Sådan skriver de tre redaktører Lasse Horne Kjældgaard, Johannes Riis og Jens Smærup Sørensen, der står bag ”Toppen af Danmark” – bogen, der rummer bidrag fra 38 forfattere, kritikere og forskere, der alle er født (eller opvokset) i Nordjylland. 

Og bogen inspirerer. Det gør den. 

Det er så inspirerende, interessant, læseværdigt, muntert, oplysende, opmuntrende, mangfoldigt og overraskende. 

Det er personlige og subjektive ”litteraturhistorier”, der fortælles. Det er hverken systematisk eller lagt i en fælles ramme. Det er herligt. 

Det er 38 vidt forskellige stemmer, der kommer til orde, og de har fået lov til at skrive, så man kan høre såvel deres egen stemme som den eller de forfattere fra fortiden eller nutiden, som de er inspireret af. 

Forfatterne spænder vidt, men de er i bogen inddelt i fire kapitler: Vendsyssel og Hanherred, Himmerland, Hardsyssel, Thy, Mors og Salling og så er der et kapitel med Aalborg.

Forsidebilledet på denne helt igennem nordjyske bog er (naturligvis, kunne det være anderledes) en gengivelse af et Poul Anker Bech-maleri: ”Himmelporten”. Et klassisk Poul Anker Bech-maleri: Der ligger noget konkret strandingsgods i forgrunden, bølgerne giver horisonten et skumsprøjt ind over læseren, og så går skyerne på himlen fra mørkt til lyst-lyst. Der er en fjern verden, der kun kan anes her fra beskuerens strandkant.

Sådan er det, når man læser god litteratur: Der er en konkret handling, der er et konkret miljø med mennesker, skæbner, ulykker og glæder, men bag den konkrete verden ligger alt det, man ikke har ord for,  og netop derfor må man digte herom. 

Lotte Kaae Andersen, en af forfatterne her i bogen, forklarer det kort og godt: ”De vigtigste ting ligger i luften, og der ligger de godt.” 

Thomas Korsgaard, forfatteren fra Skive-egnen, siger det også: ”En af litteraturens fornemmeste opgaver er at sætte ord på noget, som sjældent bliver det. Det, der ikke kan placeres i et læserbrev, en journalistisk artikel, en afhandling, fordi det er følelser, fornemmelser, stemninger og atmosfærer. Det, som kun lader sig gøre at indfange i kunstneriske former. De usynlige liv og strukturer, som findes i vores samfund. Det og dem, der undslipper, overses, undgås. De usynlige steder.”

Der er mange citater fra de respektive forfattere, jeg har lyst til at fremhæve. Alt for mange på denne korte plads, men her er nogle få nedslag.

Ove Korsgaard skriver om forfatteren Erik Aalbæk Jensen, der (og det er jo ikke ellers en by, der er kendt i litteraturen) kom fra Lendum mellem Hjørring og Frederikshavn. Korsgaard fortæller personligt om sit møde (og familieskab) med digterpræsten, der skrev ”Perleporten” og ”Kridtstregen” (og meget andet) med afsæt i Anden Verdenskrig. Hanne-Vibeke Holst skriver om sin far Knud Holst. Digteren, der slog igennem og senere slog sig på flasken.

Charlotte Rørth, journalist og forfatter, skriver om mødet med Knud Erik Pedersen, forfatteren til historierne om Esben i ”Puslingelandet”: ”Jeg læste hans første bog om Esben, første gang jeg som københavnertøs var blevet rykket et par år til Thy som teenager i 1978 og fra kvistværelset med udsigt over Limfjorden fik øje på noget, jeg først mange år senere så klart, men allerede dengang havde i mig som dét, han senere den junidag navngav som grundfjeldet.”

Kim Blæsbjerg fra Lemvig skriver (som flere andre) om digteren Thøger Larsen: ”Men digtene virkede sande. Alt, hvad han skrev i dem, var ægte, så vidt jeg kunne se. Fordi de byggede på følelser, og følelserne var lige så sande som den natur, han elskede at gå rundt i? Det var det, jeg tog med mig fra Jord og bøgerne om Thøger Larsen. At det var muligt at skrive noget, som var rigtigt, som var ægte, selvom man følte sig falsk.”

Carsten Jensen, der også er født i Aalborg, skriver om Jakob Ejersbo og den energi og det livssyn, der præger personerne i ”Nordkraft”: ”Det er en roman, som er opkaldt efter et elektricitetsværk og handler om junkier og småkriminelle. Så sammensat er Nordkraft, men en ting har de til fælles, junkierne og elværket. Det er energien. Hvad enten den er opbyggelig eller negativ, udgår der et lys fra den, elektricitetens kolde skin og autodaféens hede flammer.”

Man kan jo tænke: Er der virkelig noget særligt over ”Nordjysk litteratur”? Er det ren lokalpatriotisme, at lade en egn og en landsdel tegne litteraturen? Åbner litteraturen for verden, eller bliver læsningen inden for kommunegrænsen? Og svaret er, at de 38 forfattere her alle fortæller, hvordan deres verden er blevet større gennem læsningen af en litteratur, der tog deres egen hjemstavn alvorligt. 

Det særligt nordjyske er afsæt for et udsyn mod verden og læserens egen tilstedeværelse i den verden. De nordjyske stemmer har rigtignok en særlig tone, således som Lotte Kaae Andersen skriver: ”De vigtigste ting ligger i luften, og der ligger de godt. Nordjyske sætninger daler i toneleje hen mod punktum, vi taler i mol, økonomiserer.” 

Og videre skriver hun: ”Længslen handler især om sproget. De stødvist huggende toner i det aalborgensiske, de afsnubbede endelser, det tryksvage sidsteled i de sammensatte ord, Vild- mosen, Vesterhavet, Limfjorden. 

Det, at sætningerne altid ender i mol. Den måde, historierne fortælles på; underspillet med nedadvendte mundvige og en ræv bag øret.”

Det er 38 vidt forskellige bidrag, men alle forfattere beskriver, hvordan litteraturen har givet ham eller hende ”øjne at se med og ører at høre verden med, og dermed tilføjet dybde og tyngde til både liv og læsning.” 

Læs selv. Det er 458 sider, der sætter ord på det usagte og som inspirerer til læsning og genlæsning af mange (nordjyske) forfattere. Det er toppen af nordjysk (og dansk) litteratur.