Klassikerne var der, men det blev en rodebutik for Allan Olsen

I år er det 30 år siden, at Olsens mytiske live-album ”Rygter fra Randområderne” udkom, og lejligheden er blevet fundet for svær at modstå, og derfor har Allan Olsen samlet et nyt Norlan og taget på landevejen for at markere dette. 

Det forstår man godt.

På papiret blev der lagt stærkt fra land, da anslaget af ”Vi Lå Jo I Herning” blev taget. Desværre kom den ikke flyvende fra start, da guitarist Rune Kjeldsen, der i øvrigt var mere end en værdig arvtager til Knud Møller, havde lydproblemer det meste af sangen igennem.

Fandtes der en vendelboorden, så var Allan Olsen den første til at have sådan én siddende på denimskjorten, selvom han givetvis vil betakke sig for sådan noget nonsens. For Olsen har om nogen tegnet livet nord for fjorden større, end det opleves for os, der bor her.

Små enkle fortællinger som fleste kan genkende, også selvom meget foregår i Olsens opvækst, der ligger mere end fem årtier tilbage, der er blevet til store hjemstavnssag.

Og det afspejlede sig i aftenens højdepunkt, en solobåren udgave af ”En Stille Glød I Mørket”, der ellers fik den fadølsprægede sal til at holde kæft.

Selvom der er sket meget på fem årtier, så forbliver meget alligevel det samme heroppe. Det viste Allan Olsen os lige der. Smukt.

En god Allan Olsen-koncert afhænger af et par ting, ikke mindst af humøret på hovedperson, der må vurderes til nogenlunde, og så Olsens evne til på dagen at balancere den kreative frihedstrang og løssluppenhed med sammenspillets faste strukturerer og rammer.

Og der blev det nye Norlan, der ellers - og nok derfor - består af nogle af det her kongeriges dygtigste musikere, sat på noget af en prøve.

For Olsens akustiske guitar var placeret forholdsvis højt i lydbilledet, og den ville ikke altid det, som det ellers meget velspillede band ville. Så der opstod øjeblikke, hvor det lød som om, band og hovedperson var vidt forskellige steder i sangene. Det led ”Gajo” og især ”Bette Liverpool” under.

Der var også enkelte steder, hvor Olsen enten måtte have hjælp af det veloplagte publikum, der ikke lod sig mærke af at være fødselshjælpere til at huske teksterne eller selv genkalde dem. En svær balanceagt mellem det charmerende, rodet og skødesløse.

Efter eget udsagn er Olsens stemme mærket af koncertrækkens størrelse og omfang, og det kunne høres, da han forståeligt nok afstod fra at afprøve vokalens mest yderliggående facetter, og det fik én til at spekulere over, om Allan Olsen i fremtiden ikke er bedst tjent med at skildre fortiden i mere intime rammer og kun med sig selv.

Der kan sangene, fortællingerne, stemmen og guitaren tage de afstikkere og forbehold, som de på dagen gerne vil. Også selvom man derfor vil gå glip af en udgave af ”Op til Alaska”, der tilfører den sang det ekstra magi, der for altid vil gøre den til noget helt specielt i Allan Olsens palmarés og denne lørdag aften.