Endnu en aflysning: Nordjysk festival kaster håndklædet i ringen
Coronarestriktionerne har tvunget folkene bag Alive Festival til at aflyse - men man er på vej med et alternativ
THISTED: Der bliver ikke nogen Alive Festival i 2021. Efter at have vendt og drejet alle muligheder for at afholde festivalen har arrangørerne erkendt, at det ikke kan lade sig gøre.
- Vi er meget kede af det - på vegne af både vores gæster, frivillige og samarbejdspartnere. Det er superærgerligt. Samtidig vil vi gerne sige et dybfølt tak for tålmodigheden til alle dem, der har støttet os i den her usædvanligt svære tid, siger festivalens talsmand, Esben Halkier.
Det er retningslinjerne i genåbningsaftalen, der har sat en stopper for 2021-udgaven af Thy-festival. Især reglerne om at opdele publikum i sektioner og forbuddet mod at have overnattende gæster gør det umuligt at afholde Alive Festival på en ordentlig måde, forklarer Esben Halkier.
Alternativ på vej
Men samtidig med aflysningen gør arrangørerne klar til et nyt event, der løber af stablen i de samme dage, som dette års Alive Festival skulle have været afholdt - fra 29 til 31. juli.
- Vi holder noget, som kan lade sig gøre inden for restriktionerne, og det glæder vi os virkelig meget til, siger Esben Halkier, som dog ikke vil fortælle mere om planerne.
Billetterne fra både Alive Festival 2020 og 2021 vil automatisk gælde til næste udgave af festivalen, som afholdes 28.-30. juli 2022. Hvis man ønsker at refundere sin billet, kan det gøres frem til 1. juli, men hos Alive er håbet, at folk holder fast.
- Vi håber, at vores gæster vil beholde deres billetter til næste år og holde en fantastisk festival sammen med os i 2022. Den fortsatte opbakning kan mærkes og betyder også noget rent økonomisk for vores festival, siger Esben Halkier.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.