Her har de knækket koden: Sådan opsnuser nordjysk festival de unge frivillige

Hvordan fastholder man frivillige fra tidligere år, samtidig med at der skal hverves nye kræfter? Ét af svarene er hårdt arbejde

Iben Stubgaard er sekretariatsleder på Alive Festival, hvor der ikke er problemer med at engagere de unge i frivilligt arbejde. <i>Foto: Camilla Gade</i>

Iben Stubgaard er sekretariatsleder på Alive Festival, hvor der ikke er problemer med at engagere de unge i frivilligt arbejde. Foto: Camilla Gade

THISTED:Arrangementer overalt i sommerlandet lider under det, og klagesangen gjalder ud fra alle landets afkroge i såvel nyheds- som sociale medier:

"Vi mangler frivillige!"

De frivillige er limen, der får blandt andet idrætsstævner og musikfestivaler til at hænge sammen, og derfor var sekretariatsleder Iben Stubgaard forberedt på en svær manøvre, da der skulle skaffes frivillige til årets Alive Festival i Thisted.

- Vi har ca. 100 helårsfrivillige, der på hver sin måde arbejder med at planlægge og udvikle festivalen året rundt, og så har vi ca. 500 af det, vi kalder "afviklingsfrivillige", som er dem, der får hjulene til at rulle ude på pladsen, forklarer Iben Stubgaard og fortsætter:

- Vi havde hørt fra mange af vores kolleger i branchen, at det var svært at få frivillige, så vi var forberedt på det værste. Men vi må nok sige, at det slet ikke har været noget problem i år.

Én af udfordringerne for festivalerne er, at der i løbet af corona-årene ikke har været aktivitet, som kunne beskæftige de frivillige, der allerede var tilknyttet - og af samme grund er man kommet bagud i rekrutteringen af nye kræfter.

En udfordring, Alive Festival har været i stand til at imødegå:

- Vi har lavet mange tiltag for at fastholde de frivillige, blandt andet gennem vores corona-venlige "Alive I Haven"-arrangementer, foreningsfest, workshops og ideudvikling, som i høj grad har været med til at holde vores helårsfrivillige i ilden, siger Iben Stubgaard.

Hun indrømmer, at det har været sværere i forhold til at rekruttere afviklingsfrivillige, men her nyder Alive Festival godt af en opsøgende tilgang.

- Vi har et godt tag i de unge, blandt andet fordi vi er meget til stede i de ungdomsfællesskaber, hvor de unge er, som for eksempel ungdomsuddannelserne og URT-huset her i Thisted, siger hun og fortsætter:

- Men vi nyder faktisk også godt af stor opmærksomhed udenfor Thy, heriblandt i Aarhus, Aalborg og København, hvor vi er til stede med vores lokalforeninger. Det betyder, at de frivillige udenfor Thy også har et sted at mødes og dyrke fællesskabet i deres by, og det afføder mange henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe til.

Det grundige forarbejde med rekruttering og aktivering af de frivillige betyder, at ledelsen hos Alive Festival i disse dage oplever en historisk velkørende festival, fortæller Iben Stubgaard:

- Vi har aldrig tidligere oplevet så fin en afvikling, de nye og gamle kræfter har virkelig forenet sig, og det hele har bare spillet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.