Hendes Majestæt Dronningen kommer på besøg i Nordjylland

I maj får Nordjylland besøg af H.M. Dronning Margrethe 2., når hun skal åbne en ny udstilling på Skagen Museum 

Hendes Majestæt Dronningen indviede i 2016 Skagen Museum, hvor hun blev vist rundt af museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen. <i>Arkivfoto: Kim Dahl Hansen</i>

Hendes Majestæt Dronningen indviede i 2016 Skagen Museum, hvor hun blev vist rundt af museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

SKAGEN:Nordjylland får 12. maj kongeligt besøg, når Hendes Majestæt Dronning Margrethe besøger Skagen Museum, skriver museet i en pressemeddelelse. 

Her skal Dronning Margrethe være med til at åbne udstillingen "Krøyer og Paris - franske forbindelser og nordiske toner," der er kulminationen på et treårigt internationalt forskningssamarbejde under protektion af Hendes Majestæt Dronningen. 

- Vi glæder os supermeget til, at Hendes Majesæt kommer på besøg, og vi kan vise hende udstillingen, som hun jo selv har været protektor på.

- Det bliver en unik mulighed for publikum til at se Krøyers egne værker, men også opleve hvordan han blev inspireret af franske kunstnere i Paris, hvor han jo opholdt sig i mange år, siger museumsdirektør for Skagen Kunstmuseer, Lisette Vind Ebbesen. 

Dronningen ankommer klokken 15 til museet, hvor hun deltager i en begivenhed for inviterede gæster med relation til udstillingen. Her vil Skagens Museums samarbejdspartnere fra Musée Marmottan Monet i Paris også være til stede. 

Projektets forskningsindsats ledes af den franske kunsthistoriker Dominique Lobstein og Mette Harbo Lehmann, kunsthistoriker og museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer.

I udstillingen præsenteres tre årtier af den franske kunstscene i slutningen af 1800-tallet og Krøyers kunstneriske udvikling i samme periode gennem 66 værker, der er indlånt fra museer i Frankrig og resten af Europa for netop at give publikum mulighed for samlet at opleve Krøyers Paris, skriver Skagen Museum. 

Offentligheden kan opleve udstillingen fra 13. maj til 18. september. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden