Kunstanmeldelse

Flot genåbning på Kunsten: Stor fortælling om samfund, sex og magt

Uanset ens køn og status i magthierarkiet er der meget at hente der i kælderens mørke

Kunstneren arbejder i grå/sort/hvide farver og skaber store tegninger, der trækker os ind i et alternativt univers, der både kan være fortid og fremtid.

Kunstneren arbejder i grå/sort/hvide farver og skaber store tegninger, der trækker os ind i et alternativt univers, der både kan være fortid og fremtid.

KUNSTUDSTILLING: Toyin Ojih Odutola – Modvægtens teori

Kan en hvid mand, langt over de 50, anmelde denne udstilling?

Et spørgsmål man må stille sig midt i kælderens mørke, fyldt med kæmpestore tegninger og en fortælling om magten mellem racer og køn. Alt sammen omringet af et fascinerende lydbillede, for det handler om køn og magt og især en omfalkatring af det samfund, vi kender i dag.

Det er en kritik af de bestående magtforhold og den konventionelle idé om historie, køn og seksuelle relationer, som man som hvid mand kan komme til at repræsentere, men det er også et håb, der runger der i mørket. Og når jeg så alligevel tillader mig det, så er det fordi ud over dette, så er det også en meget sanselig udstilling, som kan få selv den mest forhærdede hvide mand på 50 plus til både at se og indse noget. Og det sker, fordi der er så meget på spil, at man afvæbnes, og den store sanselighed i den episke fortælling berører og bevæger. Jeg vover pelsen.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kunstneren arbejder i grå/sort/hvide farver og skaber store tegninger, der trækker os ind i et alternativt univers, der både kan være fortid og fremtid. Og hver tegning kan ses som kapitler i en bog. Her er det kapitel 1: 1, ”Establishing the Plot from A Countervailing Theory” (2019). Foto: Toyin Ojih Odutola troels laursen

Toyin Ojih Odutola (f. 1985) er en nigeriansk-amerikansk kunstner, der siden sin afgang fra California College of the Arts i 2012 stort set udelukkende har tegnet. Hendes praksis er nærmest utraditionelt forankret i maksimalt figurative billeder: blyant, pastel, blæk, kuglepen på papir, men til dette projekt har hun især tegnet med kridt og kul og gouache på store, sorte tavlelignende plader, så billederne ligner en slags sære negativer.

De omkring 40 værker er nye og skildrer en fortælling, der både er en fjern fortid og en nær fremtid, beliggende i et surrealistisk landskab, der er inspireret af klippeformationerne i Plateau State i det centrale Nigeria, som kunstnerens hjemland. Det hele er sat i scene som en arkæologisk rejse, og de kvindelige krigere, amazonerne i den græske mytologi, kommer ind i ens tankerække.

I den klassiske oldtids sagnhistorie fik Troja i krigen mod grækerne hjælp af amazonerne, og disse kvindelige krigere var berømte for deres mod. Det hed sig, at de skar deres venstre bryst af, fordi det generede bueskydningen. Denne effektivitet ses i disse kvindelige herskere, hvor manden er skildret som en slags menneske, der næsten med en syning i den læderagtige hud er slaven og den, der går i minen og skaber livsgrundlaget for den herskende kvindelige magtelite.

Vi får fortalt, at sex kun må ske mellem samme race og køn. Kunstneren arbejder i grå/sort/hvide farver og skaber store tegninger, der trækker os ind i et alternativt univers, der både kan være fortid og fremtid. Hver tegning kan ses som kapitler i en bog. Og denne episke fortælling ruller sig så frem for en, som man går rundt der i mørket, og hvor der kun er lys på værkerne.

Det er ikke på den måde en umiddelbar udstilling, man lige går til, og desværre er den tekst, der er, på engelsk, og det kan virke som en forhindring i at få det hele med, men for den, der har tålmodigheden, er der meget at finde.

Det hele er en slags skabelsesberetning om en fiktiv stamme og et arkæologisk og antropologisk studie af dens kultur, og landskaberne ser næsten velkendte ud i deres uvirkelighed, ligesom folket, der bebor dem, næsten ligner mennesker. Det står hurtigt klart, at Ojih Odutolas omfattende historieskrivning og hendes etablering af nye myter er en splintring af det monolitagtige verdensbillede, som stadig dominerer tænkningen i vores del af verden. Modvægtens teorier er den slags totalinstallation, der nærmest fjerner bevidstheden om, at et rum kan rumme andet end netop disse billeder, objekter, fornemmelser.

Til udstillingen har Peter Adjaye eksklusivt skabt en intens lydside, der med lyden af vanddråber og klange fra bækkener og trommer gør oplevelsen flerdimensionel og ekstra sanselig. Og uanset ens køn og status i magthierarkiet er der meget at hente der i kælderens mørke. Både som en modvægt og til provokation og til perspektivering af ens eget liv og vores fælles fremtid.

En flot genåbning af museet efter en lang nedlukning.

Toyin Ojih Odutola – Modvægtens teori

Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg, genåbner onsdag 21. april efter coronanedlukning

Indtil 30. maj

Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.