Er du (eller dit barn) fremtidens musiker, skuespiller eller forfatter: Her er syv fede sommercamps

Er du barn eller ung og har du lyst til at få coaching fra professionelle på din musik eller arbejde intensivt med dine tekster eller kunst - her er din guide

Nordjylland byder i år på et stort antal camps for børn og unge, der har lyst til at bruge ferien på kunstnerisk fordybelse og på at møde nye venner. NORDJYSKE præsenterer her et udvalg

Nordjylland byder i år på et stort antal camps for børn og unge, der har lyst til at bruge ferien på kunstnerisk fordybelse og på at møde nye venner. NORDJYSKE præsenterer her et udvalg

Trænger du til at møde nye mennesker og bruge sommeren på det, du brænder for, så læs med her. Spredt ud over Nordjylland kan du denne sommer finde camps, der kan dygtiggøre dig indenfor foto, dans, teater, kunst, streetart mv.

Få undervisning af professionelle forfattere

Brønderslev Forfatterskole er et ugekursus for unge skrivetalenter i alderen 13-20 år, som ønsker at udvikle deres forfattertalent eller at arbejde med ord på kreative måder.

Eleverne undervises i 6-8 timer hver dag af professionelle forfattere, og hver dag arrangeres sociale aktiviteter og aftenundervisning.

Billede fra tidligere forløb på Brønderslev Forfatterskole. Arkivfoto Eva Seider

Billede fra tidligere forløb på Brønderslev Forfatterskole. Arkivfoto Eva Seider

I løbet af ugen skriver alle elever en tekst, hvorefter teksterne samles og udgives i bogform. Bogen udsendes til skole- og folkebiblioteker i hele landet.

Forfatterskolen afholdes 25. juli til 1. august i uge 31 på Nordjyllands Idrætshøjskole. Det koster 2.500 kr. at deltage, hvilket dækker tilskud til kost og logi - al undervisning er gratis. Læs mere her

Dyrk foto, street art, elektronisk musik og animation i fem dage med PixlArt

I Hjørring har kommunen og PixlArt indgået et samarbejde om en sommercamp, hvor unge mellem 14 og 17 år kan afprøve eller dygtiggøre sig indenfor fotografi, streetart, elektronisk musik, sangskrivning, film og animation.

Tao Lytzen har tidligere arbejdet med børn og unge omkring fotokunst, han har fx startet PixlAcademy op sammen med Vrå Højskole. Et tilbud der skal bringe visuelle unge frem mod en videregående visuel uddannelse.  Foto: Nicolas Cho Meier

Tao Lytzen har tidligere arbejdet med børn og unge omkring fotokunst, han har fx startet PixlAcademy op sammen med Vrå Højskole. Et tilbud der skal bringe visuelle unge frem mod en videregående visuel uddannelse. Foto: Nicolas Cho Meier

PixlArt, med fotograf Tao Lytzen i spidsen, har booket en hel efterskole, som de fylder op med unge, der har lyst til og nysgerrighed efter at udtrykke sig kunstnerisk. Undervisningen bliver foretaget af kunstnere, og forløbet afsluttes med en samlet udstilling, hvor de transformerer Hjørrings kedeligste parkeringskælder om til en innovativ kunstplatform.

Det foregår over fem døgn fra 20. til 24. juli i uge 30 på Halvorsminde Efterskole. Sommercampen er et all inklusive læringsforløb, hvilket betyder, at de deltagende overnatter og spiser på skolen. Deltagelse er gratis, og tilmelding foregår efter først til mølle princip. Læs mere i Hjørring Kommunes sommerkatalog.

PixlArt afholder desuden et to dages fotokursus på Skallerup Seaside 15. til 16 juli i uge 29 med plads til 24 deltagere mellem 10 og 17 år. Det står også beskrevet i kataloget.

Bliv fortrolig med litografi

Er du mellem 10 og 17 år, interesseret i kunst og har du lyst til at prøve et nyt og klassisk medie af, så skal du på denne workshop. Det kunstnerdrevne Hjørring Grafisk Værksted giver en enestående mulighed for at lære at lave flerfarvede litografier med vejledning fra en professionel litografisk trykker og kunstner.

Det grafiske værksted i Hjørring har besøg af 15 unge kunstnere fra ÆrøAnne Karen Rasmussen og Hans Henrik Ø. PedersenFoto Bente Poder

Det grafiske værksted i Hjørring har besøg af 15 unge kunstnere fra ÆrøAnne Karen Rasmussen og Hans Henrik Ø. PedersenFoto Bente Poder

I den uge, forløbet varer, bliver du behandlet på lige fod med professionelt udøvende kunstnere, der normalt trykker på værkstedet.

Du vil blive guidet igennem, hvordan man tegner og maler på sten, og du er med i maskinrummet, når dit værk bliver trykt. Ugen sluttes af med at udvælge og signere et af dine værker, der bliver indrammet og udstillet i værkstedets galleri.

Workshoppen finder sted i henholdsvis uge 29 og uge 35, der er plads til 10 deltagere af gangen. Læs mere om tilmelding i Hjørring Kommunes sommerkatalog.

Dyrk kunst, dans og design hver dag i en uge

Er du mellem 7 og 12 år og har du lyst til en uge med kunst og kreativitet med undervisning fra professionelle kunstnere, kan du tage på sommerkunstskole på den gamle Herregård Bratskov i Brovst.

Bag tilbudet står Kultur-, fritids- & landdistriktsudvalget i Jammerbugt.

Foto Claus Søndberg

Foto Claus Søndberg

I år kan man bl.a. arbejde med maling, skulpturelt tekstildesign, danse til rytmer fra fjerne kyster samt skabe store monstre.

Opholdet foregår fra kl. 9 til 14 hver dag i uge 32. Der er plads til 60 deltagere, og det koster 400 kr. at deltage.

Læs mere om forløbet her

Styrk dit talent på sommerteaterskole

Elsker du teater og drama, får du chancen for at gå all in, når Vendsyssel Teater inviterer en uge med fokus på kun det.

Tilbudet er opdelt i to.

I uge 31 inviterer Vendsyssel Teater 8 til 12–årige, der har lyst til at spille skuespil og udforske teaterverdenen, til en spændende og lærerig uge. Ugen slutter af med, at du sammen med resten af holdet opfører et teaterstykke for jeres familie og venner. Underviser er Dagmar Vibe Huus Theilgaard.

Forløbet koster 750 kr. Læs mere om tilmelding her.

brug en del af din ferie på at lære skuespilteknikker og prøve dig selv af på scenen. Arkivfoto

brug en del af din ferie på at lære skuespilteknikker og prøve dig selv af på scenen. Arkivfoto

Er du mellem 13 og 16-år, skal du tage med i uge 32.

Du kommer her til at arbejde med din krop, stemme og forskellige performance-teknikker. Du får et indblik i skuespillet og prøver selv kræfter med at stå på scenen, når du og de andre opfører jeres egen forestilling på kursets sidste dag for familie og venner. Underviser er skuespiller og dramalærer Lina Franke Hedegaard.

Læs mere om tilmelding her. Pris for hvert forløb er 750 kr.

Teater og dramalege for tosprogede børn

ELSKER du teater og drama, og er du tosproget og mellem 9 og 12 år, så inviterer Vendsyssel Teater dig til en dag med teater, dramalege, skuespil, grin, snak og møde med nye kammerater!

Det foregår søndag 16. august, og der er plads til ni deltagere. Læs mere i Hjørring Kommunes sommerkatalog.

Lær at programmere computerspil

GameLab er UngAalborgs spiludviklingsmiljø på Station10 i Nørresundby, hvor der er mulighed for at få hjælp til at udvikle spil.

Skal de efter ferien gå i 8., 9. eller 10. klasse, har du mulighed for at deltage i denne sommerversion af GameLab, hvor du vil komme til at lære spiludviklingsværktøjet Unity3D at kende og arbejde på at lave et simpelt towerdefense-spil. Her skal der tweakes variabler, laves (eller findes) grafik og lyd for at få lavet en god spiloplevelse.

Arkivfoto: Diana Holm

Arkivfoto: Diana Holm

Har du i forvejen erfaring med Unity3D og er i gang med et projekt, må du også gerne tage det med. Det er dog ikke et krav, at du har prøvet nogen af tingene i forvejen for at kunne være med.

Forløbet er arrangeret af skoleforvaltningen i Aalborg og UngAalborg og finder sted 6. til og med 8. juli i uge 28. Deltagelse er gratis. Der er plads til 10 deltagere - læs mere her

Familieværksted for hele familien i Kunstens skulpturpark

Har du ikke mulighed for at rykke en hel uge ud af ferien, er der også mere uforpligtende oplevelser at tage til.

Hver søndag til og med 30. august fra kl. 11 til 15. kan du og din familie således møde professionelle kunstnere og lave kunstneriske eksperimenter i børnehøjde under åben himmel, når Kunstens Kunst-Lab flytter ud i skulpturparken sommeren over. Familieværkstedet er for børn i alderen 3-15 år – børn skal være i følge med en voksen

Deltagelse kræver entré til Kunsten men ikke tilmelding. Læs mere her

Arkivfoto: Matthew Burnett

Arkivfoto: Matthew Burnett

Kunst to Go på din ferie

Har du ikke planer om at hænge ud i Aalborg, kan du alligevel deltage i workshops rundt i Nordjylland, når Kunstens mobile Kreativitarium inviterer dig på aktiviteter der, hvor du bader, slikker sol eller hænger ud med venner og familie.

Snup et spil kunstnerisk stangtennis eller byg en fantasifuld drage á la CoBrA-malerne - Kunstens kunstnere og kunstformidlere står på spring for at sætte de kreative discipliner i gang kl 11 til 15 de enkelte dage.

Se deres program for workshoppene her, deltagelse er gratis. Kig også efter dem på Kunsten Summer Lounge hver onsdag aften sommeren igennem.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.