Det kimer nu til aflyst fest

Leder: Julen er en oplagt anledning til at hanke op i os selv og (igen) bakke op om et afbudsramt erhvervs- og kulturliv.

 <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo

Så er den gal igen. Julefrokoster, koncerter, middage, liveshows. Aflysningerne stiller sig i kø som nærkontakter uden for et testcenter, og vi orker næsten ikke engang at ærgre os længere. Det værste er, at mange aflysningerne ikke engang har myndighederne som direkte afsender.

Ud fra den gode gamle parole om, at hvis vi afliver håbet, undviger vi skuffelsen, er mange af os begyndt at praktisere forebyggende aflysninger. For at mindske bøvlet og bekymringerne, hvis der nu pludselig skulle tilstøde enten smitteudbrud eller nye restriktioner.

For koncertarrangører og andre professionelle kulturaktører er der naturligvis en ikke ubetydelig økonomisk overvejelse: Det er dyrt at aflyse - men endnu dyrere at aflyse i 11. time. Senest har vi set festivalen for elektronisk musik Aairport foretage en - sikkert taktisk meget fornuftig - forebyggende aflysning af megakoncerten i Gigantium, som skulle have fundet sted i januar.

Sidste år, da første aflysningsbølge rumlede hen over landet, blev der tænkt kreativt. Der blev afholdt virtuelle koncerter og teaterforestillinger, livestreams fra øvelokalerne og digitale meet and greets mellem kunstnere og publikum. Der blev produceret lockdown-tv serier, og musikere som amerikanske Taylor Swift flyttede ud i en skov og indspillede karrierens potentielt to bedste album.

Alverdens krumspring for at holde åndslivet oppe, håbet i live og levebrødet på bordet - især for de mange kunstnere som ikke lige deler kontonummer med Taylor Swift.

Men orker vi det igen? Den ekstra indsats? Gider vi flere online-events? Gider vi købe flere band t-shirts og gider vi blive ved med beholde den der billet til koncerten, der allerede er udskudt to gange? Man mærker metaltrætheden indfinde sig.

Herfra skal opfordringen dog lyde uden rust på stemmen: Gør det, gid det - ork det! Køb den festivalbillet, book det bord i yndlingsrestauranten. Og køb nu den band-t-shirt nummer 67! For det er sådan du hjælper med til at sikre smørret på brødet og skindet på næsen hos alle dem, der lever af at underholde dig, når tågen igen letter, og du kan inkassere din “investering”.

Og hermed altså også givet et gratis tip til julegaven.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
LIVE fra Mink-sagen - nu taler politikerne ud
Luk