Sebastian Band

- Jeg er den lille klima-ko, næsten fri for CO2, lænket dagen lang på laboratorie.

Det, jeg spiser, er noget hvidt, jeg bli'r aldrig mer' beskidt...

Sådan er Knud Torben Grabow Christensen - altså den 73-årige sanger, sangskriver og ikke mindst entertainer Sebastian - også. 

Tilsyneladende opsat på pjat og gak og løjer - men som regel med en vis bund af noget lidt mere alvorligt. Som her i den nyeste, opdaterede version af det kendte, gamle, småskøre syng-med-hit om malkekoen, der ender med at havne på Mars på et tidspunkt, hvor jordkloden af eller anden grund er forsvundet...

Sådan bliver man som aldrig først kastet frem og tilbage i humør og de mest overrumplende stemninger i selskab med Sebastian og hans næsten eventyrligt velspillende og velsyngede band.

Det ene øjeblik er der bare sat over til spas, løsere rammer og højt humør - og det næste kan man så risikere at blive kastet nærmest ud i fronten med en sang om sagesløse ofre for krig, "Mariupol", opkaldt efter en den ukrainske havneby - og her i forløbet klemt inde mellem den lidt spøjse, nærmest revyagtige "Hun nåede at klappe hunden" og en særdeles stort og storladen fortolkning af endnu en stortræffer, "Måske ku' vi".

Hvor Sebastian de senere år har haft en tendens til at holde sig mest til gennemprøvede og skridsikre, har han denne gang tydeligvis sat sig for at blande det særdeles kendte med noget af det nyere. Og nyeste. Også et par stykker fra den netop udsendte cd "Hjertedanser".

Det klarer han - og hans hyperprofessionelle hold - faktisk aldeles udmærket, selv om man nok fornemmer den største begejstring for det kendte.

Ikke helt uden grund henter sangeren Gry Harrit fuldt fortjent aftenens længste og mest hjertelige bifald hjem på en smuk og meget personlig udlægning af den overordentligt krævende "Stille før storm", der bare får alt, hvad den kan trække.

Og skal man ellers fremhæve nogle frem for andre i bandet, må valget falde på en særdeles nærværende guitarist, Perry Stenbäck, der mestrer alt. Fra fyrigt spansk temperament i Lorcas "Lola" over en solidt gyngende bluesbund under den med at klappe hunden - til særdeles direkte rock'n roll tværs hen over "Drømmescenariet". Hvor er han dog en aldeles fremragende musiker!

Og hvor gør Sebastian det også selv stadig aldeles fremragende - selv trods en ret problematisk både tale- og sangstemme, der bare ikke er helt, som den har været, ikke alle ord og vendinger fremstår helt klart, man skal lytte godt efter, men han kæmper og får som regel det bedste ud af situationen. Hele vejen fra det inderlige til det noget mere løsslupne - og der skal ikke så lidt selvironi til at stille op med (og slippe godt fra) den påtaget sensuelle "Love Is in the Air", der er én lang musikalsk gøren sig til.

Det kører for Sebastian og Co., og selv om man godt kan blive lige en anelse forpustet af at blive præsenteret for sart poesi og løsere løjer i en lidt pudsig hulter-til-bulter-blanding, som om han spiller sangene, efterhånden som han kommer i tanker om dem, kan Sebastian stadig bære det meste og de fleste, holdt sammen som det også bliver af hans mange, små, sjove bemærkninger.

Og skulle det vise sig at være sidste runde med Sebastian Band, må han og en aldeles imponerende flok musikere og sangere siges at have rundet af med manér.

Sebastian Band på Skråen i Nordkraft i Aalborg fredag aften.

DEM SPILLEDE SEBASTIAN BAND

1. sæt:

Hos Ingeborg.

Når lyset bryder frem.

Dejlig indeni.

Lille lys.

Den flyvende hollænder.

Hodja fra Pjort.

Her er en sang.

Vind og vejrhaner.

Stille før storm.

Lola.

Det' sikkert bare om kærlighed.

Hjertedanser.

2. sæt:

Den lille malkeko.

Lille hjertesang.

Ulvesangen.

Nana.

Hun nåede at klappe hunden.

Mariupol.

Måske ku' vi.

Love Is In the Air.

Drømmescenariet.

Vindens glemte sange.

Du er ikke alene.

Ekstra: 

Romeo.