"Os, der lever"

Det er - i den virkelige verden lige nu - konfirmationstid. Dermed er det også tid til lange og kedelige taler fra gamle onkler om alt og intet.

Sådan er det også i "Os, der lever", hvor en lille flok gæster er samlet til konfirmationsfest i forsamlingshuset.

Her rejser Niels Hausgaard, vendelbo par excellence, sig op for at holde tale for den spændte konfirmand. Der er bare én afgørende forskel fra virkelighedens verden.

For nok er den tale, Niels Hausgaard skal til at påbegynde, meget lang. Halvanden time. Og nok handler den om alt og intet. Men den er ikke kedelig. Langt fra.

For Niels Hausgaard vil fortælle ikke bare én, men flere historier om et lille folk mod nord.

Væk fra alfarvej

Herfra udfolder "Os, der lever" sig så over den næste halvanden time. Dokumentaren om Vendsyssel, som folkene bag selv sælger som et filmisk digt.

Fortællingerne kredser om den rå natur og de stille eksistenser, der lever side om side med den. Tilsammen danner fortællingerne en mosaik, der viser Vendsyssel og vendelboerne. Det er ikke nødvendigvis en fuldstændig eller fyldestgørende mosaik, men det er heller ikke pointen.

Filmen tager os nemlig lidt væk fra alfarvej, derhen hvor blikket, danskernes, mediernes, vores eget, ikke falder så ofte.

Her er markveje, gylletanke, græssende køer, forsamlingshuse, dialekt, tomme minkbure, kukkende gøge, ravjægere på stranden, Vendelbrog, vindblæste træer i vandret stilling.

Vi er til enkebal, hvor John og Peter - de to værste banditter, de kunne have hyret - spiller op. Samtalerne foregår på dialekt, og dansetrinene er hverken forbudte eller til topkarakter i Vild med Dans.

Vi møder de to unge drenge på stranden, der ikke rigtig kan få knallerten til at lave donuts i sandet. Så de sætter sig i klitterne, og kigger på kageopskrifter i stedet for. Det er ungdommen, som vi ellers sjældent får den at se. Legende, søgende, drømmende.

Sådan fortsætter de små portrætter af vendelboerne. Hele vejen igennem med blik for små, sigende detaljer, der tegner personerne mere end deres ord.

Naturens kræfter

Naturen fylder særligt meget. Bjertagende billeder af bølge efter bølge, der skyller ind over kysten. Det Vesterhav vi måske tager for givet, men som i mere end én forstand har formet store dele af vores landsdel.

Men i "Os, der lever" tager man det ikke forgivet. Her er havet foreviget med fornemt blik for farver, lyde, bevægelser og dynamik. En poetisk påmindelse om den rå natur, der banker ind over os, og om det vilkår, filmen skildrer - at naturen, tiden og tilværelsen går sin gang.

"Heldige er de, der vokser op ved havet. Horisonten sætter sig i sindet. Den anes i deres blik resten af livet," lyder det fra fortælleren Niels Hausgaard.

Kan det virke lidt klichefyldt? Lidt karikeret? Måske. Men så alligevel ikke. For ingen kan stå ved Vesterhavet og blive blæst igennem af vestenvinden med sandet i øjnene, saltet på læberne og suset i ørerne uden at mærke naturens kræfter. Det er indlysende, når man står der, at disse naturkræfter selvfølgelig har formet både naturen og kulturen gennem århundreder.

Forgængeligt

Murer-Kjeld fylder naturligvis, fristes man til at skrive, også en hel del i filmen. Niels Hausgaard indleder fortællingen om manden og fyret, Murer Kjeld og Rubjerg Knude Fyr, med at sige, at det er den slags fortællinger, der vil overleve og blive overleveret gennem generationer.

Det er sandt, men der føjes en ny dimension til fortællingen, da Murer-Kjeld tegner sine initialer i sandet på toppen af Rubjerg Knude Fyr. Det er simpelt, fint, smukt og ikke mindst forgængeligt.

For nok vil historien om fyret og manden blive fortalt i generationer, men en dag vil Murer-Kjeld - ligesom alle andre, der tegner Vendsyssel - være borte med blæsten, som hans initialer på toppen af fyret. Tilbage står ikke andet end fortællingerne.

Tempoet i bund

Tempoet i filmen er fuldstændigt fraværende. Det vil utvivlsomt genere nogle seere, men der er heller ingen tvivl om, at det er et bevidst kunstnerisk valg. Her er ingen hurtige sceneskift eller hastigt fremskridende handling.

Tålmodighed er en dyd, som når vi er med, når tre ældre damer sidder og knipler. De prikker spydigt og kærligt til hinanden, mens hænderne med årtiers rutine i fingrene rykker rundt på tråde, nåle og pinde.

Mønstrene tager deres form, som de skal - på trods af småfejl undervejs - og imens diskuteres der, om Vendelboposten mon bliver omdelt efter buddets eget behov eller om den decideret bliver smidt i skraldespanden i stedet for.

Det er et modigt valg at sætte farten helt ned. Jeg bifalder det, og nød tempoet hele vejen igennem. Har jeg brug for tempo - hvad jeg personligt sjældent har - kan jeg sikkert finde en amerikansk serie på en streamingtjeneste.

Selvironi

Der bliver heldigvis også prikket hul i selvopfattelsen, der i halvanden times komprimeret fejring og markering af Vendsyssels særegenhed nok kan virke noget selvhøjtidelig og indbildsk på mange.

Som når Hausgaard fortæller om Vendelbrog, Vendsyssels eget (uofficielle) flag, der som et af få flag i verden aldrig kommer til at koste blod - for det er lavet som pynt til Hjørrings gader i 1976, for så kunne man "sælge krimskrams til turister."

Det har fundet vej til manges hjerter, bedyrer Hausgaard, mens kvindestemmer fortæller om stoltheden over flaget til lyden af pompøs marchmusik.

Filmen klipper fra et storslået billede af et blafrende Vendelbrog i modlys til en modløs gadescene fra en slidt provinsby, hvor Vendelbrog hænger lodret fra en lidt skæv og noget lille flagstang.

En kærkommen selvironiseren fra filmskabernes side af.

Flere unge

Mens der er nogle få unge mennesker med i fortællingen, så synes jeg, at de fylder for lidt. Måske er det min egen alder, der påvirker den opfattelse.

Men jeg gad godt at have hørt fra tømrerlærlingen eller landmandseleven. Fra den håbefulde unge fisker i Hirtshals eller den spændte hjørringenser, der skal til at flytte til Aalborg for at studere.

Hvem som helst. Det er faktisk underordnet, hvem man havde fået fat i. De unge mennesker i "Os, der lever" leverer bare en fin og nødvendig modvægt til de ældre medvirkendes ofte bagudskuende verdensbillede.

Det havde måske været særligt sjovt at se lidt mere samspil mellem ældre og yngre. Der er en snert af det hist og her, men så heller ikke mere.

Der kan sagtens være vægtige kreative argumenter for, at man har undladt at have flere unge mennesker med. Jeg tror dog ikke, at filmen havde lidt ved det - tværtimod.

Almindeligheder fra en tid og en egn

Mod slutningen af filmen sættes der fokus på en af Vendsyssels andre helte. Og her finder vi også min opsummering af "Os, der lever".

"Det er kærligt malede almindeligheder, hentet fra en tid og en egn," siger Hausgaard om Poul Anker Bechs berømte malerier.

Film

Os, der lever

Instr.: Anne Svejgård Lund

2023

88 min.

Biografaktuel flere steder, se www.duneproductions.dk

Sådan er "Os, der lever". Det er kærligt filmede almindeligheder, hentet fra en tid og en egn.

Ligesom med Poul Anker Bechs malerier er der i "Os, der lever" nok en snært af vemod - for tiden går, og ikke alt forbliver det samme. Men det kammer aldrig over i intetsigende nostalgi.

Kultur

Niels Hausgaard og Murer-Kjeld medvirker i ny nordjysk film, der sprænger flere rammer

For min skyld kan "Os, der lever" sagtens indtage en plads ved siden af Poul Anker Bechs værker. Jeg måtte flere gange undervejs minde mig selv om at trække vejret. Simpelthen fordi de kærlige og sirlige portrætter var så indtagende, at jeg blev opslugt. Ja, nærmest rørt. Filmen er et enestående portræt af Vendsyssel.