Hjørring Revyen får topkarakter af begejstret anmelder
Hjørring Revyen står på flere ben og serverer en sammenkogt ret, hvor vitserne træder lidt i baggrunden
Opdateret kl. 18:49
REVY
Hjørring Revyen 2025
Genkendelse og fornyelse er hovedingredienserne i en vellykket dansk sommerrevy, der helst skal serveres med let hånd, men også godt krydret med kradsbørstige kommentarer til livet, som det udfolder sig netop nu.
Den mission lykkes for holdet på Vendsyssel Teater, der formår ikke bare at læne sig op ad traditionerne og give os det, vi forventer, men læner sig ud over formatet og især musikalsk giver os noget andet og mere. Så man går hjem med en fornemmelse af ”hmmm, savnede vi nogle gode gammeldags grin mellem alle de flotte farver og animationer, der fylder scenen, og den imponerende musikalitet, der lægges for dagen?”
I første omgang ved tæppefald er svaret måske ja - vi kom jo for at more os - men eftertanken hænger ved og sætter en ekstra stjerne på. Ikke på en perfekt revy, men på en revy, der vil noget og kan noget - og som især præsterer med stor energi og noget, man nærmest kan kalde god gammeldags virkelyst.
Et tydeligt teamwork, hvor alle bidrager med alt, og hvor en skør idé får lov til at udfolde sig med korsangere fra nær og fjern i hellige gevandter, og der tydeligt er arbejdet helt op til kampstart på at sammensætte to akter, der holder kogepladen varm frem til slutfløjtet.
Undervejs var der både sjov og ballade, som en skøn udgave af 90-års-fødselsdagen, hvor Preben Kristensen viser sit imponerende komiske og musikalske repertoire i rollen som James, og gensyn med Rasmus Søndergaards vanvittige - og vanvittigt ihærdige og morsomme - tegnsprogstolk. Og selvfølgelig med Trine Gadebergs Pelle, der i nummeret ”Slik eller Ballade” deler hug ud til mange sider, til publikums udelte begejstring.
Sjovt med et strejf af alvor er det også, når hele ensemblet er på med nummeret ”På forsvarlig vis”, hvor en fortvivlet forsvarschef forsøger at udføre en ministerordre om, at det udsultede militære beredskab skal styrkes gennem det højt besungne danske foreningsliv.
Alle stiller naturligvis beredvilligt op og kommer som kaldet, med mere eller mindre mystiske forudsætninger og kompetencer. Den danske mentalitet rækker ikke altid til at preppe på fuld kraft - for det går jo nok. Lad os nu se. Og så griner vi af både verdens, vores egen og hinandens dårskab.
Og således opfylder revyen sit fornemste formål: At vi går derfra og ser på verden med frygt og bæven, som da vi kom, men også med humoren som en tryllekappe over skuldrene, og håbet om, at galskaben omkring os før eller siden får en ende.
Man ved aldrig, hvad man får med Hjørring Revyen. Men det er et godt træk at udvide spillepladen fra de klassiske små sketches med småplatte vitser til at ville lidt mere end et hurtigt og hurtigt glemt grin. Alting med måde!
Men små sketches kan også være perler, som dansen med de kedelige venner, for nu er det vores tur til at invitere, eller farvehandleren, der ikke sælger maling uden en fuldmagt fra fruen i huset. Ned med woke og en tur på genbrugspladsen, hvor Marie Mondup er en regulær fru Jekyll/Hyde, når det gælder korrekt sortering. Hverdagenes poetiske mangfoldighed af kompromisser og små dilemmaer, som vi holder af.
Fyldte manden med det gule hår for meget? Jamen, det gør han jo, så nej. Ham har vi også bug for at kunne grine af, hvis vi skal holde det ud og stå det igennem. Vi har brug for frikvarter fra tidsånden, der pålægger os at veje vores ord på guldvægte, for at undgå at krænke nogen, og fra den evige frygt og bæven, når vi hver morgen tjekker, hvad der nu er sket ude i verden mens vi sov.
Dansk Revy fejrer i år 175-års jubilæum, og traditionerne lever i bedste velgående med 21 professionelle revyer og en livskraftig underskov af lokale amatørrevyer over hele landet. En helt særlig dansk kulturarv, hvor vi med en særlig selvironisk distance spidder verdenshistoriens gang, mens den er i gang.
Noget, som de såmænd godt kunne lære noget af rundt omkring.
Instruktion: Trine Gadeberg og Jens Frausing.
Medvirkende: Preben Kristensen, Trine Gadeberg, Kasper Le Fevre, Rasmus Søndergaard, Marie Mondrup.
Revyorkester: Henrik Baloo Andersen, Niels Munk Petersen, Søren Baggesen, Jonas Lindh, Ole Albrechtsen, Michael Friis.
Scenografi: Camilla Bjørnvad.
Kostumer: Helene Billingsøe.
Lys og video: Kasper Dauberg, Thomas Holmstrøm, Asger Kjærholm.
På Vendsyssel Teater indtil 25. juli.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.