En stor pop-mand i meget højt humør

Aparte dansetrin, løjerlige bemærkninger og en aldeles forrygende sangstemme - anmeldelse af musiker Andreas Odbjerg på Skråen i Aalborg

Andreas Odbjerg på Skråen i Nordkraft i Aalborg. 31. marts 2022. Foto: Bente Poder

Ove Nørhave

Journalist

31. marts 2022 kl. 22:47
Opdateret 20. maj 2022 kl. 12:12

"Har aldrig danset med en stor mand, en stor mand som dig".

Selvfølgelig er det gemt til allersidst, efter alle de andre og som ekstranummer, et af de seneste års absolut største radiotræffere, "En stor mand".

Og naturligvis er Tobias Rahim med på scenen. Ganske vist kun som meget stor papfigur, men alligevel - en papfigur, som Andreas Odbjerg ender med at stå og gramse lidt på og forsyne med hele to kys.

Det siger næsten alt om Odbjerg live. At man kan vente sig lidt af hvert - faktisk en konstant serie af overraskelser midt i alt det forudsigelige.

Som udgangspunkt synger og spiller Odbjerg og bandet numrene, næsten som de optræder på den nyeste cd, "Hjem fra fabrikken". Måske lige en anelse hårdere her og der. Og med plads til lidt længere soloer her og der.

Men sangene er yderst sjældent for alvor trukket af led.

Det er til gengæld præsentationerne, Odbjergs små og lidt større enetaler forud for hvert enkelt nummer, hvor han afslører sig som lidt af en musikalsk standup-komiker, der kæmper sig frem et sted mellem pudsige pointer og første indskydelse.

På et tidspunkt konstaterer han, at han godt kan mærke, når han og bandet er kommet til en by, hvor man er vant til at drikke på en torsdag.

- Og I er vant til at drikke på en torsdag. Så glemmer man naturligvis også hurtigere, hvad man har oplevet. Og så er det sikkert nemmere at sælge billetter næste gang...

Men er der noget, man ikke glemmer, så er det Odbjerg, hans pudsige kropssprog og til tider højst aparte dansetrin, hans løjerlige bemærkninger og først og sidst en aldeles forrygende sangstemme. Og et knivskarpt øre for den ene gode, veldrejede popmelodi efter den anden.

Foto: Bente Poder

Musikalsk kører han alt muligt igennem sin helt personlige kværn - mere eller mindre tydelige inspirationskilder som Beach Boys, Bee Gees, Kasper Winding, Rugsted & Kreutzfeldt, såmænd også Gnags, alt sammen tilsat en solid bund af kæk 80'er-pop. Og forsynet med Odbjergs gerne overrumplende tekster, eksempelvis om at ønske sig selv velkommen tilbage: "Jeg har været savnet". Nogen skal jo sige det...

Undervejs fortæller han også om angsten for ikke at sætte pris på at møde anerkendelse. Om at have en far med glasøje efter en vådeskudsulykke under en jagt. Om følelsen at blive brændt af som voksen. Om hvordan teksten til en kærlighedsmelodi også kan blive til. Og om at hylde Anne Linnet for hendes beundringsværdige (vel snarere misundelsesværdige) evne til at tiltrække unge kvinder...

Musikalsk nærmest vader Odbjerg i endog særdeles velskårne pophits - men det kan undre, at der ikke blev kælet væsentligt mere for en dybt rørende stortræffer som "I morgen er der også en dag", som Odbjerg var ærlig nok til at udråbe til den vigtigste for publikum (uden at den tilsyneladende er den vigtigste for Odbjerg selv).

Flere af sangene kommer Odbjerg aldrig til at slippe, for de har karakter af fødte evergreens, og her og der fornemmer man også, at vi godt kan have det bedste til gode, fyldt som flere af sangene er med detaljer (ikke mindst lækre kor), der trækker i retning af, at Odbjerg meget vel kan have ambitioner om at skabe noget (endnu) større. Hvem ved, måske en musical en dag?

Indtil da er der kun at møde Odbjerg, sådan som publikum mødte ham torsdag aften - med endog særdeles stor velvilje. Som han selv synger i den smukke, blidt vuggende "Wendy": "Ikke perfekt, men jeg er så urimelig tæt på" ...

Dem sang Andreas Odbjerg