Musikanmeldelse

To timers triumftog: tv-2 klarede den perfekte blanding af nyt og gammelt

Tv-2 serverede fredag aften det bedste af det bedste fra bandets nu 40 år sammen for 3100 begejstrede publikummer i Aalborg Kongres & Kultur Center

Steffen Brandt i evig front for tv-2, som fredag aften gav koncert som led i bandets 40 års jubilæumstour. Foto: Jan Pedersen

Steffen Brandt i evig front for tv-2, som fredag aften gav koncert som led i bandets 40 års jubilæumstour. Foto: Jan Pedersen

AALBORG:- Hen til dig og væk igen. Og tra la la la. La la. Begejstringen vil ingen ende tage...!

For en hvilken som helst sangskriver må det være et sted mellem mærkværdigt og berusende, at et publikum i den grad kan overtage en sang og ikke bare synge, men skråle, med, men nærmest forme og farve og ende med at dominere en koncert. Sådan som det sker, når 40 års jubilarerne i tv-2 den ene gang efter den anden brænder rent igennem og får tilhørerne helt op at køre.

Så kan det da godt være, at et par af numrene undervejs for variationens skyld bliver serveret akustisk.

Men det skal da ikke forhindre en overvejende del af 3100 tilhørere i at skråle med på først "Kærligheden overvinder alt", siden "Alt hvad hun ville var at danse" (nu aldeles renset for den sidste rest af den oprindeligt Miss H. Haven-farvede twangguitar) og til sidst Lis Sørensen-stortræfferen "Ind til dig igen".

Og nej, det er ikke så følsomt, når numre bare er bakket op af en trio - men det er hypereffektivt. Det virker. Og fyrer for alvor op under det, der ender med at blive næsten to timers triumftog. Med en heftig blanding som ved et britisk bryllup af noget gammelt, noget nyt, noget brugt og noget blåt.

Nysgerrighed driver bandet

Det gamle er i den grad dækket ind med et par af de allerældste hits fra 80'erne. Det nye kommer i form af to numre fra den seneste cd, "Tæt trafik i Herning". Det brugte består af begavet genbrug af B-52's "Love Shack" smurt ind i de absolut sidste rester af "Vil du danse med mig". Og så er det blå ellers en diskret, elegant klat melankoli her og der.

I løbet af næsten 30 numre fra et 40 år langt repertoire når Brandt, Lerchenfeldt, Olesen og Gaul særdeles godt rundt i alle hjørner - smukt forstærket med ekstra keyboard, kvindelig vokal (dygtige og velsyngende Anne Hjort), blæsertrioen The Aarhus Horns og til sidst stort kor til at lægge en flot bund under det tradtionelle farvelnummer "Bag duggede ruder".

Dem spillede tv-2

Fri som fuglen. Fantastiske Toyota. Natradio. Vi skaber en verden perfekt. Det er samfundets skyld. Der går min klasselærer. For dig kunne jeg gøre alting. Kom og se far danser. Stille og rolig søndag i Aarhus V. Don't Get Me Started. Popmusikerens vise. Kærligheden overvinder alt. Alt hvad hun ville var at danse. Ind til dig igen. Baby Blue. Lanternen. Ræven og rønnebærrene. Love Shack/Vil du danse med mig. Hele verden fra forstanden. Fald min engel. Be bab a lu la. Eventyr for begyndere. Kys bruden. De første kærester på Månen.

Ekstra: Kalundborgfærgen. Kys det nu (det satans liv). Bag duggede ruder.

Så godt som alt blev spillet og sunget virkeligt tændt (og i helt oplagt, indbydende syng-med-stil).

Men nysgerrigheden driver tydeligvis stadig bandet - og sender musikerne ud i heftigt techno-overdrev i "For dig kunne jeg gøre alting" og især den næsten hypnotiske "Kalundborgfærgen".

Et par steder får den bare et par solide stød i gammeldags, herligt syret Hammond-orgel - og som aftenen skrider frem, fylder de formidable The Aarhus Horn støt og roligt stadig mere. Og de måtte såmænd gerne have fyldt og farvet endnu mere.

Tv-2 kunne også sagtens have fået langt mere ud af "Popmusikerens vise", der alene i kraft af sin stærke melodilinje og forrygende puls godt kunne være lokket ned ad endnu flere sideveje.

Et nummer som "Baby Blue" får til gengæld lige nøjagtigt, hvad den kan trække af syret funk.

Og "Kys det nu" har ganske aldrig lydt smukkere, nu tilført lang, sart saxofonsolo.

Luksusproblemer i setlisten

Efter 40 år (strengt taget 43 år, hvis man tæller fortiden i bandet Taurus med) er der langt mellem orkestre, der så effektivt kan piske en stemning op. Og lynhurtigt skabe en fest. Og holde den gående. Ikke mindst ved at sørge for, at det ene nummer nærmest trimler direkte over i det næste.

Musikerne er gode til at sætte publikum i gang - men glemmer fra tid til anden at holde publikum i gang (hvis vi ikke hele tiden bliver holdt oppe på at skulle klappe en særlig takt, dør den slags ud af sig selv).

Og ja, uanset det nærmest massive antal af numre er der altid nogle, der mangler. For eksempel "Rigtige mænd", "Randers Station", "Line Jørgensen, Voldum", "Rejsen til Rio", "Verdens lykkeligste mand", "Yndlingsbabe", "Nærmest lykkelig", ja, fortsæt selv listen.

Men er det egentlig ikke bare et luksusproblem? For dem gemmer vi da bare til en anden gang, når tv-2 får lyst til komme forbi "dobbelt-a" og fejre et eller andet.

Anmeld anmeldelsen

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld anmeldelsen

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.