Festival går i kirke: - Vi er vilde med kontrasten
I år satser Alive Festival stærkt på udflugter - og flytter koncerter til helt nye omgivelser i Thisted Kirke

Første udgave af Alive Festival blev afholdt i 2009. Foto: Richo Lund Hald
THISTED: I år tager Alive Festival alternative koncertscener i brug. Det er nemlig ikke alle koncerter, der bliver afholdt under bøgetræerne i Christiansgave, når Alive Festival løber af stablen sidste weekend i juli.
Tre af årets koncerter er i år rykket indenfor i Thisted Kirke, fortæller Nicolai Demuth, kunstnerisk ansvarlig på Alive Festival:
- Vi vil gerne udfordre festivalformatets vante rammer og give vores gæster en stor oplevelse. Vi er så heldige, at vores festivalplads ligger få hundrede meter fra Thisted Kirke, som har et fantastisk kirkerum, hvor lyd og stemning er i særklasse, siger han og fortsætter:
- Kontrasten er stor fra at stå med en fadøl i hånden, klinet op ad andre gæster foran skovscenen i Christiansgave, til at sidde på bænkene under kirkerummets hvide hvælvinger, men det er netop styrken.
- Det er fantastisk at stå hundredvis af mennesker tæt sammen udenfor en sommeraften, hvor musikken er høj og øllene er kolde. Men det er ikke kun der, at store musikalske oplevelser sker. Kirkekoncerter rør os på en anden måde og giver gæsterne en helt anden, men lige så stor kulturoplevelse. Vi er vilde med kontrasten og er glade for at give vores gæster mulighed for at opleve begge formater, siger Nicolai Demuth.
Både fredag og lørdag under festivalen vil Alive og Thisted Kirke i samarbejde med Unges Møde Med Kunsten byde festivalgæsterne til koncert.
De tre kunstnere, som skal spille i kirken, er den danske jazzduo Bremer/McCoy og den danske producer og sangskriver Ydegirl, som bryder grænserne mellem pop, r&b og nordisk kammermusik og endelig Lucky Lo, der lige nu hitter stort med nummeret “Supercarry”.
Udflugter er også for de lokale
De tre kirkekoncerter er også åbne for lokale. For 75 kroner + gebyr kan lokale købe billet til koncerterne, hvor det for festivalgæster er gratis.
Intentionen er klar fra Alive Festival:
Der skal gives tilbage og forhåbentlig skabes mere liv og kultur i sommerens Thy.
- Vi har en klar intention om at give tilbage til det lokale Thy, som vi vokser ud af og er tæt forbundet med. Én ting er, at festivalgæster får lov at opleve det bedste af Thy - mange af dem for første gang - en anden er, at lokale får lov at opleve Thy på nye måder, som de ikke er vant til. Dét er kirkekoncerterne et godt eksempel på, ligesom vi laver gratis og åbne udflugter fredag i Vorupør og lørdag i Doverodde, som også er en invitation til alle lokale.
Udflugter fylder mere end nogensinde
Samtidig med offentliggørelsen af kirkekoncerterne præsenterer Alive Festival også de sidste fire udflugter i årets program:
Fredag er det ”En Dag Ved Havet”, hvor både festivalgæster lokale er inviteret til Vorupør. Her kan festivalgæsterne komme på surfskole, og den lokale virksomhed Strandet er vært ved en workshop om, hvordan du kan skabe en mere klimavenlig dagligdag.
Lørdag har Alive Festival i samarbejde med Statens Museum for Kunst og Doverodde Købmandsgård arrangeret ”Action-Picnic hos SMK Thy” i Sydthy. Gæster og lokale får her mulighed for at se SMK’s aktuelle udstilling, ro i kajak, rappelle, opleve og deltage i performancekunst.
Derudover præsenterer Alive Festival, i samarbejde med Restaurant Medvind og Museum Thy, en helt ny udflugt med Hanstholm som destination. Her skal gæsterne på byvandring i Hanstholm og filetere deres egen friskfangede fisk under kyndig vejledning fra kvinderne bag Restaurant Medvind. Turen afsluttes med en frokost i Medvinds restaurant.
Sidst men ikke mindst inviterer Alive Festival sammen med Thisted Bryghus på sanketur i Nationalpark Thy. Her skal der samles urter og planter som indgår i skabelsen af nogle af Thisted Bryghus mest velsmagende øl.
Derudover byder programmet, som tidligere offentliggjort, på festivalåbning på Thisted Bryghus, Bondegårdsfrokost og Whiskysmagning hos Thy Whisky og endelig Den Thy’ske Eventyrtombola, der inviterer gæster ud på små, overraskende og intime eventyr i hele Thy.
Torsdag aften stiger billetprisen til årets Alive-oplevelse, oplyser festivalen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.