Fuld dækning på stjernekontoen. Igen
Publikum lagde Zar Paulo ned, og Zar Paulo lagde publikum ned, da torsdag aften blev til en energisk koncertopvisning
Opdateret 13. oktober 2023 kl. 19:21
Der er altid en risiko for, at man i sommerens klare aftener omgivet af leben mister fodfæstet i Skalskovens eventyrlige omgivelser, lader sig rive fuldstændig med og mister klarsynet.
Nordjyske gav nemlig Aarhusianske Zar Paulo fuld dækning på stjernekontoen under sommerens Nibe Festival, og det var derfor med lidt uro i maven, vi genbesøgte - ikke gerningsstedet - men gerningsmændene en stormblæst torsdag efterårsaften på Skråen.
For nok er de fem unge mænd fortsat med i kapløbet om årets danske album med deres debut Elendig Software, der udkom i april, men er de stadig titelkandidater til nationens kommende bedste band. som Nordjyske beruset af begejstring udråbte dem til den fredag aften i Skalskoven?
Bør Niels Brandt og resten af The Minds Of 99 med kommende tre udsolgte sommeraftener i nationalarenaen sove med det ene øje åbent? Kan Zar Paulo levere, når det er deres eget navn, der står øverst på plakaten bøjet i neon?
For er det i virkeligheden et gennemarbejdet, indstuderet, koordineret og nøje instrueret act, eller er det stadig den uforfalskede, ungdommelige spilleglæde, der overgiver sig til øjeblikket og lader publikum føre sig hen, hvor de nu engang har brug for at blive ført hen?
Det sidste er heldigvis fortsat og i høj grad tilfældet.
I forsanger Emil Vammen har de den karismatiske centrifuge, som suger alt opmærksomheden til sig med sin aura af utilnærmeligt (indie)stjernestøv, der overmandes af epileptiske anfald og den lidt introverte studiekammeret fra idehistoriestudiet.
Hans iøjnefaldende kombination af kortærmet skjorte og slips er som taget direkte ud af en tidlig Arctic Monkeys sang. See you later, innovator.
Men det er egentlig at gøre resten af Zar Paulo uret, for de er en gennemspillet og sammentømret enhed, der trods deres relative unge aldre og uerfarenhed kan deres håndværk og åbenlyst har brugt de timer, der kræves i øvelokalet, selvom der er pre-programmeret understøttelse i lydbilledet, som hos de fleste andre af deres kollegaer.
De bringer hver især deres andel af ingredienser til den tryllegryde, der det meste af aftenen indeholder magi. Stor magi.
”Kan Du Holde Til At Holde Det Inde”, ”Tiger”, gennembrudshittet ”Stop Believing”, ”Ravage” og ”Klap For Fædrelandet” er fortsat højdepunkterne, og tekstuniverset, der intelligent er proppet med popkulturelle referencer, forholder sig til sin digitale-inficerede samtid, hvor alle på én og samme tid er på hele tiden og fremmedgjorte over for hinanden.
Nærhed på afstand og med skærmens beskyttende filter.
Heldigvis var der i salen og på scenen proppet med personligt nærvær, interaktion og ægte kærlighed mellem publikum og Zar Paulo. Faktisk så meget, at kunne man tappe det på (genbrugeligt) plasticflaske og få en influencer til at brande det, så stod man tæt på paradis.
Det er altid noget helt specielt at se et band og et publikum, der mestendels er af samme alder og tidsånd, være hinandens forudsætninger og sammen være på vej mod noget helt specielt.
Og helt specielle var publikum denne aften. Og helt specielle var Zar Paulo. Igen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.