Her er albummet om de midaldrende mænd uden ord

Der er Tom Kristensens ”Hærværk”- længsel mod skibskatastrofer set fra bodegaens våde barstol, hvor dag har afløst nat i tre stive dage i træk, inden den låste dør venter hjemme hos den, der ikke længere venter.

Denne selvdestruktive taberfortælling fra bunden af flasken på Mikael K´s nye album ”Stille Uro” giver han os som 2. skæring. 

Men hvor Tom Kristensens evergreen af en roman er mytologiseret og fortolket af kunstnere som Peter Sommer, er dette sagte akustiske forsøg et genkendeligt billede, der ikke peger fingre eller hylder, men beskriver, så vi alle kan sætte navne og ansigter på.

Mikael K giver os historierne om de vindblæste midaldrende mænd uden ord, der sjældent giver noget af- eller til sig selv.

Netop dét er Mikael K´s helt store kunstneriske fortrin: de musikalske og ordstærke autentiske fortællinger.

Selvom han ikke er udstyret med Dronningerigets største stemme, er den et sårbart instrument til de fingerspillede historier om de vindblæste midaldrende mænd uden ord, der sjældent giver noget af- eller til sig selv. 

Som på den smukke ”Datsun”, der har diskrete instrumentelle tilskud i form af en fjeder!? og et behageligt strygerensemble. Det samme gælder ”Båd” - dog uden fjederen som musikalsk markør.

Mikael K bruger ikke for mange sætninger eller ord til at forklare. Billederne står klare fra første eller anden linje - helt rigtigt doseret. Som de mænd, han beskriver på ”Kamæleon”, der bruger tavsheden som våben eller overlevelsesmekanisme. 

Dem, der ikke lærte at sætte store flotte ord på deres følelser, men har lært at flygte eller give effektivt svar på tiltale.

Som på albummets bedste sang ”Kunsten At Sulte”, der har et - storladent vil være en overdrivelse - men et mere fyldigt arrangement, der giver ensomhedens og frihedens pris et romantisk modspil. 

Her forenes ord, fortælling og musik i skøn treenighed.

Og måske er det eneste anke. At de flotte melodiøse håndspillede akustiske sange lidt hen ad vejen mister evne til at baske alt for meget med vingerne, når variationen af både tempo og instrumentale legekammerater er (for) begrænset. 

En rusketur eller to stopper man aldrig med at drømme om. Heller ikke på ”Stille Uro”.

Men når alt kommer til alt, er det heller ikke hensigten med albummet, for nede på jorden, for tiden i Løkken, er der, hvor Mikael K åbenlyst befinder sig bedst.

"Stille uro" udkom 25. august.