DR-drama-finale: En ret god serie, da støvet fik lagt sig

Jævnfør straffelovens paragraf 114 kan man straffes med fængsel op til livstid for blandt andet at slå andre mennesker ihjel med det formål at “skræmme en befolkning i alvorlig grad”. Det er - juridisk set - hvad terror er.

Var det det, de to gerningsmænd havde til hensigt? Forklaringen, som serien forsøger sig med, var, at de havde planlagt et angreb på en kaserne, fordi de var sure over at være blevet forskelsbehandlet af Forsvaret - og derefter ville skyde løs på musikfestivalen, “for at skabe frygt og kaos”. Men at de kastede sig over restauranten som en spontan plan B.

I guder.

Vi har i disse spalter gentagne gange efterlyst en forklaring på, hvorfor de skød. Og det her er edderbroderemig sølle.

Jeg ved godt, at serien aldrig har været tænkt til at handle om det såkaldte terrorangreb, men i stedet om begivenhederne omkring det og menneskene, hvis liv blev påvirket af det. Men når forklaringen på angrebet er så tynd og flagrende, kan det altså ikke undgå at smitte af på resten af historien.

Det er synd. Det er virkelig synd, for der har vitterlig været masser af gode sager at komme efter.

Hele fortællingen om Ginger og Holger har været mægtig god. På nær nogle ganske betydelige plot-huller har det fungeret. De har hver især udviklet sig. Og slutningen, hvor Holger vistnok er død efter skuddet i maven, giver en fortællemæssig fin forløsning på den del af serien.

Det kan undre, at ingen på det plejehjem har reageret på lyden af et pistolskud. Men pyt.

Den detalje skriver sig ind i en ret lang liste af punkter, hvor seriens univers tilsyneladende ikke fungerer på samme måde, som det univers vi andre lever i.

Sværere har jeg det med Jamal og den del af hans historie, der kredser om, hvor skamfuldt og frygteligt det opfattes, at han bedre kan lide mænd end kvinder. Men i hvert fald tjener genvordighederne om Jamals seksualitet - stillet op over for justitsministeren, der officielt og uproblematisk var gift med en kvinde - til at understrege nogle forskelle, der besynderligt nok stadig eksisterer på det punkt i vores ellers i store træk homogene samfund.

VVS-Morten har været ude på noget af en personlighedsmæssig odysse. Fra den brovtende hulemands-kliche i starten - over den instinktive helt, der redder Marie - over det udadreagerende posttraume-offer - over den møntkastende nihilist - til han i bedste tegneseriestil får en knytnæve i ansigtet og til sidst vender tilbage til noget, der kunne minde om en ansvarlig voksen.

Karen-Lise Mynsters justitsminister har været et fascinerende bekendtskab. Rollen har været gennem nogle af de samme kvantesprings-udviklinger i personligheden som Jacob Lohmanns VVS’er, men ministerens har virket en smule mere plausible. Måske også fordi hun oven i begivenhedens generelle kaos og chokeffekt har skulle forholde sig til konkret og direkte sorg over tabet af sin kone. Til gengæld virkede hendes deroute til tortur-kommandant så insisterende fortænkt, at troværdigheden blev udfordret. Men vi efterlades med en opfattelse af, at også hun blev forløst.

Strukturelt og fortællemæssigt har der været masser af fine aspekter i serien.

Et godt eksempel er åbningsscenen i finaleafsnittet, som minder os om, at udover Stine, Marie og Louise, som vi har lært at kende, var der 18 andre dræbte og 20 andre sårede efter massakren. De mange anonyme lever i serieuniverset videre på Ekstra Bladets forside.

Seriens allersidste scene er et elegant nik til den allerførste scene, hvor mennesker sad ved bordene i restauranten og talte dæmpet sammen om hverdags-almindeligheder. Nu gør de det igen - blot med skudhuller og en hulens masse stearinlys omkring sig.

På den måde kan man sagtens hævde - alle de små kritikpunkter til trods - at forfatterne er nået i mål med, hvad de havde sat sig for: At fortælle, at det er alle krydspunkterne, hvor vores liv berører andres, der gør forskellen - både i hverdagen, og i endnu højere grad med at overkomme tab, sorg og uforståelige grusomheder, som livet byder på.