Første stop på ferien var køresyge ved Aarhus Syd - men den blev heldigvis hurtigt kureret med en pille
Bilferie med mindre børn kan være udfordrende på flere måder – men er også fleksibel og afvekslende, mener Anna Duedahl Christensen
Opdateret kl. 15:29
- Vores datter kastede op allerede ved Aarhus Syd, fortæller Anna Duedahl Christensen om starten på familiens kørselvferie til Toscana. Men bortset fra det gik det over al forventning. Heldigvis blev køresygen hurtigt kureret med en pille imod transportsyge.
- Det var lidt spændende, for det er første gang, vi har kørt så langt med børnene. Men vi har sørget for at tage den med ro. Holde nogle pauser og tage en overnatning. Når man kører selv, bliver turen meget fleksibel.
Vi har spurgt en række nordjyder om tre ord eller ting, der karakteriserer deres sommer. I dag Anna Duedahl, der har valgt sol, samvær og kultur.
Anna Duedahl Christensen er jurist og leder i Motorstyrelsen for Klager og bindende svar. Har godt 15.000 følgere på sin Instagram med fokus på boligindretning, madlavning og renovering af familiens 117 år gamle hus i Hasseris. Gift med regionsrådsformand Mads Duedahl. Parret har børnene Isabella på syv og Alexander på fire.
- Vi er på jagt efter solen og varmen, som der ikke har været så meget af hjemme denne sommer. Vi kan alle sammen lide at bade, især vores datter elsker at svømme, så det har vi også haft fokus på i forhold til, hvor vi skulle og hvordan vi skulle bo i ferien.
Turen er nøje planlagt på forhånd, og der er booket overnatninger hjemmefra.
- Alle de steder, vi skal bo, har pool. Men børnene er også så store nu, at vi kan gå et skridt videre fra at sætte os ind i et fly til Spanien med all inclusive!
Toscana har meget at byde på, så det bliver både ferie ved havet, bondegårdsferie på italiensk og kulturelle oplevelser. Så selvom det hele ikke skal gå op i museer og kulturhistorie, er både det skæve tårn i Pisa, Firenze og Verona og en vingård på programmet.
Et af de steder, familien har valgt at bo, er på en gammel borg syd for Firenze, og familien har også valgt at bo ude på landet under Agriturismo, et projekt, der med støtte fra EU giver mindre landmænd mulighed for at udvikle, hvad vi herhjemme kalder bondegårdsferie og bed & breakfast.
- Det, at vi har bilen med giver os mere frihed, i stedet for at man rejser ned og bor fast på ét sted med all inclusive, siger Anna Duedahl Christensen, der håber, at det er en ferieform, der tiltaler alle familiens medlemmer med muligheden for at opleve nye omgivelser og også være spontane.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.