Fotografen der tegner med lys: Kirsten Klein fejrer 75 år med to udstillinger
Mors-fotografen Kirsten Klein har gennem sin lange karriere forfinet indfangelsen af naturen og brudfladerne mellem lys og mørke. Det kan lige nu opleves på to smukke udstillinger i Nordjylland
Opdateret 01. oktober 2020 kl. 10:22
Hos Kirsten Klein skal det græske ord fotografi - "lystegning" - tages bogstaveligt, det er vitterligt billeder tegnet med lys. Hvad enten hun viser os undersiden af en svanevinge eller en bræs åndehul, kan man se de samme strukturer af lysbølger. Hun viser fugleæg i en rede på jorden sammen med sandkornet i muslingen, så naturens rigdom står mejslet frem.
Kleins værker er samlet om den natur, der omgiver os, og som vi ofte iagttager, men sjældent ser, som Kirsten Klein formår at vise os den. Når den har været igennem hendes linse og efterfølgende behandling, bliver velkendte steder til historiske, mytiske eller fremtidsagtige landskaber. Hendes kunstneriske ouvre er præget af et naturromantisk syn med fokus på de vældige og ustyrlige kræfter. Der er vindblæste træer, men også små lysninger og krusninger på vandet, altid skildret med en sanselighed, poesi og melankoli - og en hjemlighed, uanset fremmedheden ved landskabet.
Et andet kendemærke i hendes værker er tiden, som hun fastfryser, samtidig med at billederne emmer af bevægelse.
Hun har blandt andet en forkærlighed for skyer. Både de lavt hængende, der som en tåge indhyller landskabet i en tung dyne, og for de store dramatiske kumulusskyer, der som bjergmassiver rejser sig i horisonten. Netop i hendes rene skymotiver bliver det særlig tydeligt, hvor optaget hun er også af billedets abstrakte kvaliteter såsom skyernes former og stoflighed.
Det handler om overgangen mellem nær og fjern og hele den rigdom af gråtoner, der ligger mellem den sorte skygge og det hvide lys. I værkerne nærmest tegner hun med lyset, så skyggerne blive synlige.
Faktisk er naturen i Kleins univers ikke bare en ramme for menneskers færden og liv, nej den taler til os gennem skyerne, træerne og vinden om vanitas – alle tings forgængelighed, og her kommer hendes kunstsyn til syne.
At trykke på kameraets udløserknap handler om på det afgørende tidspunkt at lukke op og i for blænden og dermed motivet. Netop afgrænsetheden, det at det kun eksisterer i dét øjeblik, åbner op for verdens skønhed. Mennesket optræder sjældent i hendes fotografier, men det er til stede som iagttager, den der ser det hele: skærepunkterne mellem lyset og mørket og verdens storslåethed.
Udstillinger i Vrå og Frederikshavn
Som en gave fra den prisbelønnede fotograf kan man lige nu opleve to udstillinger i det nordjyske med hende.
Den ene i Kunstbygningen i Vrå, den anden på Frederikshavns Kunstmuseum. Begge steder er hendes værker sat i et samspil med andre kunstneres værker.
I Vrå gælder det mødet med den unge fotografkollega Emilie Lundsstrøm. Her ses der nærmere på deres ligheder i tilgangen til motiv, behandling af objekt, mønstre og stemning. Begge benytter de sig af cyanotypi, en teknik, der også er kendt som blåtryk, og som blev lanceret tilbage i 1892. Emilie Lundstrøm viser sine værker på vidt forskellige materialer såsom papir, beton og silke. Fotografierne bevæger sig i et poetisk felt, hvor hun ikke går af vejen for at fremvise det skønne sammen med det mørke.
I Frederikshavn udstiller Klein med tingfinderen, billedmageren og ægtefællen Steen Folmer Jensen. Udstillingen tager afsæt i kunstnerparrets mange og lange rejser i det norrøne og nordatlantiske område og består af fotografier og fundne og konstruerede objekter. En rejse i eksistens og tid.
Lys og Form – fra det norrøne, Frederikshavns Kunstmuseum, indtil 24. oktober
Fotomøder, Kunstbygningen i Vrå, indtil 15. november
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.