Tag med til landet, hvor kvinder hersker over mænd

Forestil dig et land, hvor kvinderne hersker over mændene. Hvor du kun må danne par med en af samme køn, og hvor ingen sætter spørgsmålstegn ved dette hierarki, som du bliver konfronteret med, fra du åbner øjnene første gang.

Hvis ellers du kunne få adgang til Kunsten - Museum of modern Art, ville den 36-årige nigeriansk-amerikanske kunstner, Toyin Ojih Odutola, tage dig med til dette land - ind i en fortidig civilisation, der dukker op ved en arkæologisk udgravning i Nigeria.

I store smukke tegninger - hvidt kul på sort baggrund - illustrerer Odutola en skabelsesberetning, hvor kroppe bliver til i surrealistiske landskaber, inspireret af klippeformationer i Nigeria.

Udstillingen, der består af 40 værker på papir, lærred og træ, er tænkt som en totalinstallation med vægge, der bliver mørkere undervejs, og lydbilleder skabt af kunstner Peter Adjaye, som gør oplevelsen flerdimensionel og giver den en nærmest filmisk karakter. Foto: Niels Fabæk

Titel: 'A Parting Gift: Hers and Hers, Only'. Foto: Jack Shainman Gallery, New York

'To be chosen and not known'. Foto: Jack Shainman Gallery, New York

Hun portrætterer dagliglivet, hvor kvindelige krigere, der aldrig sætter spørgsmålstegn ved deres ret til at herske, har skabt mænd til at arbejde for sig i miner og dyrke mad. Hun skildrer mandlige arbejdere, der til enhver tid kan erstattes, selv om de udgør en langt større flok end deres herskere, og som lever i frygt.

Og hun viser, hvordan en drift mod at bryde med systemet alligevel lurer hos både hersker og den slavegjorte. Noget der på en gang truer det bestående samfund og varsler muligheden for en ny fremtid.

Udgravningen af en fortidig civilisation i Nigeria er faktisk virkelig, og syret nok er Toyin Ojih Odutolas version - på trods af sin fantastiske realisme - tættere på virkelighedens fortidige civilisation, end den, der blev præsenteret under fundet i 1910. Her tilskrev en tysk arkæolog fejlagtigt messingstatuerne til 'Grækere fra Atlantis', fordi han 'ikke kunne forestille sig, at nigerianere havde mentale evner til at skabe sådanne anatomisk korrekte og smukke genstande'.

En racisme Toyin Ojih Odutola selv mødte, da hun flyttede fra Nigeria til USA som fem-årig, og folk omkring hende gik ud fra, at hendes far var ufaglært, selv om han underviste på universitetet i kemi.

Toyin Ojih Odutola kom i 2012 på Forbes Magazines liste over de 30 mest bemærkelsesværdige mennesker under 30 år i kategorien "Art & Style." Hun har de seneste år blandt andet udstillet på Whitney Museum of American Art i New York og på Manifesta biennalen og Venice Biennalen i Italien. Hun arbejder til daglig i New York. Foto: Beth Wilkinson

Odutolas udstilling er en kommentar til fortiden, og hun indtager selv rollen som arkæolog. Og ud af hendes sind vokser et hierarkisk samfund - med et velkendt magtsystem - tydeliggjort ved at verden, som vi kender den, er vendt på hovedet - og en kærlighedshistorie, præsenteret under titlen 'Modvægtens teori'.

Sorte kunstnere bag årets bedste udstillinger

Sorte mennesker har tidligere ikke fyldt meget i historieskrivningen, på kunstscenen eller i populærkulturen, men noget er ved at ændre sig.

For eksempel er tegneseriesuccessen Black Panther om en afrikansk prins, der bliver til en superheltekonge, blevet filmatiseret med sorte skuespillere, sorte tekstforfattere bag roret og sorte kostumedesignere. Superstjernerne Beyonce, Rihanna og Janelle Monáe optræder i metalbelagte fremtidsuniformer drysset med afrikansk funklende folklore.

Og også på biennaler ser vi flere afroamerikanske kunstnere end tidligere, fortæller kurator og kunstfaglig chef på Kunsten, Stinna Toft, der har fået udstillingen med Toyin Ojih Odutola til Aalborg.

- Der er lige nu mange sorte kunstnere, og det boomer virkelig med nye navne, heriblandt Toyin Ojih Odutola. Hun indgår fx i HBOs dokumentar ”Black Art - In the absence of art”, der også viser, hvordan sorte kunstnere bliver genopdaget i dag – som for eksempel Betye Saar og Faith Ringgold. Der er kommet et blik for, at der er nogen, der er blevet overset, ligesom det tidligere har været tilfældet med kvindekønnet. At kunsthistorien i høj grad er skrevet af hvide, heteroseksuelle mænd. Noget kunst kommer måske lidt ukritisk med, fordi ’sort kunst’ bare et hot, men nogle af de bedste bidrag på biennalerne kommer i disse år fra sorte kunstnere rundt i verden, siger Stinna Toft, der fastslår, at det ikke bunder i et ønske om at sætte flueben ved en lige fordeling af kunstnere ud fra køn og hudfarve fra kuratorernes side.

- Det handler ikke om repræsentation, men et ønske om at præsentere en ny udvikling, så vi sanseligt kan erfare det i stedet for hele tiden at tale om, hvordan vi ser på hinanden, for det kan hurtigt blive meget teoretisk, kedsommeligt og politisk korrekt. I kunsten serveres temaerne med saft og kraft, siger Stinna Toft og peger ud i udstillingen i Kunsten, der er sat op som en totalinstallation med malerier og et lydbillede, der stiger i intensitet, som fortællingen skrider frem.

Ifølge Stinna Toft beskæftiger mange af de aktuelle sorte kunstnere sig med identitetspolitiske temaer som hudfarve og seksualitet. Også Toyin Ojih Odutolas skriver sig ind i de temaer, der fylder lige nu med Black Lives Matter bevægelsen. Hendes fortælling tager dog ikke afsæt i samtiden.

Hendes billeder af de sorte kvindelige herskere peger på en gang tilbage og frem i tiden i den traditionelle afbildning af magt - dog med omvendt magtforhold mellem kønnene. Og så er der science fiction-elementer som kunstigt skabte mennesker og anderledes formede kranier.

Det er elementer, der nærmest peger i retning af det, der er kendt som afrofuturisme.

'Mating Ritual'. Foto: Jack Shainman Gallery, New York

Engle fra det ydre rum

En grundpille i afrofuturismen handler om at se på- og forstå historien fra andre perspektiver, end vi er vant til fra historiebøgerne, der ligesom kunsthistorien primært er skrevet af hvide heteroseksuelle mænd. Udover at revidere og genoverveje fortidens historiske begivenheder, er fejring af sort kultur og fremtiden for kunst og videnskab et afrofuturistisk kendetegn - ofte med science fiction som ramme. Ideologien er formet af generationer af kunstnere, musikere, lærde og aktivister, som vil redefinere ”sorthed” i kulturen. Tænkningen går langt tilbage og tager mange former.

Blandt andet bliver jazzmusikeren Sun Ra fra slutningen af 1950erne set som en af afrofuturismens pionerer. Sun Ra var musiker, komponist, filosof og digter, kastede tidligt sit "slavenavn" (Herman Poole Blount) fra sig og hævdede at være en engel fra planeten Saturn og at have besøgt Jupiter - han så mennesket som en fejlslået art. Han bar gammeldags ægyptisk tøj og fremtidsagtige hovedbeklædninger og mente, at en afrofuturistisk lyd - fremtidens lyd - er en fusion af jazz, soul, funk, hiphop og elektronisk musik.

En anden kunstner, der tager afsæt i historien, hvorefter han laver nye fortællinger, er musikeren og forfatteren James Stinson. Han har arbejdet ud fra en mytologi om, at de gravide slavekvinder, der blev smidt over bord fra slaveskibene, fødte deres børn under vand. Børn der aldrig behøvede ilt, og hvis efterkommere færdes blandt os i dag som mere avancerede væsener end os, der laver mærkelig musik.

Kunstneren og musikeren Rammellzee med en af sine masker på Grand Palais, Paris, 2009.

Janelle Monáes seneste album 'Dirty Computer' er den sidste del af hendes fortælling om androiden Cindi Mayweather, der kæmper for at redde mennesker og androider fra undertrykkerne i den hemmelige loge, The Great Divide, og hendes tekster cirkler om kunstige kroppe og intelligenser - og om kvindekroppen og Amerika som noget, der skal genvindes. Foto fra Youtube

Grafittikunstneren og rapperen Rammellzee’s (1960 - 2010) robotdragt, som han bar på scenen, kan på en gang ses som en kommentar på afroamerikanerens placering i det amerikanske samfund (underlagt den hvide mands kapitalisme) og som forsøg på at bevæbne selvsamme afroamerikaner med en måde at undslippe sin tildelte skæbne på.

Der er også rapperen Dr. Octagon, der i sine tekster er i stand til at rejse frem og tilbage mellem Jorden og det ydre rum gennem en telefax-maskine, og hvis univers rummer alt fra afrikansk voodoo til robotsprog.

Og så er der vores tids verdensstjerne Janelle Monáe, der arbejder med idéer om tidsrejser og en profeti om en cyborg-messias, der vil forene hele verden, og som arbejder under alter egoet Android 57821.

Ligesom traditionel science fiction fortæller afrofuturisme os historien om det samfund, der omgiver os, ved at tegne et billede af en alternativ fremtid. Robotterne (androiderne) afspejler den andethed, der ligger i ikke at have hvid hud i et samfund, hvis hele historie bliver fortalt af hvide.

Hvorfor maler du så vredt?

Også Toyin Ojih Odutolas kunst handler om behovet for at skabe nye fortællinger - hun skaber helt konkret en ny myte om en forgangen nigeriansk civilisation.

Odutola mener ikke, at man kan være upolitisk som kunstner. Er man det, er det et hvidt privilegie. Alt, man som farvet kunstner gør i verden, vil blive tolket politisk, om man så maler en blomst, vil nogen spørge, hvorfor man maler den så vredt, fortæller hun i et interview i Forbes Magazine i 2016, hvor hun opfordrer folk til at udfordre deres opfattelse af hudfarve.

Af samme grund har hun tidligere skabt portrætter af to rige aristokratiske nigerianske familier, hvor hun i strålende farver kæler for hver detalje i deres luksuriøse omgivelser og omhyggeligt skildrer alle nuancer i deres hud.

- Sort bliver ofte behandlet som noget kontroversielt. I det øjeblik, du skildrer sort, bliver du devalueret, siger hun i interviewet i Forbes, hvor hun også forholder sig til risikoen for at blive placeret i en kasse som "sort kunstner".

- Jeg bliver altid spurgt, om jeg prøver at repræsentere sorthed, og når du prøver at skabe din egen [kunstneriske] verden, er der ingen måde, du vil være komfortabel med det spørgsmål, siger hun her og følger op med en konstatering af, at selvom der er behov for tvetydighed i kunst, har hun brug en vis styring af den historie, hun fortæller, så der ikke er frit slag for fortolkning.

Det gør hun ved at gøre den dybt personlig og magisk, vurderer Stinna Toft.

- Toyin Ojih Odutola har skabt sin egen myte, og det, der gør hende særlig, er hendes evne til historiefortælling. Hun har selv beskrevet, hvordan tegningerne tager hinanden, at hun selv blev ført længere og længere ind i et andet univers undervejs. Hun startede ud med en streg, der blev til et landskab, og derudfra opstod kroppe og to klasser. Det er nærmest som at træde ind i et stykke litteratur – et stykke magisk realisme, hvor hun med håndværk og stor sanselighed lader dig komme tæt på menneskene. Lider du af hudsult, er dette et sted at blive mættet.

Udstillingen på Kunsten er den første af Toyin Ojih Odutola i Norden. Den kan opleves, fra Kunsten åbner igen frem til 30. maj, hvor den fortsætter til Hirschhorn Museum i Washington DC.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2

Previous Next