Festivalgæster måtte hentes med ambulance: - Sol og mange mennesker er en farlig cocktail

Der var travlhed hos festivalens samaritter frem til lørdag aften

Kim Lindegaard er vagtleder for samaritterne på Thy Rock. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Kim Lindegaard er vagtleder for samaritterne på Thy Rock. Foto: Bo Lehm

THISTED:At solen og varmen på dette års Thy Rock har været hård ved publikum kan samaritterne skrive under på.

Fra fredag frem til lørdag eftermiddag har de hårde forhold betydet, at flere gæster måtte hentes med ambulance for at blive kørt på sygehuset. Det fortæller vagtleder for samaritterne Kim Lindegaard.

- I går (fredag, red.) havde vi rigtig travlt, og vi havde flere kørsler med ambulance til forskellige episoder. I dag er vi startet lidt mere stille ud, men vi har alligevel haft meget at lave. Der har været knap så mange kørsler og det er dejligt, at det nu er blevet overskyet, for det har lagt lidt en dæmper på. Den hårde sol og de mange mennesker er en farlig cocktail, fortæller vagtlederen.

De fleste gæster, der har været omkring samaritterne, har været ofre for netop den kombination, men derudover har teltet også behandlet småskrammer:

- Vi har set en del forvridninger, fald og skrammer, som vi plejer at se, men mest følger af den hårde varme og for lidt væske - af den rigtige slags, tilføjer Kim Lindegaard.

I den anden grøft har der været tale om ganske alvorlige tilfælde:

- Vi har haft nogle, der har været truet på deres helbred, siger han.

Fornemmelsen af lørdag aften er, at det bliver en stille og rolig aften, efter temperaturerne er dalet og skyer er trukket ind over pladsen.

- Men vi er opgraderet til, at vi kan klare det værste tryk, så det skal nok gå. Jeg er ikke urolig, siger han og tilføjer:

- Folk skal huske at få noget vand og noget fast føde. Så skal det nok gå.

Alberte Mehl måtte tilses af samaritterne, da hun havde slået sin arm til en koncert. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Alberte Mehl måtte tilses af samaritterne, da hun havde slået sin arm til en koncert. Foto: Bo Lehm

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.