Farvet, smuk og sexet - men Josephine ville meget mere end chokere

TEATER

Thomas Markmann

Oh, Josephine

Det ikoniske foto af Josephine Baker, der iført bananskørt og perlekæde optræder i Dagmarteatrets sommerrevy i 1928, spiller ingen rolle i Teatergrads forestilling om besøgets indflydelse på den danske kulturkamp. Og det er fint, for bananerne symboliserer næsten det modsatte af, hvad Josephine Baker stod for, men til gengæld nok hvad hun var oppe imod.

Først og fremmest var hun præget af en barsk opvækst og brutale raceuroligheder i barndomsbyen St. Louis ved Mississippi. Herfra dansede og sang hun sig gennem verden med en på den tid sjældent set international gennemslagskraft.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

4

Previous Next

Den ville hun gerne bruge konstruktivt for at bekæmpe racisme og ulighed, men det var svært for verden at se bort fra det chokerende bananskørt.

I Danmark vakte hun selvfølgelig også opsigt, da hun kom flyvende ind i 1928. Den kulturradikale elites ideer om seksuel frigørelse og tolerance, kvinders rettigheder, racisme og social ulighed stødte sig på denne hvirvelvind af en kunstner, som ikke rigtigt kunne sættes i bås og som var i opposition til alverdens normer. Hun var kompromisløs i sin insisteren på at være i verden på sine egne betingelser og leflede ikke for nogen.

Ingen i den danske andedam kunne for alvor forstå Josephine. Hun omgikkes de kendte på den internationale scene, men kunne ikke gå ind på et hotel i sit oprindelige hjemland USA og købe sig en kop kaffe. Farvede ingen adgang

Josephine Baker nægtede at optræde for et raceadskilt publikum, og derfor flygtede hun ud af USA og bosatte sig i stedet i Paris.

Under 2. verdenskrig arbejdede hun for den franske modstandsbevægelse, noget, som Teatergrad opstiller som direkte modsætning til den bløde danske samarbejdspolitik, med kunsten som sværd, ligesom der trækkes tråde fra Josephines livslange kamp imod racisme til nutidens indvandrer- og flygtningepolitik. Er vi gået baglæns siden 30’erne, efter den korte frigørelsens tid efter krigen?

Teatergrad kommer med en vældig energi, en masse på hjerte, eminent dygtige sangere/musikere, og vil det hele på 75 minutter. Det er en umulig opgave at forene et så broget stykke verdenshistorie og en enestående usædvanlig skæbne med fortællingen om Danmark i 30’erne og frem til i dag. Ambitionen er at illustrere parallellerne mellem 1920’erne og vores samtid i 2020’erne, hvor postulatet er, at vi grundlæggende som samfund står i den lignende suppedas.

Det kommer Teatergrad ikke i mål. Vi kommer heller ikke i dybden med Josephines egne ideer og hvordan hun konkret arbejdede for, at alle uanset baggrund, race og tro kan leve i fredelig sameksistens. Baker ville realisere dette gennem adoption af 12 børn med vidt forskellig baggrund, og skabte hvad hun kaldte sin “rainbow tribe”, længe før den nuværende regnbuebevægelse så dagens lys.

Helheden forsvinder i forskellige småbidder, hvor portrætterne af de danske kulturpersoner – bl.a. forfatteren Agnes Henningsen, hendes søn PH, Lulu Ziegler, Kaj Munk og maleren Gerda Wegner – kommer til at fylde for meget i forestillingens stramme tidsramme, i forhold til den komplekse historie om Josephine.

Luise Kirsten Skov tegner lynhurtige portrætter af de danske kulturkoryfæer, og det fungerer på sin vis godt – men stjæler også Josephines shine

Teatergrad, Himmerlands Teater

Thomas Markmann: Oh, Josephine

Komponist og sangtekstforfatter: Marie Louise Von Bülow

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Medvirkende: Malou Takibo, Luise Kirsten Skov, Rolf Hansen, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller og Rolf Hansen

VIS MERE

Kabaretformen er dog velvalgt, ikke mindst fordi musikken og sangerne fungerer supergodt. Især Malou Takibo imponerer som Josephine. De enkelte sekvenser bindes sammen af værten på Adlon i København (Rolf Hansen), der slider og slæber for at få det hele til at give mening og gå op i en højere enhed. Det lykkes ikke 100 procent – men det er en kraftpræstation blot at prøve.