Hatten af for gamle onkel Tom

KONCERT:Tom Jones

Han går nøjagtigt lige så stift og dybt koncentreret som så mange andre 82-årige - men i de vildere numre har han umådeligt svært ved at stå stille. Der skal lige danses. Bare lidt. Eller svajes med armene, som om han trasker glad af sted.

Og så er sangstemmen mageløst intakt, mørk og blød og følsom og udtryksfuld, den har i det hele taget bevaret meget af sin kendte, gamle styrke, han lever sig ind i teksterne - men først og sidst er walisiske Tom Jones stadig en mageløs entertainer. Med en fin fornemmelse for, hvad der gør sig. Og hvor længe.

Uanset om det er ham selv eller en af hans uden tvivl mange hjælpere, der har fundet på det, så er det lige så enkelt, som det er genialt, at man tydeligvis har gennemtænkt - og diskret ombygget - store dele af hans materiale, så det på forunderlig vis på én og samme tid er nostalgisk og med en kraftig snert af noget nutidigt.

For eksempel fremtræder den grundigt gennemtæskede "Delilah" (der egner sig fortrinlig til fællesang på "why why why"-delen) pludselig som en forfriskende mellemting mellem country og calyso. 

Pedalen med latinamerikanske rytmer bliver hamret helt i bund i "It's Not Unusual (To Be Loved By Anyone)".

"Sexbomb" har fået et ordentligt skud sydstats-bluesrock, og henimod slutningen når han og det usædvanligt velspillende band også lige en tur omkring i en rask gang hitliste-disco i "If I Only Knew".

På intet tidspunkt forekommer nogen af sangene påtagede eller anstrengte - som udgangspunkt er det også stærke numre, han har gået og samlet op siden midten af 60'erne, her får de bare alle sammen lige det ekstra spark ud over rampen, og ikke for ingenting bliver det sidste ekstranummer, "Strange Things", præsenteret som intet mindre end "rock'n roll rhythm'n blues gospel" - for Jones og bandet er virkelig ude i alle hjørnerne.

Og midt i alle festløjerne, midt i den tætte byge af fødte og oplagte hits i friske, formfuldendte nyfortolkninger, har Tom Jones også modet til at stille krav til publikum om at lytte til noget, der ikke uden videre glider lige så hurtigt og nemt ned. For eksempel den lange krævende "Lazarus Man", hvor Tom Jones også fremtræder som ikke så lidt af en myndig historiefortæller,  eller den stærkt hymneprægede (og faktisk ikke videre udadvendte) "I Won't Crumble With You If You All".

Det kunne nemt være endt patetisk eller pinligt; underholdningsverdenen har præsenteret så rigeligt med eksempler på kunstnere, der ikke har forstået at holde op i tide. Men i nogle stræk lød det tværtimod nærmest, som om Tom Jones først lige er kommet i gang. Og billederne på storskærmene føjer sig fint til med en blanding af gamle videoklip, fin grafik og rå, grynede billeder i sort-hvidt, når stemningen i en tekst bliver mere personlig.

Det trækker også kun op på helheden, at flere numre på repertoiret har noget rørende over sig, ikke afsked, men en bevidsthed om at nærme sig en afslutning, skarpt sat på plads af åbningsnumrene "I'm Growing Old" og "Not Dark Yet" (der er ikke mørkt endnu - men det nærmer sig...) og til sidst den stolte statussang "One Hell of a Life".

Til slut bekendtgør Tom Jones, at han vil blive ved med at turnere verden rundt. Han skal være velkommen. For der er intet støv på gamle onkel Tom.

P.S.: Vakse læsere vil have bemærket, at anmeldelsen er uden friske billeder fra Nibe Festival. Det skyldes, at manageren bag Tom Jones har stillet umulige og helt latterlige krav til fotografer, som derfor har takket nej til opgaven. Et trist eksempel på, at fordi man er forrygende dygtig kunstner, kan man jo godt være omgivet af mindre heldige hjælpere med aldeles uigennemtænkte betingelser.

Tom Jones på Store Scene på Nibe Festival torsdag aften.

Dem sang Tom Jones

I'm Growing Old. 

Not Dark Yet. 

It's Not Unusual (To Be Loved By Anyone). 

What's New Pussycat? 

The Windmills of Your Mind. 

Sexbomb. 

Green, Green Grass of Home. 

I Won't Crumble With You If You Fall. 

Tower of Song. 

Delilah. 

Lazarus Man. 

You Can Leave Your Hat On. 

If I Only Knew. 

Kiss.

Ekstra: One Hell of a Life. Strange Things.

VIS MERE

DEM SANG TOM JONES:

I'm Growing Old. Not Dark Yet. It's Not Unusual (To Be Loved By Anyone). What's New Pussycat? The Windmills of Your Mind. Sexbomb. Green, Green Grass of Home. I Won't Crumble With You If You Fall. Tower of Song. Delilah. Lazarus Man. You Can Leave Your Hat On. If I Only Knew. Kiss.

Ekstra: One Hell of a Life. Strange Things.