Koncerter

Herligt skæve Hav var højdepunktet

Anmeldelse fra Nibe Festival

Benjamin Hav og familien spillede lørdag aften på Nibe Festival Nibe 2. Juli 2022.
Benjamin Hav og familien spillede lørdag aften på Nibe Festival Nibe 2. Juli 2022. Foto: Claus Søndberg

Opdateret 03. juli 2022 kl. 16:50

KONCERT

Benjamin Hav og Familien

Selve musikken er det absolut eneste normale ved at holde sig inden for rammerne af krystalklar pop, flot fejende funk, rap og knaldhård guitarrock.

Alt andet hos Benjamin Hav er skørt og skævt og mærkværdigt. Nærmest som en meget lang scene fra David Lynch-film.

Bare den måde rækken af musikere i Familien går på scenen på. Langsomt, andægtigt, nærmest som et højtideligt begravelsesoptog - med Benjamin Hav til sidst med en lang, mørk stok med en skarpt lysende pære i enden.

Teksterne er langt forbi det mere end almindeligt rablende - men uanset hvor kringlede og omstændige de er, og uanset hvor mange besynderlige om-, af- og stikveje de når at foretage, fungerer de aldeles fremragende live, udsat for Havs formfuldendte rap og sang (og helt udtryksløse ansigt) og bakket op af et helt forrygende orkester, hvor et soloforløb godt kan bestå af en duel mellem to saxofoner, fulgt af en trommesolo - hvorefter en saxofonisterne kaster sig ud i en solodans.

Blandt mange aparte - men yderst velfungerende - indslag er de mindst syv numre, hvor saxofonisterne Troels Mørkeborg og Torben Jensen giver den ene hæsblæsende, overgivent/overdrevne synkrondans efter den anden. Det trækker kun yderligere op på humøret.

- Hvor føles det godt. Det var ubehageligt før, men nu føles det godt, udbryder Benjamin Hav på et tidspunkt, inden han forsvinder ud i en kort tankerække om, hvorvidt mon alle til stede er her fra byen: - Nu er det vel ikke Randers det hele?

Andre steder når han frem til, at nogle af os - men ikke alle - føles som familie.

- Nu skal det ikke lyde Mussolini-agtigt, men jeg føler, at vi står sammen, lyder det senere fra Benjamin, som tydeligvis er meget overvældet over, hvor godt han og Familien bliver modtaget: - Og så er vi ikke engang Mads Langer. Ham har vi gemt herude bagved til næste år. Jeg er bare en lille dreng fra vildnisset.

Efter sidste nummer får Benjamin Hav overrakt en buket blomster, som det næsten lykkes ham at tæske halvt ihjel, før han smider den ud til publikum. 

En skør og skæv og mærkværdig og frem for alt en meget, meget anderledes - og meget fængende - konceroplevelse i den absolut bedste ende af Nibe Festival-skalaen.

Ove Nørhave

on@dnmh.dk

Benjamin Hav og Familien på Blå Scene på Nibe Festival lørdag aften.

DEM SANG BENJAMIN HAV OG FAMILIEN

Spice Up Your Life. Dig. Fri. Den dejligste boy. Nik & Jay. Velkommen. Lampeskærm. Hurra. Hold min hånd. Musse. Canelloni og kød. The Show Must Go On. Jeg kigger på dig. Nu her. Uh babe. Plastic. Air Tonight.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden