Ginne kunne ikke komme ud at spille, men så lavede hun en fantastisk plade i stedet

Aalborg-musikerens andet album er fuldt af overraskelser

Ginne Marker kan opleves live på Vesthimmerlands Kulturhus Alfa 18. november.Arkivfoto: Bo Lehm

Ginne Marker kan opleves live på Vesthimmerlands Kulturhus Alfa 18. november.Arkivfoto: Bo Lehm

Galleri - Tryk og se alle billederne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

PLADEUDGIVELSE

Ginne Marker: ”Ulteria”

Det vakte en del positiv opmærksomhed, da aalborgensiske Ginne Marker i 2019 udsendte debutalbummet ”For Seasons To Come”. Men da hun skulle høste frugterne af den rosende omtale i form af en turné, ramte coronaen, og så var hun slået tilbage til start.

Som så mange andre musikere i samme situation kastede hun sig i stedet igen over sangskriveriet, og nu - nok en del tidligere, end hun havde forventet - er så den svære toer på gaden.

Og wauw for et album, der er kommet ud af det.

Både blødt og hårdt

Den jazzede pop - eller poppede jazz, om man vil - der var Ginne Markers kendemærke på debuten, er stadig markant til stede. Men gang på gang må man spærre ørerne op, for specielt på pladens B-side står overraskelserne nærmest i kø.

I indledningen er Ginne Marker stadig i sin comfort zone. Den ene blide, bløde og supermelodiske sang afløser den anden og vidner om, at hun til stadighed forfiner sin sangskrivning. Den nærmest overdådigt producerede ”Never Golden But Beautiful” er et fornemt eksempel.

Men på ”Upper Hand” sættes tempoet i vejret. Her møder vi pludselig Ginne Marker som noget, der ligner rockmusiker. Et nummer med et uimodståeligt drive, drevet frem af en sejt flydende bas- og trommebund, sirligt pyntet med keyboard- og guitar-figurer.

”Everest” er en rigtig soulbasker af den gamle skole med Hammond-orgel og hele svineriet, og på ”Clever” når Ginne Markers trang til at udvide sine musikalske horisonter nye højder, da det guitarbårne nummer godt midtvejs eksploderer i elektroniske beats.

Det hele kulminerer med det overdådigt smukke og komplekst opbyggede titelnummer, akkompagneret af blandt andet pedal steel guitar.

I godt selskab

Med Aske Jacoby som producer og en perlerække af dygtige danske og svenske studiemusikere til at bakke op er Ginne Marker i godt selskab. Men først og sidst er pladens kvalitet hendes egen fortjeneste. Med sine stærke og vedkommende sange mere end antyder den nordjyske sangskriver, at hun ikke har tænkt sig at blive sat i bås som hende den pæne jazzede popsanger.

Ginne Marker vil det hele, og hun skal nok nå det meste. Men først og fremmest må vi håbe, at hun nu endelig kan komme ud at spille. En ny turné er på trapperne - med første nordjyske stop i Vesthimmerlands Musikhus Alfa i Aars 18. november.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.