, selve kulturlivets aristokrati, afsløret som hjemsted for de mest usle gerninger, herunder især evnen til at vende det blinde øje til. Foto: Scanpix

Med Matilda Gustavssons artikler blev det allerpæneste Sverige, selve kulturlivets aristokrati, afsløret som hjemsted for de mest usle gerninger, herunder især evnen til at vende det blinde øje til. Foto: Scanpix

Det begyndte med et rygte. Langsomt fik hun flere til at stå frem. Og flere til at se, at de havde set det ske, men ikke turde, ville eller ønskede at stå frem, fordi det ville koste dem Jean-Claude Arnaults venskab, bogkontrakter, udstillingsplads eller kontakt til et medlem af akademiet, hans kone Katarina Frostenson.

Da de første artikler blev trykt 22. november 2017, blev de straks gengivet på alverdens skærme. Små og store. Det var, mens #MeToo blev sat foran utallige kvinders fortællinger om overgreb, som de delte på twitter og snart på alle andre medier også.

Med Matilda Gustavssons artikler blev det allerpæneste Sverige, selve kulturlivets aristokrati, afsløret som hjemsted for de mest usle gerninger, herunder især evnen til at vende det blinde øje til.

Med sin bog ”Klubben” beskriver hun nøgternt, hvordan hun stilfærdigt overrumples af de hændelser, hun får beskrevet i det lydisolerede rum, hun går ind i, når hun skal tale i telefon med kvinderne.

Mange af dem ønsker at være anonyme. Nogle står frem, men, som én siger:

”Det har været svært nok at at åbne avisen hver eneste dag og blive mindet om mit livs værste oplevelse. For bagefter at høre den blive diskuteret til fester. At sidde stiltiende til middagsselskab, mens folk spekulerer i vores drivkraft eller vores passivitet”.

”Klubben” er ikke kun en velformuleret forsvarsrejse for journalistikkens nødvendighed om et medrivende og for svensk kulturlivs afgørende forløb, den er også en bog om alle mænd og kvinder. Om det, vi har lært hinanden, er ok at gøre ved hinanden.

Uden at gøre det store drama ud af det, får Matilda Gustavsson vist læseren, hvad et overgreb er, og hvor uendeligt mange medskyldige, der er.

Hun skriver om, at den, der begår overgrebet, måske ikke ved, at det er et overgreb?

Men stilfærdigt spørger hun, om ikke en mand kan mærke, om kvinden har lyst?

Og mon ikke andre kan se, at den kvinde, manden slæber ind i en taxi, er bedøvet?

Eller at hans klaps i numsen er et forsøg på at gøre en forfatter til en, der ses på som en krop, der kan knaldes, frem for en, der læses og anerkendes for sine ord?

Og at en forsamling af ældre mænd, der altid samler en forsamling af unge kvinder til at servere for sig, ikke virker som en kreds af seriøse, kulturbevidste og moderne mennesker?

Jean-Claude Arnault ankommer til Svea Hovratt 14. november 2018, da han appellerer sin dom for voldtægt. Den blev stadfæstet. Foto: Scanpix

Jean-Claude Arnault ankommer til Svea Hovratt 14. november 2018, da han appellerer sin dom for voldtægt. Den blev stadfæstet. Foto: Scanpix

”At digte ens egen virkelighed”, konstaterer Matilda Gustavsson kan være ”en form for kunst”, der kan skabe medafhængighed.

Bogen igennem står det klart, at netop medskyld er den største skyld, når det gælder overgreb.

Ikke blot tier de tavse vidner for egen vindings skyld, også kvinderne selv føler sig medskyldige.

De kendte ham. Gav ham deres telefonnummer. Stolede på ham. Men ved at opføre sig som pæne og ordentlige mennesker, der i tillid til andre også turde stå ved for eksempel et ønske om sex, er de blevet medskyldige i overgreb begået mod dem selv.

De skulle ikke have stolet på ham, gået med ham hjem til te eller takket ja til en drink, der viste sig at være fuld af bedøvelse.

De burde have vidst bedre, lyder omverdenens anklager mod dem, også deres egne anklager mod sig selv. Ja, en en af kvindernes mand siger det, da han hører hende fortælle om sit møde med Arnault som ung.

Med den pointe skriver Matilda Gustavsson hele vores nutidige menneskeliv frem i al dens smerte og får forklaret, hvorfor vi alle skal læse hendes bog.

Hvis alle havde reageret overfor en mand som Jean-Claude Arnault, så havde kvinderne kunne vide bedre, men ingen sagde noget, og derfor kunne ingen vide, at han ville være sådan. I 30 år. 30 års overgreb af forskellig grad kunne være undgået, hvis ikke alle havde været medskyldige.

Er der nogen, der ikke kender nogen, der har været udsat for overgreb?

Jeg tror det ikke. Derfor har vi ingen ret til at tie, men pligt til at tale.

Brugeranmeldelser


Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.