Musikanmeldelse

Fortryllende fortæller: Lars Lilholt inviterede på slentretur i sit livs anekdoter

Lars Lilholt optrådte solo på Skråen i Nordkraft i Aalborg lørdag aften

Ren, uforfalsket fortælleglæde. Det var, hvad publikum fik af Lars Lilholt på Skråen lørdag aften. Foto: Torben Hansen

Ren, uforfalsket fortælleglæde. Det var, hvad publikum fik af Lars Lilholt på Skråen lørdag aften. Foto: Torben Hansen

AALBORG:- Ja, undskyld at der går lidt Hausgaard i den, bemærker Lars Lilholt, mens han kæmper for at få stemt sin guitar.

- Forskellen på ham og mig er bare, at han kan snakke imens. Det kan jeg ikke. Han kan multitaske. Men jeg har nu også altid opfattet ham som mere feminin end mig...

Standup-komiker er muligvis ikke blandt de første stillingsbetegnelser, man umiddelbart kunne komme i tanker om at hæfte på Lars Lilholt. At han er knivskarp til at fange og fastfryse situationer og stemninger, ved vi fra et væld af hans fint sansede tekster.

En aften helt alene med Lars Lilholt, kun bevæbnet med skiftende musikinstrumenter, viser sig ikke bare at være et kig ind i sangskriverens underfundige (og til tider lidt surrealistiske) univers - dér, hvor påkørte ræve pludselig kan tale. Og hvor musik helt af sig selv kan trænge op af jorden, så man bliver alt for distraheret til havearbejde...

Dem spillede Lars Lilholt

1. sæt:

Høstfesten. For længe, længe siden. Lilly fra Løkken. Hvidsten Kro. Smukkere med tiden. At være tæt på dig. Men aldrig som før.

2. sæt:

Dansen går. Der findes en vej. Mikkel han var død. Onkel Moustache. Sig os nu hvad du hed. Onkel Christian. Bag Mariekirkens tårn. Kald det kærlighed.

Ekstra:

Kære øjeblik. En lille bøn hver dag. Held og lykke.

Det er også en både munter og slagfærdig slentretur fra anekdote til anekdote. Tydeligvis omhyggeligt forberedt og gennemtænkt - men også pludselig vokset ud af øjeblikket.

Som da han ud fra et tilråb fra salen - og efter kort betænkningstid - kaster sig ud i "Bag Mariekirkens tårn" fra 1982 og får et lille stykke familiekrønike ud af sangen. Sådan som han må kunne vride selvoplevede episoder ud af et hvilket som helst nummer på repertoiret. Såmænd også klassikere over dem alle, kendingsmelodien "Kald det kærlighed", som her bliver brugt til at fortælle om fodboldkamp og ikke altid lige stuerene fodbold-slagsange.

Gemytligheden først og sidst

Undervejs når det at blive til fabuleren om at få skældud som voksen, om at stå ansigt til ansigt med nyere danmarkshistorie på Hvidsten Kro - og om det syrede i at stå og spille en sang ved et DGI-stævne for øjnene af "10.000 husmødre med hulahop-ringe" og i sidste sekund beslutte, at sangen ikke kan hedde "Kong Pukkerygs land", men i stedet "Men aldrig som før".

Og så var der dengang han havde kollegaen Johnny Madsen ansat som sin personlige alkoholkonsulent...

Rørende er stadig legenden om særlingen onkel Christian ("det næstmest kendte medlem af min familie") - og her og der er der også blevet plads til rørende sange om altings forgængelighed, om at bede en stille bøn hver dag (om at éns børn må overleve én selv), og at kærlighed altid ender med at blive hjemløs.

Lars Lilholt har prøvet lidt af hvert i sin karriere, og lørdag aften stod han helt alene på scenen på Skråen i Aalborg og fortalte og sang om det.

Lars Lilholt har prøvet lidt af hvert i sin karriere, og lørdag aften stod han helt alene på scenen på Skråen i Aalborg og fortalte og sang om det.

Først og sidst hos Lars Lilholt er gemytligheden. Den helt tydelige, boblende fortælleglæde i skiftevis sange og fornøjelige introduktioner.

Men efter så mange år på landevejene må Lars Lilholt også om nogen vide lige nøjagtigt, hvad der gør sig, og her og der var der da også et vist optræk til den fortættede stemning, som gerne præger bandets traditionelle sommerkoncerter i blandt andre Skovdalen i Aalborg med masser af fin, let, lys fællessang.

Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden