Djævlepunch i blækhuset: Fire stjerner til forestilling om legendarisk café

Forestillingen som helhed byder på for meget blæk og for lidt punch i blækhuset

Scenografien præsenterer os for et interiør fra den legendariske ”Café Bernina”.

Scenografien præsenterer os for et interiør fra den legendariske ”Café Bernina”.

Margrethe Manley: ”Café Bernina”.

Scenografien præsenterer os for et interiør fra den legendariske ”Café Bernina”, der ligesom parisiske sidestykker på Montparnasse, dannede en københavnsk ramme om nattelivets frie kunstnerfugle og andre koryfæer i slutningen af 1800-tallet. Himmerlands Teaters lille foyerscene er ganske perfekt til formålet, og Nick Pedersen har med vanlig træfsikkerhed udstyret vinduesrammerne med det, man i min barndom vistnok kaldte et køkkengardin – måske et panelgardin - , halvt trukket for men med en svagt fosforiserende adskillelse af inde og ude, af hér og dér. Bemærk at navnet Bernina står med skråt. Det gjorde det for resten også i virkeligheden!

Og der er skrålys ind over fortidens skikkelser i denne urpremieres perspektiver. Ingen livløse historiserende tableauer. Man kan trygt tage ophold med et lille forfriskende glas. Djævlepunchen, som var berygtet og berømt i datiden, må man dog tænke sig til. Carl Døhnberger, en datidig bekendthed, tog så rigeligt til sig, at han hjemkommen tømte blækhuset i den tro, at det indeholdt den magiske drik. Således gik han over i historien. Forestillingen overdriver dog ikke forbruget af anekdotisk stof, som der ellers er rigeligt af.

Ledsaget af Niels Søren Hansens stilfulde pianoledsagelse, der isprænger salonmusikken elementer fra en kommende tids mere moderne klange, giver Margrethe Manley et fornemt pointeret grundlag for fremstillinger af velvalgte kernepunkter i tidens litterære udfoldelser. Først og sidst gælder det Knut Hamsun og hans debutroman ”Sult”, som også blev hans gennembrud. I sin repræsentation af forfatterens både uhyre registrerende og indtrængende beskrivelse af sin pinefulde eksistentielle krise undgår hun udvendige virkemidler, og snart fængsles vi af ordenes magt. Ligeledes da Gustav Wieds novelle ”Dommen” formelig leverer en overrumplende indsigt i forfatterens sjæleliv. Hvis man kun kender ham fra ”Livsens ondskab” fra TV vil man blive overrasket.

Kvinderne står lidt blegere i sammenhængen i Frøken Poulsens formidling, og det er jo hende der i Margrethe Manleys formidling er vores guide gennem det, hun troede ”var et museum”. Nej, der er ingen museumslugt i stuerne. Måske heller ikke tilstrækkeligt eftertryk på de særlige åbenbaringer, der opstod i cafeens fortryllede atmosfære. ”Mit syn klaredes, og jeg SÅ”, som Gustav Wied fortæller. Efterfulgt af en sandhedsoplevelse af hele tilværelsen som en slags narreskib. Set i lyset af dette højdepunkt i forestillingen, byder den som helhed på for meget blæk og for lidt punch i blækhuset.

Margrethe Manley og Niels Søren Hansen stod for få år siden bag den vellykkede genoplivning af sangerinden Lise Reinaus værker i forestillingen ”Vil en kummefryser være noget for mig”, også på Himmerlands Teater, og også instrueret af Susanne Sangill.

Margrethe Manley: ”Café Bernina”.

Instruktion: Susanne Sangill.

Scenografi: Nick Pedersen.

Musik: Niels Søren Hansen.

Urpremiere på Himmerlands Teater.

Her spiller forestillingen igen de kommende to dage, samt enkelte dage i marts.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden