Kulturmødet Mors

Her er dit program til kulturmødets åbningsdag: - Vi er blevet tvunget til at være super skarpe

Covid-19 har fået Kulturmødet Mors til at skære ind til benet og essensen af, hvad folkemødet er. Og læringen fra i år kommer til at løfte fremtidens kulturmøder på Mors, mener direktør Trine Bang

Årets kulturmøde går fra at rumme omkring 700 til under 80 arrangementer i år. Det betyder, at de alle skal stå skærpede, en spændende udfordring, der kan lære arrangørerne noget til næste år, mener direktør Trine Bang.

Årets kulturmøde går fra at rumme omkring 700 til under 80 arrangementer i år. Det betyder, at de alle skal stå skærpede, en spændende udfordring, der kan lære arrangørerne noget til næste år, mener direktør Trine Bang.

MORS:Når Kulturmødet Mors mandag 8. juni åbner for første kapitel ud af tre, er det i en meget nedbarberet udgave. Der plejer at være omkring 700 arrangementer, i år bliver der mellem 50 og 80, men det er ikke kun dårligt.

Kulturmødet Mors kommer til at benytte sig af undtagelsestilstanden under Covid-19 til at skære til og forfine, så kulturmødet i fremtiden står endnu tydeligere og skarpere, fortæller Trine Bang, direktør Kulturmødet Mors.

- Kulturmødet handler i høj grad om at mødes og at være fysisk sammen omkring samtalen og kulturoplevelser på tværs af generationer, geografi og brancher. Det mix kan vi ikke levere til et digitalt kulturmøde. Men vi kan fortsat stille skarpt på de temaer, der rører sig i kulturlivet lige nu, siger Trine Bang, der ser krisen som en anledning til virkelig at dyrke, hvad kulturmødet skal være.

Årets program, der er delvist digitalt, kommer fortsat til at bestå af temadebatter, kulturoplevelser og samtaler, hvor vi kommer ind i maskinrummet med forfattere, instruktører og kunstnere. Her Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester Morsø Kommune, og Trine Bang. Foto: Bo Lehm

Årets program, der er delvist digitalt, kommer fortsat til at bestå af temadebatter, kulturoplevelser og samtaler, hvor vi kommer ind i maskinrummet med forfattere, instruktører og kunstnere. Her Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester Morsø Kommune, og Trine Bang. Foto: Bo Lehm

- Vi er blevet tvunget til at være super skarpe i både temaer og formater, og vi må spørge os selv, hvad det er for nogle samtaler, vi vil kendes på. Det er en stor opgave, og man kan godt få nerverne uden på tøjet, men det er også spændende, vurderer kulturmødelederen.

En måde, kulturmødet tilpasser mødet til online forhold, er at skære ned på antallet af paneldeltagere i debatter, så der hurtigere kan opstå en fokuseret debat.

Med Covid -19 får de desuden en tydelig ramme at diskutere ud fra.

- Jeg synes altid, at det er interessant at blive udsat for nogle benspænd. Covid-19 er tragisk for samfundet, men det tvinger os til at tænke kreativt og i nye baner. Krisen har desuden betydet, at der har været en ekstrem stor opmærksomhed på manglen af kultur, og den øgede bevidsthed har vi tænkt os at gribe. Der er nogle helt andre snakke, vi kan tage nu, og der er kommet et bagtæppe, der gør nogle samtaler super relevante, og noget, man kan bruge til at kigge frem og diskutere fremtiden ud fra, siger hun.

Hvordan kommer I til at bruge jeres erfaringer med et nedbarberet format næste år?

- Vi kommer til at lære noget af at skærpe paneldebatterne, og så betyder årets online format, at vi også fremover kommer til at have et digitalt spor på festivalen, så folk udefra kan følge med. Lur mig om vi ikke sætter en vogn op med et studie, hvor vi kan streame samtaler direkte ud i æteren. Det giver da kun mening, nu kan vi teste det på publikum.

Her er dit program for åbningsdagen online 8. juni

14.30-15.40: Hvad har krisen vist os om kunsten og kulturens rolle i samfundet og i den politiske debat?

Deltagere: Camilla Gregersen, formand Dansk Magisterforening, Kasper Holten, teaterchef Det Kongelige Teater, Lars Sandahl Sørensen, direktør Dansk Industri, Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør Politiken, Julie Rokkjær Birch, direktør Kvindemuseet, Nils Fietje, research manager WHO, og Knud Romer, forfatter.

15.40-15.50: Pause

15.50-17.00: En krise skaber forandring. Hvordan kommer vi til at se det i kunsten og kulturen?

Deltagere: Ulla Tofte, direktør M/S Museet for Søfart, Gitta Malling, teaterleder Limfjordsteatret, Marie Nipper, direktør Copenhagen Contemporary, Tine Fischer, direktør CPH:Dox, Simone Aaberg Kværn, kunstner og pilot, Michael Bojesen, formand Statens Kunstfond, Anna Malzer, teaterdirektør Mungo Park, Benjamin Koppel, musiker

17.00-17.10: Pause

17.10-17.30: Offentliggøres senere

Åbningsdebatten bliver livetransmitteret fra kunstcentret Copenhagen Contemporary. Clement Kjersgaard er vært.

Tilmeld dig her

Kapitel 2 af kulturmødet foregår 20. - 22. august og udkommer digitalt med podcast, live-debatter, kunstøjeblikke og samtaler om kunst og kultur.

Kapitel 3, der går under overskriften ‘sammen igen’, kommer til at foregå fysisk, som vi kender det, med kulturarrangementer på Mors i efteråret. Programmet byder blandt andet på forfatteraftener, fællesspisning med samtalemenu, poetiske samtaler, foredrag for filmelskere og klassisk musik.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.