For eksempel opdagede man, at nogle fugle foretrak æg, som var større eller mere farvestrålende end deres egne.

Faktisk forlod de deres egne æg, hvis man tilbød dem store menneskeskabte gipsæg, nogle gange så store, at de ikke engang kunne ruge på dem - en gråand foretrak en volleyball.

Eksemplet indgår blandt meget andet forskning i Chris MacDonalds populære bog "Ikke til forhandling - livets ligning".

Her spørger han, hvorfor stadig flere af os bliver overvægtige, syge og stressede, selvom vi aldrig har haft bedre muligheder for at stortrives.

Bogen, der er blevet lidt af en moderne bibel, gennemgår, hvordan vores kroppe er designet over de tusinder af år, hvor vi skulle jage og arbejde hårdt for føden.

Tiden siden industrialiseringen udgør kun et sekund i forhold til hele den tid, mennesket har eksisteret, men denne korte periode i verdenshistorien har markant ændret vores livsbetingelser og risikerer at slå os ihjel før tid. 

Fordi der er et mismatch. Vi er ikke er skabt til at sidde stille i den grad, vi gør, spise forarbejdet mad og klare os med lidt søvn.

Men det er de valg, mange af os træffer, for vi kan ikke lade være, når magelighed og hurtig tilfredsstillelse er mulig.

Chris Macdonalds bog opstiller undervejs pejlemærker, der kan få os tilbage på sporet fysisk.

Tænk, hvis man havde en lignende bog på det åndelige område? 

En der konstaterede, at vores hjerner ikke er designet til det bombardement af indtryk og krav, vi udsættes for i dag. En der fortalte, hvor vi åndeligt og sjæleligt oplever et mismatch - baseret på forskning.

Her kunne nogle af de nye pejlemærker være sociale relationer og tilhørsforhold, der kan genetablere oplevelsen af forankring.

Dyrkelse af historie - verdens og vores eget samfunds - for at vi kan placere os selv i verden og i vores tid. 

Alenetid og dybe samtaler med andre for at finde ro. 

Og fordybelse i kunst og kultur af alle slags for at blive stimuleret følelsesmæssigt og præsenteret for andre tanker, livsanskuelser og verdener, der kan åbne vores egen op. For at nævne nogle mulige emner.

Kort sagt kunne den være en reminder om dannelse og fordybelse i en verden designet til letfordøjelige oplevelser i højt tempo.

Lige hvad angår kultur, er det i dag i høj grad andre, der bestemmer, hvad vi fodrer vores hjerne med. Det gjorde lokale kulturledere forleden opmærksom på: At vi alle løber efter det samme på grund af algoritmer på sociale medier.

Vi finder selvfølgelig pungen frem og sætter tiden af, fordi det ofte er kvalitet, men det er alligevel interessant - i hvilken grad vi selv bestemmer, om vi reelt gør det.

Suzanne Brøgger kalder det totalitarisme - situationen i dag, hvor vi på nogle områder har mistet vores autonomi og lader os manipulere uden at besidde den dannelse og det indre liv, som skal beskytte os.

For også mentalt er det svært at sige nej til det hurtige fix. Og det ændrer os.  

Jo mere vi udsættes for "supernormal stimuli" - fristelser, der intenst tilfredsstiler alle sanser på en gang - jo kedeligere oplever vi andre roligere ting. Som gråanden.

Det er blevet let at måle folk om livet, men det er sværere at måle, om vi er åndeligt og følelsesmæssigt stimulerede. 

De steder, hvor folk bliver gamle og lever mest tilfredse, er interessant nok steder, hvor livet er lidt mere besværligt, viser forskning.

Så lad os nu se noget teater, høre en koncert, læse en bog og indgå en relation til et andet menneske eller i en samtale, der er lidt besværlig. Verden vokser af det!