Kultur

Få et smugkig: Her dukker det nye museum frem

Med forventet åbning til sommer holder tidsplanen for ombygning af tre ejendomme til det nye Thisted Museum

Formidlingsinspektør Charlotte Boje Andersen og museumsleder Jytte Nielsen med det nye Thisted Museum i baggrunden. En af de tre bygninger, hvor museet indrettes, ligger dog skjult bag den røde bygning til højre - Thisted Dagblads tidligere domicil. 
Formidlingsinspektør Charlotte Boje Andersen og museumsleder Jytte Nielsen med det nye Thisted Museum i baggrunden. En af de tre bygninger, hvor museet indrettes, ligger dog skjult bag den røde bygning til højre - Thisted Dagblads tidligere domicil.  Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 21:22

THISTED: I lang tid så det ikke ud af så meget. Men på det seneste, med spærrede fortove i begge sider, har ingen kunnet færdes ad Jernbanegade i Thisted uden at bemærke, at et stort byggeprojekt er undervejs.

Og fodgængere, der alligevel vover sig forbi, vil måske få øje på et Dannebrogsflag oppe i mellemrummet mellem to af de gamle huse. Flaget markerer det nylige rejsegilde for forvandlingen af tre eksisterende ejendomme til det nye Thisted Museum. 

Inde i bygningerne arbejder håndværkerne på højtryk for at blive klar til den planlagte åbning om få måneder. Men Museum Thys leder, Jytte Nielsen, og formidlingsinspektør Charlotte Boje Andersen byder indenfor til smugkig i blandt andet den afdeling, der skal formidle Thys ældste historie: Stenalder, bronzealder og jernalder.

Her vil Kallerupfundet naturligvis få en central plads. Det spektakulære bronzealderfund, som for få år siden dukkede frem af jorden ved Kallerup i Midtthy, befinder sig lige nu på Nationalmuseet. Men Museum Thy har fået lovning på, at fundet kan komme tilbage til Thy med indvielsen af det nye Thisted Museum:

- Jeg tror ikke, vi kommer tættere på at få kronjuvelerne. Derfor er der en række krav, som vi skal leve op til, siger Jytte Nielsen.

Masser af stenøkser

Inden museumsgæsterne når til dette fund, skal de dog igennem stenalderen. Her bliver man ikke snydt for det imponerende syn af stenøkser i hundredvis, som man også kunne opleve i det gamle museum. Og det møbel, hvorpå disse økser skal stå skulder ved skulder, er allerede monteret langs den ene væg i stenalderrummet.

Jytte Nielsen og Charlotte Boje Andersen i det nye museums stenalderrum. Bag de to skal der etableres en model af en flintmine, mens der langs væggene til højre og i baggrunden skal udstilles en stor del af museets omfattende samling af økser og andre stenalderredskaber.   Foto: Bo Lehm

I museumsverdenen har tendensen ellers i mange år været kun at udstille en enkelt eller nogle få eksemplarer af hver type fund:

- Det synes vi er synd. Vi vil gerne vise storheden i det, siger Charlotte Boje Andersen.

-  Det handler også om det autentiske. Her er faktisk de genstande, som har ligget uberørt af menneskehånd i 5000 år, inden de blev fundet, supplerer Jytte Nielsen.

Men stenalderen - og de øvrige tidsaldre - skal naturligvis også formidles på moderne vis, i billede, lyd og digitalt. De kommende museumsgæster vil således kunne opleve en model af en flintmine, og med bl.a. videoer bliver det anskueliggjort, hvordan stenalderfolket skaffede råmaterialerne til deres redskaber. 

Særudstilling med klima

Den forhistoriske afdeling ligger i kælderen under den relativt nye bygning, der blev opført som domicil for Global Wind Power. Ovenover vil nogle af de yngre museumsgæster kunne udfolde sig i et rummeligt lokale for museets skoletjeneste. Og på samme etage, men ud mod Jernbanegade, bliver der plads til særudstillinger i en del af den bygning, som oprindelig husede Thisted Dagblad.

Det er et ret lille rum, men til gengæld med en effektiv klimastyring, som gør det muligt at låne kunstværker fra andre museer. Men den slags udstillinger er kostbare, og særudstillingslokalet skal primært bruges til at vise dele af museets store samling, som normalt ikke bliver udstillet:

- Den første særudstilling kommer til at handle om museets historie. Og næste år, når Thisted har købstadsjubilæum, bliver der en udstilling for børn om købstæder, fortæller Charlotte Boje Andersen.

De nye museumsbygninger bindes sammen af en "kile", der er ved at blive etableret - og over hvilken flaget fra byggeriets rejsegilde for tiden vajer. I forgrunden er der blevet brudt hul i den markante stenmur mellem Jernbanegade og den gamle kirkegård. Her skal der etableres en ny trappe og et rampeforløb op til det gamle Thisted Museum. Foto: Bo Lehm

Thisteds købstadshistorie skal dog formidles med en helt ny udstilling på første sal i nabohuset, den gule bygning, hvor bl.a. forsikringsselskabet Alm. Brand tidligere har haft kontor. Her skal der i stueetagen være hovedindgang, lounge og museumsbutik.

De tre bygninger kommer desuden til at rumme en udstilling om vikingetid og middelalder. Og en, der skal fortælle egnens nyeste historie - fra 1970 og frem, fortæller Jytte Nielsen og Charlotte Boje Andersen, da vi har krydset Jernbanegade for at betragte de nye museumsbygninger fra plænen ved siden af byens gamle museum.

Herfra er der også et godt kig over til den "kile", der skal binde de tre bygninger sammen i første sals højde, udligne niveauforskelle og - sammen med elevatorer - sikre handicapvenlig adgang til alle dele af museet.

Nyt Thisted Museum
  • Det nye Thisted Museum indrettes på i alt 1600 kvm., fordelt på tre bygninger, som Museum Thy erhvervede for nogle år siden.
  • Købet var muligt takket være 12,5 mio. kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, der efterfølgende har givet 35 mio. kr. til renovering, ombygning og nyindretning. Desuden har Thisted Kommune bevilget fem mio. kr. til trafiksikring af Jernbanegade og en ny trappe- og stiforbindelse mellem det nye og det gamle Thisted Museum.
  • Projektet ventes dog, inklusive uforudsete udgifter, at koste omkring 62 mio. kr. Den resterende del finansieres af museets egne midler og lån.
  • Tømrerfirmaet M. C. Overgaard A/S, Thisted, har hovedentreprisen for byggeriet, der er projekteret af aarhusianske LOOP Architechts, mens en anden arkitekt, Johan Carlsson (JAC Studios), står for indretningen af det nye museum.

Tilgængelighed har hidtil været en af de helt store udfordringer for Thisted Museum. Men som en del af byggeprojektet sker der også noget med adgangsforholdene til det gamle museum. En stor bid af den karakteristiske stenmur mellem Jernbanegade og den gamle kirkegård er blevet brudt ned, og en ny trappe og et rampeforløb skal, sammen med en trafiksikring af Jernbanegade, skabe sammenhæng mellem det nye og det gamle museum.

Åbning sidst i juni

Bortset fra en facaderenovering er der dog i denne omgang ikke penge til istandsættelse af den gamle patriciervilla, der har været ramme om Thisted Museum siden 1940. 

Men både budget og tidsplan for det nye museum holder, fastslår Jytte Nielsen, som regner med at kunne invitere publikum indenfor i slutningen af juni. Den præcise dato for genåbningen er dog endnu ikke fastlagt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden