Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke leverer klasseteater som i de gode gamle dage

Fra regnormenes liv

Johanne og Hans Christian er toppen af poppen. De har arbejdet sig op fra rendestenens mudder til at sidde på tronen i dansk kulturliv. Men der er ikke altid rart på toppen, og vejen op har heller ikke været brolagt med lutter positive oplevelser.

Johanne er feteret skuespiller, gift med chefen for Det Kongelige Teater, Johan Ludvig Heiberg. Misundelse, sladder og anonyme breve har givet hende hård hud på de sociale kompetencer.

Hans Christian er den kejtede skomagerdreng fra Odense med den fortryllende fantasi og en eventyrlig evne til at se historier alle vegne. Han er elitens kæledægge, men evigt usikker på sit eget værd, ustyrligt pylret og altid bange for at blive til grin.

Et både elskeligt og uudholdeligt bekendtskab.

I den skarpe og vittige dialog udfoldes et både tragisk og komisk møde en aften i 1856, hvor H.C. Andersen har brug for et sted at gemme sig og græde ud efter en pinlig scene i selskab med kongen, Frederik VII, og grevinde Danner. Andersen vil holde en tale om kærligheden, der overvinder alt, men taber uheldigvis sit gebis, der lander i det uldne gulvtæppe.

Alt ender i komisk katastrofe, da han må opgive at tale med uld i mund.

Johan Ludvig har overværet optrinnet i de kongelige gemakker, men overlader det til hustruen at tage sig af den plagede digter. Hun er heller ikke meget for det – men det ender alligevel med en lang aften, hvor skeletterne i skabene bliver luftet.

De to opkomlinge kan spejle sig i hinandens stræben og genkender noget af sig selv – men de er også hinandens modpoler. Johanne er en kvinde med en tydeligt maskulin side, mens H. C. Andersen er en mand med en tydeligt feminin side. Og for et par hundrede år siden var det ikke så accepteret at skilte med den slags, som det er i dag.

Det er ypperligt taleteater. Morsomt uden at være udleverende og samtidig grumt og dystert, rusker og tvinger Johanne begges livshistorier og hemmeligheder frem i lyset. Det er grinagtigt, sørgeligt og råt, for de to har både meget til fælles og meget der skiller.

De er begge ambitiøse i deres stræben efter at komme frem i verden, blive til noget og til nogen. Men det har en pris at ville spise kirsebær med de store - de, der har en naturlig adkomst til de finere københavnske saloner, i modsætning til vores to regnorme.

Ellen Hillingsø er forestillingens utrættelige motor, der driver både forestillingen, Andersen og publikum ubønhørligt fremad. Det er høj klasse. Ole Lemmeke giver os en sårbar, empatisk og frygtsom H. C. Andersen. Han er både kejtet, selvovervurderende og begavet, men socialt underfrankeret.

I baggrunden holder Johan Ludvig Heiberg (Michael Moritzen) sig til stjernekiggeri og deltager kun sporadisk i kammerspillet, og Lisbet Lundquist er som et levende lig anbragt på scenen, sminket til ukendelighed i ægte gotisk stil og flagrende ligklæder, der passer godt til den dystre scenografi. Hendes rolle er simpelthen ”kvinden”, en personificering – hvis man kan sige det om et lig – af hovedpersonernes mødre.

Scenografien er dyster og blottet for effekter med et skær af gotisk uhygge. Her står dramaet helt alene med ordene som grundstof. Og når der leveres på dette niveau, må man bøje sig i støvet – gammeldags teater kan også noget!

"Fra regnormenes tid" kan opleves til og med lørdag.

Fra regnormenes liv

• P. O. Enquist: Fra regnormenes liv
• Iscenesættelse: Kasper Wilton
• Folketeateret på Aalborg Teater
• Medvirkende: Ellen Hillingsø, Ole Lemmeke, Lisbet Lundquist og Michael Moritzen
• Spiller til og med lørdag