Musikfestival

For 25 år siden indviede Tørfisk og Blå Øjne scenen: Nu ser plakaten noget anderledes ud

Næste sommer kan VesterhavsRock fejre 25 års fødselsdag

Lørdag aften til dette års VesterhavsRock åbnede himlen for de helt store sluser over Dyrskuepladsen i Fjerritslev. 
Lørdag aften til dette års VesterhavsRock åbnede himlen for de helt store sluser over Dyrskuepladsen i Fjerritslev.  Arkivfoto: Martin Damgård

Regn kan ikke holde hanboerne tilbage, når der er dømt fest - i hvert fald ikke når det gælder byfesten, der udviklede sig til en festival: VesterhavsRock.

- Vi er rigtigt, rigtigt glade for at vi nåede samme omsætning som sidste år på trods af det dårlige vejr, det fortæller festivalens formand Søren Mortensen.

3700 mennesker gæstede Dyrskuepladsen og bøgeskoven i Fjerritslev lørdag, mens fredag også var velbesøgt.

- Der kom 1400 gæster, så det er faktisk bedre end sidste år, hvor vi første gang havde fredagen med og lavede en to-dages musikfest. Så fredag er kommet for at blive.

Næste år kan VesterhavsRock fejre 25 års jubilæum og selvom programmet endnu ikke er på plads, lover formanden, at det bliver med et brag af en fødselsdagsfest.

- Jeg vil ikke sige, at det bliver større, men vi lægger os i selen for at finde et rigtigt godt musikprogram. 

Store stjerner

Da eventet første gang stillede den helt store scene frem i 1999 var det med Cahir, MetPek, Blå Øjne, Tørfisk, Sweethearts, Peter og de andre kopier, Henning Stærk og Crispy på plakaten.

Mixet af klassikere og årets ørehængere er bevaret, men programmet er udvidet en del de sidste to år, hvor der er kommet endnu en scene til, og hvor der er musik i højtalerne i to dage.

I år var der således helt store stjerner som Jonah Blacksmith, Christopher og Gobs forbi Fjerritslev. De frivillige bag kigger allerede på næste års lineup, men har ikke skrevet under med nogen endnu.

- Men den skal da have et ordentligt spark, lover formanden.

VesterhavsRock åbner for billetsalget 6. oktober, hvor der er såkaldt early-bird-weekend med rabat.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden